Udskriv denne side

Om vielse af homoseksuelle

Lad det være sagt straks: Jeg hører til dem, der mener, at man skulle have reserveret ordet ’ægteskab’ til forholdet mellem mand og kvinde.
Min begrundelse er ikke i første række teologisk, altså funderet i f.eks. Bibelen eller folkekirkens bekendelsesskrifter, selvom skabelsesberetningen taler om at være skabt i Guds billede som mand og kvinde, og at dette er bestemmende for, hvad et ægteskab er.
Min begrundelse har heller intet at gøre med, at homoseksuelle ikke skulle have samme juridiske rettigheder som andre eller anden form for modvilje mod homoseksuelle forhold. Jeg mener som flertallet af biskopperne skriver i en kronik (JP d. 11-6-12), ”at det er folkekirkens opgave at hjælpe homoseksuelle par til at leve sammen i troskab og kærlighed ved at lyse Guds velsignelse over deres samliv ved en kirkelig handling efter et autoriseret ritual, …”.

Kristendommen har altså både et opbyggende, beskyttende og formanende ord at sige ind i den særlige situation, som det homoseksuelle par befinder sig i, hvor det særlige både er ritualets gennemførelse, altså højtiden, og den omstændighed, at parret er to af samme køn, for forholdet er et andet end et ægteskab.

Min begrundelse for at fastholde den traditionelle betydning af ordet ’ægteskab’ er, at man slører forholdet mellem regel og undtagelse, altså blander det almindelige og det særlige sammen. Det medfører, at ligestilling, som er den egentlige begrundelse for det nye ritual, i dette tilfælde bliver til ensliggørelse.

Homoseksualitet er ikke normsættende
Et homoseksuelt forhold kan af naturlige grunde ikke være normsættende for et samfund. Selvom homoseksualitet heldigvis er helt anderledes accepteret end førhen, vil der altid være tale om en afvigelse fra det almindelige, som kommer til udtryk i den måde flertallet lever på. Vi ved i dag, at homoseksualitet hverken er en karakterbrist eller en sygdom, men en biologisk disposition. Muligvis spiller opdragelsen også en rolle. Der er altså ikke tale om et valg. Denne viden kan ikke siddes overhørig, og blandt andet derfor er homoseksualitet ikke et problem i det moderne samfund.

Normalitet
Det forandrer dog ikke ved, at den demokratiske stat er funderet på og udtrykker flertallets normer. Lad os kalde det normalitet. Ethvert samfund må udmønte en forestilling om normalitet, dvs. hvad det almene vel er rodfæstet i. Vi kalder det også for kultur. Hvis ikke kan samfundet ikke opretholde sig selv.

Ægteskabet som norm
Tager vi ægteskabet mellem en mand og en kvinde som eksempel på det normale eller den normale ordning af kønsforholdet, så vil et meget selvbevidst (og måske også konservativt) samfund forsøge at beskytte ægteskabet som netop norm; det er at beskytte en bærepille i samfundet.
Det første og vigtigste fællesskab bliver derved kernefamilien, hvor en definerende funktion er at drage omsorg for børnene og lade både mand og kvinde opdrage dem. ’Man’ lever i ægteskab, og ægteskabet er veldefineret med klare krav til parterne, ligeværdighed og arbejdsdeling f.eks., juraen er klar og indrettet derefter.
Et sådant samfund udtrykker en klar forestilling om normalitet, dvs. bærende normer er tydelige og selvfølgelige. Er det tilfældet, er der tilsvarende tale om et moralsk stærkt og selvbevidst samfund.

Staten er ikke neutral
En stat kan ikke være neutral og følgelig heller ikke moralsk indifferent. Det viser sig ved, at den giver plads til noget og forbyder andet, at den med incitamenter forsøger at regulere borgernes adfærd m.m. Det er her aldeles afgørende, at vi i Danmark har en frisindet stat, der giver god plads til og endog understøtter ganske små mindretal. Det hører til vores frihedsforståelse. Der er og skal altså være god plads til homoseksualitet. Det er ligestilling forstået som ligeværdighed og juridisk ligeberettigelse.

Ved at gøre et homoseksuelt forhold til et ægteskab, vil man imidlertid ikke stå ved, at homoseksualitet er en undtagelse fra ægteskabets norm. Det er i mine øjne ensliggørelse; det skal helst være det samme, men er forskelligt, skønt det kan ligne. Forskellen er først og fremmest, at ægteskabet som norm tydeligt udtrykker mandligt og kvindeligt i forhold til børnene, at forskellen på mandligt og kvindeligt i temmelig høj grad er resistent overfor grundlæggende forandringer. Derfor vil det normale være, at staten understøtter en opdragelse legemliggjort af begge køn. Med plads til undtagelser.
Man kan føje til, at staten nødvendigvis må understøtte ægteskabet som et forhold mellem mand og kvinde, fordi børnenes hele habitus har betydning for statens fundering og økonomiske formåen. Staten har ikke samme interesse i, om et homoseksuelt forhold består eller ej.

Jeg er naturligvis på det rene med, at en del ægteskaber indgås i en alder, hvor der ikke kan komme børn ud af det. I andre fravælges børn, eller de udebliver. Det forandrer dog ikke ved, at ægteskabet som bærende norm i samfundet altid vil have børnenes tarv som et aldeles afgørende perspektiv, og at dette er definerende for, hvad et ægteskab er, uanset om der kommer børn eller ej.
Eksempelvis får løftet om troskab større eksistentiel tyngde, når det angår børn, hvad det normalt gør; denne tyngde smitter af på opfattelsen af alle ægteskaber, også hvor der ingen børn er. Den kan måske også smitte af på homoseksuelle forhold, men det vil formodentlig være vanskeligere, fordi børn almindeligvis ikke indgår i billedet af et sådant forhold. En vigtig dimension mangler da i givet fald.

Jeg er også på det rene med, at forestillingen om det normale ikke er statisk, men dynamisk. Hvad der var normalt engang, er det ikke længere. Det gælder også ægteskabet, som har forandret sig meget gennem de sidste par hundrede år. Et aspekt af denne dynamik, ligestillingen, har nu udvirket, at ’man’ også skal omfatte homovielser. Er det rigtigt eller ej? Eller var alle bedre tjent med, at ægteskabet mellem mand og kvinde er normen i en stat, der giver god plads til det, der ikke falder indenfor normen.

Respekt for forskelligheden
Jeg mener altså, at det rigtige ville have været at benævne forholdene, sådan som både natur og historie lægger op til: At de to forhold ikke er ganske ens. Forskellene kan synes små, men kan ikke tales væk (jf. skabelsesberetningen). Og hverken vores kultur eller stat har nogen vanskeligheder med at rumme og beskytte forskellen. Jo stærkere bevidsthed om, hvad det normale, ledende og bærende er, jo bedre er der plads til minoriteter – vel at mærke i et demokratisk samfund med en frisindet stat.

Det nye ritual
Der er nu taget en beslutning om, at begge slags forhold skal kaldes ægteskab, og otte af biskopperne har udarbejdet et ritual, som vil blive autoriseret af dronningen. I ritualet for indgåelse af ægteskab for to af samme køn bruges betegnelsen ægtefælle i tilspørgsel og erklæring i stedet for ægtemand og ægtehustru.
Ordet ægteskab forekommer ikke, og det gør det næsten heller ikke i det nuværende. De to ritualer ligner hinanden meget, men skabelsesberetningens ord om at ville leve sammen som mand og kvinde kan ikke klinge med som forudsætning.
Det forvirrer: Er homoseksuelle ikke skabt i Guds billede som alle andre? Det er de. De er som alle andre mennesker Guds skabninger, men om de er hhv. mænd og kvinder kan være svært at afgøre.
Lige præcis dét er ikke helt tydeligt, men skabtheden, at de er til som mennesker i kraft af Guds kærlige vilje og for andre menneskers skyld, er der ikke ændret noget ved; parret falder blot ved siden af den relation, der hedder ægteskab.
Det slører, at ægteskabet eller livet som ægtefæller mellem mand og kvinde har en urgrund, som fortaber sig i skabelsens dyb. Det er altså ikke uproblematisk, at skabelsesberetningen ikke kan klinge med, og at dens ord bliver upassende, ja fornærmende ved en homovielse. De homoseksuelle har en anden relation, hvortil der kunne findes et andet ritual.

Hvad gør vi?
Vil vi i Herning og Gjellerup valgmenigheder stille vore kirker til rådighed for vielse af homoseksuelle?
Et andet ritual, som tydeligere respekterer forskellen, og som jeg kunne ønske mig, kommer ikke, så vi skal beslutte på baggrund af det, som er autoriseret.
Der er derfor yderligere tre ting at føje til: Jeg kunne som præst blot beslutte det ene eller det andet, men det rigtigste er at drøfte sagen i menighedens fælleskab.
For det andet må sagen ikke splitte vore menigheder.
For det tredje kan det kan være klogt at lade det komme an på en prøve. Er det forbundet med en uovervindelig kejtethed at foretage eller medvirke ved en homovielse? Eller er der ingen modstand af nogen art? Jeg har været med som kirkegænger ved indgåelse af registreret partnerskab, og det voldte ingen problemer.

Min egen stillingtagen, som har haft en lang og tøvende vej, er nu, hvor ritualet foreligger, at jeg ikke vil modsætte mig at foretage vielse af homoseksuelle. Det kan synes ejendommeligt på baggrund af ovenstående, men er snarere udtryk for den spænding, som situationen rummer; en spænding, som man kun prøvende kan komme ud af.

Herning ultimo juni 2012
Morten Kvist

Ovenstående har på min foranledning været drøftet i begge bestyrelser. Det har ikke givet anledning til nævneværdig uenighed. Jeg vil herefter ikke modsætte mig vielse af homoseksuelle.

Morten Kvist