Matt. 28,1-8.
227 – (220) – 224 – 236 – Nadver: 455, v. 3 og 4 – 218.
I anledning af bispevalgkampen i Roskilde Stift er alle kandidaterne blevet spurgt om, hvad de forstår ved de dødes opstandelse og underforstået, om de selv tror på, hvad de har at sige om den sag, – og tro betyder her overbevisning (om at have ret). Kandidaternes svar har været ret varierede, men der har set udefra været et stænk af inkvisition over spørgsmålet, en trang til at få spørgsmålet om de dødes opstandelse afklaret, se nu at få svaret ja eller nej, de herrer og damer bispekandidater! Det har de da også gjort, og så vidt jeg husker, har de alle svaret ja til, at den legemlige opstandelse skal forstås som en konkret fysisk begivenhed. Det kom næsten til at lyde som noget, man skulle sige, for at blive valgt til biskop.
Der er det rigtige i spørgsmålet, at de kristne menigheder selvfølgelig må have noget at sige om de dødes opstandelse, og menighedernes førstemænd, biskopperne, også må være de første til at udtale sig. Men spørgsmålet og svarene har tilsyneladende ikke taget højde for et meget afgørende forhold, at vore forestillinger om de dødes opstandelse ikke er det samme som de dødes opstandelse.
Vore forestillinger om de dødes opstandelse er begrænsede. De dødes opstandelse er udtryk for ubegrænsethed. Vore forestillinger er bundet til den tid, vi lever, og den er en anden end den tid, kristendommen blev til i, men de dødes opstandelse er et evigt forhold. Så selv når man svarer ja til, at Jesu opstandelse fra de døde var en fysisk, legemlig begivenhed, er det udtryk for en begrænset forestilling.
Enhver tids forestillinger om de dødes opstandelse kan godt have noget rigtigt for sig, enhver personlig forestilling kan sagtens have noget rigtigt for sig; det jo også, hvad vi håber på. Og forestillingen bliver sand for os, når den nærer et håb i os. Dog bør vi samtidig vide, at den virkelighed, vi forsøger at beskrive med de dødes opstandelse, er så omfattende og mystisk, at den sprænger alle vore forestillinger.
Det er bl.a., hvad der ligger i Mattæus’ beskrivelse; et jordskælv ryster jorden, en engel i hvide klæder og med et udseende som lynild fjerner stenen fra graven. Alle normale forestillinger bliver her tilintetgjort, for at en større forestilling kan komme til, men selv denne større forestilling er ikke den endelige sandhed om Gud og mennesker, selv Mattæus vision, som vi godt kan kalde den, er begrænset af tid og sted, selvom han forsøger at udtrykke evighed og ubegrænsethed.
Det kan uddybes.
Jesu Kristi opstandelse fra de døde betyder, at skabelsens mysterium gøres uendeligt stort og altomfattende. Opstandelsen sprænger alle rammer, alt sprog snapper ligesom efter vejret for at sige det umulige; så snart man synes, man har fået sagt lidt mere om denne umulighed, lider sproget igen af åndenød, og man må kigge langt efter den virkelighed, som man forsøger at række ud efter. Det svarer f.eks. til, at vi med vores fænomenale naturvidenskab blot har rykket universets tilblivelse og dermed skabelsens mysterium længere ud i verdensrummet. Vi er blevet klogere, bevar mig vel! De syv himle er for længst væk. Vi kender til galakser så langt væk og i så stort et antal, at det praktisk talt er umuligt at gøre sig forestillinger om det. ”Man kan næsten ikke se det for sig”, siger vi, og det betyder, at vi ikke kan! Hvordan er alt dette dog begyndt? Tænk at noget overhovedet findes! Og har vi som mennesker en forbindelse til den sidste galakses yderste stjerne?
Vi ved det ikke, og vi får aldrig svar på det sidste spørgsmål, og det er netop, hvad de dødes opstandelse holder os fast på, for virkelighedens uendelighed, dens størrelse i forhold til os og dermed også Guds virkelighed, har vi ikke noget større udtryk for end de dødes opstandelse. Med kristendommen fik vi et sprog for uendelighed og evighed, som vi faktisk godt kan forestille os noget ved, og som samtidig belærer os om vore forestillingers begrænsning.
Det er desuden af største vigtighed at få sagt, at forestillingen om de dødes opstandelse kun kunne få denne særlige status, fordi den var fremkaldt af menneskelige erfaringer. Nogle – kvinderne ved graven, disciplene, Paulus, evangelisten Johannes og siden mange, mange flere, Hildegard af Bingen, Martin Luther, Grundtvig og flere endnu – har tydeligvis gjort konkrete erfaringer, som de kunne forbinde med udtrykket de dødes opstandelse, eller som de ikke kunne kalde andet. Universets dybeste gåder er beslægtet med disse erfaringer og altså forestillinger, som samler sig i udtrykket ’de dødes opstandelse’.
Når Paulus siger, at hans egen forkyndelse kun giver mening, hvis de døde kan opstå, og når vi synger det samme med Grundtvig, skyldes det deres egne erfaringer. I lang tid anså Paulus som bekendt de kristne for en farlig, nedbrydende sekt, men alt ændrede sig, da han i et syn, så virkeligt og håndgribeligt som det dyr, han red på, så Jesus og hørte ham tale til sig. Det var de dødes opstandelse for Paulus, hvad han selvfølgelig ikke på nogen måde kunne se bort fra, og det blev en åbning mod de uudgrundelige, skabende kræfter, som han siden var i hænderne på, og som han kaldte Jesu Kristi nåde og et levende håb.
Nu blev Paulus en autoritet i de kristen menigheder, og det er han stadig, men det betyder jo ikke, at man som kristen skal have gjort de samme erfaringer som ham eller have de samme forestillinger. Erfaringer og forestillinger blev netop sat fri med udtrykket ’de dødes opstandelse’, som forskellige mennesker til forskellige tider måtte forestille sig noget forskelligt ved. Det har ikke været nemt at administrere, og derfor har vi af tryghedsgrunde ofte haft svært ved at acceptere den frihed, som vi selv har forkyndt, og som altså er, at alle forestillinger om Guds virkelighed og hans indgriben i vores tilværelse, om skabelsens uendelighed, er sat fri. Vi har lov til at have dem, fordi udtrykket ’de dødes opstandelse’ sprænger alle rammer til alle tider.
Hvad vi hver især skal forstå ved de dødes opstandelse er altså en fri sag. Eller bedre er det nok at sige, at vi har de forestillinger, som vi nu engang får indgivet i hjerte og sind. Disse kan vi ikke give os selv, vores indre liv har jo sine egen karakter og sin egen vilje, men vi kan og skal reagere på dette indre liv, hvortil vore forestillinger jo hører. Vi kan disciplinere, hvad der allerede lever og finder sted. Vi kan koncentrere os om det liv, der lever i os, og så må vi tage, hvad der kommer. Vi tror, at det er godt, hvad der kommer, fordi vores tro er det samme som tillid til Jesu Kristi ånds skabende virke i os herunder de forestillinger, som følger med.
Når vi derfor hører de evangeliske beretninger om Jesu opstandelse eller om de dødes opstandelse i det hele taget og også andre meget senere beretninger inkl. dem fra vores egen tid, består vores opgave i to ting. For det første at lytte og lade de efterfølgende forestillinger leve deres eget liv. De kan være sande, de kan være halvsande, og de kan sikkert også være forkerte, men så længe det er de dødes opstandelse vi hører om eller måske endda lytter til, ja så er vore forestillinger på én gang begrænsede af tid og sted og vores egen kapacitet og samtidig i kontakt med det allerstørste og verdensudvidende, Guds virkelighed, fordi sproget her må snappe efter vejret og således ligesom stakåndet peger mod Gud, skabelsens og troens mysterium.
For det andet skal vi være tålmodige med at ville være afklarede i forhold til troen på de dødes opstandelse. Det følger af det første forhold. Samtidig med bispevalget i Roskilde, hvor nogle ville have et klart ja eller nej, hører vi om digtere, journalister og debattører, som bekender sig til kulturkristendommen, men samtidig længes efter at kunne svare klart ja til, at de selv er kristne og tror på Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Til dem er at sige: Husk at troen ikke er det samme som en forestilling om Gud eller om de dødes opstandelse; husk at troen kommer af, at man lægger øret til og af det, som høres; husk at Jesus Kristus kom for at give folk mere tro, altså hvad de også dengang manglede, og at hans egen tro skulle være det nye kildespring; husk derfor at det er hans tro, der skal leve i os; og huske endelig at troen kan antage mange forskellige skikkelser og være anledning til mange forskellige forestillinger.
Amen.
Med nadveren Skærtorsdag aften forberedte Jesus sine disciple på sin egen opstandelse fra de døde. Han vendte op og ned på alle kendte forhold f.eks. mellem en herre og hans tjenere, mellem at give og at få, mellem taknemmelighed og krav m.v.
Det vakte stor undren blandt disciplene, der således blev forberedt på endnu større ting. Da de havde mødt den opstandne som det størst mulige under, kunne de vende tilbage til nadveren og finde det samme under i det mest almindelige.
Således blev nadveren gjort til det daglige livs måltid, brød og vin bundet til det daglige livs kærlighed, som hver dag skal forny vores tro.
Amen.
