Nyhed

Musikprofil som ny organist

Til afløser for Elena Zubakina, som efter 18 års virke ved valgmenighedernes to kirker sagde farvel ved en afskedsgudstjeneste 26. maj, er det lykkedes at finde en virkelig kompetent musiker. Ny organist og kirkemusiker er den klassiske pianist Olivera Marinkovic, der i forvejen er meget synlig i det klassiske musikliv i Herning og resten af Danmark.

Olivera Marinkovic er uddannet klassisk pianist fra Musikkonservatoriet i Beograd og har derudover to mastergrader fra Universitetet i Agder og Norges Musikhøjskole i Oslo. Hun har boet i Danmark siden 2013 og kommer fra en stilling som repetitør ved Det Kongelige Teaters Balletskole i Holstebro.

Valgmenighedspræst Jonas Jochumsen er meget tilpas med ansættelsen af Olivera Marinkovic, som også vil give valgmenighederne flere muligheder på den musikalske front. – Hver søndag er gudstjenesten et forsøg på at få ord og tone til at gå i samklang. Nu vil der blive tilført helt nye toner til valgmenighederne, toner, som også uden for kirkerne vil blive hørt. Jeg ser frem til at tage ved lære af Oliveras enorme repertoire, siger han.

Flere nyheder