Historie

De fleste grundtvigske valg- og frimenigheder i Danmark er udsprunget af stridigheder enten med myndighederne – staten eller de kirkelige myndigheder – eller med Indre Mission. Med jævne mellemrum opstår der en tilskyndelse til at se på, hvad stridighederne i grunden drejede sig om. Hvilke motiver havde man dengang til at strides? Hvilken nødvendighed lå der i det?

Herning og Gjellerup Valgmenigheder, som indtil 1986 hed Herning-Gjellerup Valgmenighed, blev dannet i 1904 på grund af stridigheder med Indre Mission. Der var tale om mange års modsætningsforhold mellem grundtvigianere og Indre Mission, som kulminerede i forbindelse med det første menighedsrådsvalg i Herning i 1903. Mod egen forventning tabte grundtvigianerne stort, og da den ny lov om kirkers brug fra 1904 indskrænkede præsternes hals- og håndsret over kirkebygningerne, forstærkedes motivationen til dannelsen af valgmenighederne yderligere. Det var blevet muligt at være to menigheder om den samme kirkebygning – en missionsk og en grundtvigiansk. Det blev den endegyldige splittelse mellem grundtvigianere og missionsfolk i Herning og Gjellerup.

Enevold Terkelsen
Valgmenigheden var imidlertid aldrig blevet til noget, hvis man ikke havde haft den rigtige mand klar til at træde til. Han hed Enevold Terkelsen (1863-1935) og var først præst i Ørre og Sinding lidt nord for Herning, siden i Rind. Embedet i Rind, som regnedes for bedre end Ørre og Sinding, fik han, fordi han var blevet forbigået i Herning, hvor han var den oplagte kandidat, da sognepræsteembedet blev ledigt. Han var en markant grundtvigsk forkynder. Det betød, at han delte Grundtvigs kirkelige anskuelse: At kirken er, hvor levende mennesker bekender troen som en gave. Bekendelsen er menighedens første kendetegn, og sakramenterne vil hjælpe samme menighed til at vokse i troen og leve ud af den. Viljen til at leve ud af troen viser sig i gudstjenestens lovsang; den er det rette svar på troens gave. Det medfører igen en tillid til, at der virkelig sker noget med menigheden i kraft af gudstjenesten. Man er ikke den samme før og efter en gudstjeneste, undervejs finder der en forvandling sted stor eller lille.

Som Grundtvig selv lagde Terkelsen stor vægt på Helligånden, som forestår denne forvandling. Ingen kan foreskrive ånden noget, og heraf udspringer den enkeltes frihed til at tage Guds ord til sig, som man kan og dernæst drage de nødvendige konsekvenser.
Ikke alene var Enevold Terkelsens forkyndelse grundtvigsk og således et tiltrængt modstykke til missionen. Den var også omsat i ham selv og han drog en række personlige konsekvenser af den. Han kastede sig over den ene opgave efter den anden, og hvor der ingen var, skabte han den selv. Af den kristelige frihed fulgte folkeoplysningen som en selvfølgelig udfordring.

Der kan ikke være tvivl om, at Enevold Terkelsen var god til at inspirere. Flere har udtalt, at han gav folk lyst til at deltage i alt, hvad han satte i gang. Udover arbejdet som menighedens præst var han en afgørende kraft i etableringen af Højskolehjemmet og en del foreninger. Han var f.eks. dirigent for det symfoniorkester, han selv etablerede sammen med et kor. Begge eksisterer stadig som hhv. Herning Amatør Symfoniorkester og Herning Korforening.

Modsætningen til Indre Mission
I en del år forud for stiftelsen af Herning-Gjellerup Valgmenighed var der gået en stærk bølge af vækkelser henover egnen, – så stærk at også Indre Mission fandt det nødvendigt at dæmpe den. Det var denne selvbevidste og selvretfærdige vækkelseskristendom, som grundtvigianerne reagerede på. De måtte svare igen med en anden form for selvbevidsthed: Frihedens. Det enkelte menneske måtte drage sine egne, personlige konsekvenser af kristendommen. Det kunne derfor ikke være rigtigt, at man først skulle underlægge sig en proces, der førte til en ganske bestemt form for omvendelse – eksalteret ophidselse, tårevædet, offentlig syndsbekendelse – og dernæst til en ganske bestemt moral, forbud på forbud, som førte meget hykleri med sig og helt sikkert undertrykkelse af almindelig livsudfoldelse. Det blev i høj grad de såkaldte ”mellemting”, der til daglig kom til at dele parterne: Dans, fest, kortspil, gymnastik etc. – og så naturligvis folkeoplysningens indhold og form. Hvor missionen lagde oplysningen ind i missionshuset og bandt den til den kristne bekendelse og den missionske moral, dér lagde grundtvigianerne oplysningen ud i højskolen på dens egne betingelser. I Herning og Gjellerup betød det på Højskolehjemmet.

Med stiftelsen af Herning-Gjellerup Valgmenighed blev striden med missionen bilagt. Eller den kom i ordnede rammer, for man blev ved med at strides om hjerterne. Missionen blev det dominerende flertal på egnen. Grundtvigianerne blev et selvbevidst og markant mindretal. Dette begyndte først at ændre sig efter midten af 1970’erne, hvor så meget andet også ændrede sig.

Kirkebyggeri
Allerede tidligt i menighedens historie kom det på tale at bygge kirke. Der var mange gode begrundelser for at gøre det. Det krævede imidlertid en enighed mellem Herning og Gjellerup, som det ikke var muligt at tilvejebringe. Der var – og er – tale om to selvstændige menigheder med hver sin bestyrelse, som arbejdede sammen om forskellige forhold og først og fremmest med fælles præst. Med udsigterne til kirkebyggeri kom de to menigheders modsatte interesser frem, og planerne måtte opgives.

I stedet blev det til to kirker. Gjellerup Valgmenighedskirke i Hammerum – i daglig tale Hammerum Kirke – stod færdig i 1924 efter en krævende og brydsom indsats. Hvor skulle kirken ligge? Hvordan skulle byggeriet finansieres? – blev de to afgørende spørgsmål. Det er ikke for meget sagt, at kirkebyggeriet i Hammerum blev en prøvesten for menighedens vilje til at overleve.

I Herning tog det længere tid, inden man fik rejst en kirke. Enevold Terkelsen var præst ved Herning Kirke blot med sin egen menighed, hvilket fungerede fint. Dog var det i længden et voksende irritationsmoment, at man aldrig kunne få kirken på de gode tidspunkter og altid måtte indrette sig efter andre. Efter flere forsøg og udkast fra diverse arkitekter stod Herning Valgmenighedskirke færdig i 1954.

De to kirkerum er karakteristiske for deres tid. Kirken i Hammerum er et traditionelt kirkerum, let præget af grundtvigianske stil og i øvrigt sparsomt udsmykket. Herning Valgmenighedskirke var indtil renoveringen et udpræget halvtredserbyggeri, måske inspireret af universitetsbyggeriet i Århus. Kirkerummet var næsten kvadratisk og uden udsmykning. Et kors over alterbordet var rummets centrum og på hver sin side var hhv. døbefond og prædikestol. Ordet og de to sakramenter som det eneste fornødne var, hvad rummet lagde op til at tænke.

Grunden til at nævne dette er, at forskellen på de to kirkerum er udtryk for den udvikling i opfattelsen af kristendommen, som fandt sted i det tyvende århundrede. I 1924 byggede man endnu en kirke, som de altid havde set ud, dog renset for stærke udtryk og frem for alt sentimentale. I 1954 var den form ikke længere den rigtige, og der måtte slet ikke være et følelsesmæssigt eller billedligt udtryk for kristendommen – heller ikke i en grundtvigsk kirke.
I forbindelse med valgmenighedernes 100 års jubilæum blev der sat renoveringsarbejder i gang i begge kirker:

Hammerum: Anlægget vest for kirken og kirkegården har i 2004 gennemgået en omfattende renovering. Således er der her anlagt parkeringsplads i tilknytning til kirken, samt skabt bedre adgangsforhold til valgmenighedens kapel, der ligesom kirkegården er til brug for menighedens medlemmer.

Herning: I forbindelse m. kirkens 50-års jubilæum (og valgmenighedernes 100-års jubilæum) i 2004 er den blevet gennemrenoveret. Selve grundridset er bevaret, men kirkerummet fremstår nu igen som et moderne rum.

Kunstneren Arne Haugen Sørensen har stået for udsmykningen af Herning Valgmenighedskirke. Han har dels malet et udfordrende billede af Jesu sidste måltid sammen med disciplene, en moderne genfortælling af nadveren; dels har han på tre store vinduesflader malet tre transparente scener fra bibelhistorien, Jesu dåb, korsfæstelsen og opstandelsen, således at man indefra kirken kan se ud i verden gennem disse tre billeder. Endnu mangler en udsmykning af prædikestolen.
Tiderne er skiftet.

Menighedernes udvikling
Siden uenigheden og stridighederne med Indre Mission, grundlæggelsen og de konsoliderende år har livet i Herning og Gjellerup Valgmenigheder afspejlet den almindelige udvikling i Danmark. Især efter midten af 1970’erne har forandringer været mærkbare. Siden da er den nære fortrolighed med den kirkelige og folkelige tradition svækket.

Et eksempel er vintermøderne, som tidligere hed Midtjysk Menighedsmøde. Navneændringen skete i 1988 og kan tolkes som udtryk for, at ordet ’menighed’ havde en misforståelig klang. Det lyder af et lukket møde. Da vintermødets udtrykte formål var – og er – det modsatte, var navneændringen uden tvivl en god idé. Vintermødet er fire højskoledage i den kendte folkeoplysende tradition, hvor menighederne ønsker at høre og drøfte, hvad der forekommer væsentligt i dagens Danmark, og udadtil ønsker at vise, hvem man er. Vintermødet har ændret sig i takt med, at folkeoplysningen i Danmark har ændret sig. Endnu en ændring af formen og af navnet er sket i 2012. Mødet hedder nu Højskoledage.

Et andet eksempel er forholdet til missionen. Ingen steder i landet er modsætningen, hvad den har været. Missionen har stort set tabt til den moderne udvikling. I hvert fald er det ikke ”mellemtingene”, der skiller. I den forstand har de grundtvigske (rigtige grundtvigianere findes ikke længere) vundet i kraft af alliancen med de kulturradikale, der har stået først og fremmest for frigørelse.
Det betyder dog ikke, at der ingen forskelle er på de grundtvigske og de missionske. Forskellene er blot sværere at identificere, og ingen kan profilere sig på dem længere. Udover æstetiske forskelle er det med ord som ’ånd’ og ’atmosfære’, man umiddelbart kan karakterisere dem. Jeg nævner dette, fordi egnen omkring Herning er eksemplarisk i så henseende. Modsætningen mellem de missionske og de grundtvigske har været uhyre stærk, og den almindelige udvikling er derfor forholdsvis nem at læse.

På friegrundtvigske.dk kan du læse mere om historien.