Kunstneren Peter Brandes er troende, kommer i kirken og er kendt for kirkekunst på øverste hylde. Men når han træder op på prædikestolen i Herning Valgmenighedskirke, så er det første gang som gæsteprædikant.
Det sker ved højskoledagene i weekenden, hvor temaet er kærlighed. Valgmenighedspræst Jonas Jochumsen fortæller, at kærlighed ikke kan stå alene, det skal have en vinkel eller en perspektivering for at give mening.
Det har han stor tiltro til, at Peter Brandes kan sætte ord på. Ligesom han har behandlet emnet i sin kunst. Efter gudstjenesten og muligheden for en sandwich fortsætter Peter Brandes og Jonas Jochumsen med en samtale om kærligheden og eventuelt uddybe prædikenen.
Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen og teolog og pastor emeritus Johannes Værge er de to andre gæster i weekenden, der indledes lørdag på Herning Friskole og afsluttes søndag i Herning Valgmenighedskirke. Lørdag aften er der vin, tapas og fællessang. Alle er velkommen.