Udskriv denne side

Prædiken til 1.s. i advent d. 2-12-18
i Hammerum og Herning Valgmenighedskirker

Matt. 21,1-9.

Salmer: 74 – (84) – 78 – 733 – Nadver: 76 v. 6 og 7 – 80.

Ingen tror i dag på, at de gt’lige profeter havde særlige synske evner og derfor kunne forudse både Jesu komme og hans indtog i Jerusalem mange hundrede år før det skete. Ingen tror heller på, at profeterne havde så håndfaste forestillinger om fremtiden, at de kunne binde den i deres eget billede. Det går aldrig helt, som profeten forudser eller som præsten prædiker. Slet ingen tror på, at profeterne dengang præcist vidste, hvad de satte i vej.

Hvordan er da forholdet mellem profeterne og den fremtid, de taler om?

Det er som den altid har været og stadig er. Under særlige omstændigheder og i kraft af nogle særlige mennesker skabes der blandt folk en forestilling om en anden og bedre fremtid. Forestillingen bliver til et håb, som bliver til en konkret forventning, som igen kan give anledning til handlekraft. Da vil man bevæge sig mod et fælles mål og fra en tilstand til en anden. Det kan der komme både revolutioner og fredelige forandringer ud af. Sker det, kan der være tale om det, vi kalder en selvopfyldende profeti, altså det forhold at man forudsiger noget og derved får det til at ske.

En selvopfyldende profeti er af og til blevet beskyldt for ikke at være en rigtig profeti. En rigtig profeti skulle da udmærke sig ved at være en art blank forudsigelse af fremtiden og ikke til at skelne fra en spådom. ’Der kommer folketingsvalg til maj’, ’aktiekurserne vil falde’ – den slags udsagn, hvor en selvopfyldende profeti ville svare til at tale valget frem eller aktiekurserne ned. Det har givet den selvopfyldende profeti et lidt dårligt ry.

De gt’lige profetier om Messias er imidlertid forsøg på selvopfyldende profetier. Det, de profeterer om, Messias’ komme og med ham Guds rige, vil de selv sætte i værk. Selvfølgelig er profetierne opstået under særlige omstændigheder i kraft af profeternes mod og talent, de er udtryk for håb og forventninger til fremtiden, ja også store drømme, som nogle i dag ville kalde utopier. De havde imidlertid den virkning, at der blandt jøderne skabtes en forventning om en frelser, Messias, der skulle udfri dem fra deres fjender og skabe et fredens rige, hvor sværd smedes om til plovjern, Guds rige, hvor der skulle herske retfærdighed, for Guds lov var levende i folkets hjerte.

Forestillingen og forventningen om Messias blev en del af den almindelige jødiske forestillingsverden, for der blev læst op af profeternes skrifter i synagogerne. Alle kendte dem, og den jødiske helligskrift kaldes da også ’loven og profeterne’.

Det er disse forestillinger Jesus går ind i og disse forventninger, han påtager sig at opfylde, hvad han kun kunne gøre, fordi han kendte dem som sine egne. Baglæns kan man se, at profetierne var selvopfyldende, for de var med til at gøre Jesus til Kristus. Havde Jesus været græker eller romer, var han ikke kommet på den tanke, at han skulle være Messias. Fordi han voksede op som jøde og så at sige trak vejret gennem de gamle profetier, blev han i stand til at opdage, at han var Messias og havde været det siden fødslen. Han opdagede sin bestemmelse, fordi hans ånd var mærket af profeternes. De selvopfyldende profetier var en forudsætning for Messias, og derfor kunne Jesus da heller ikke fremstå andre steder end han gjorde.

Stedet er det eneste mulige, og nu er tiden altså inde, må han have sagt til sig selv og sat sig op på æslets ryg, for at ride ind i Jerusalem. Han vidste, at han var Messias, dvs. udvalgt og bestemt til at indløse folkets forestillinger og forventninger; han var blevet prøvet og fristet af Djævelen til at være en anden, men forblev sig selv; han var plaget af disciplene for forklaringer, rendt på dørene af syge og sorgfulde mennesker, som havde brug for hans hjælp, han havde talt til folk, så de blev stumme, andre havde han gjort vrede, overalt havde han fremkaldt uhørt opmærksomhed, så han kunne ikke være i tvivl om, at han var Messias. Og nu på æselryg på vej ind i Jerusalem var han klar til at gøre alt klart for alle.

Det bemærkelsesværdige eller snarere enestående er nu, at Jesus med indtoget opfylder en profeti ned i detaljer. Han gør nøjagtig som der står skrevet. Han kunne godt være redet ind på en hest og med et sværd ved siden. Han kunne godt have haft soldater med, alle ville have haft forståelse for det og vel endda været trygge ved det. Var han kommet magtfuldt og med et udtalt krav på at være Messias havde folk set bort fra, at hesten ikke var æsel. Herregud, man behøver vel ikke at hænge sig i detaljer.

Ved at være tro mod profetien ned i detaljer, sker der to ting. For det første lukker Jesus profetien som profeti. Nu bliver den opfyldt og har dermed også udspillet sin rolle. Ved at gøre nøjagtig som der står skrevet, gør Jesus opmærksom på, at nu er denne konkrete profeti udløbet, og der er ingen vej tilbage. Heller ikke for hans eget vedkommende. Han må løbe linen ud som Messias. Hvis han så ikke svarer til folks forventninger til profetien, kan de ikke afvise ham med nogle omfortolkninger af de hellige skrifter, ligesom han må selv tage den fulde konsekvens af dette, hvad han da også kom til.

For det andet sker dette, at Jesus sætter folkets forventninger fri. Forventningerne er nu ikke længere bundet til de gamle forestillinger om Messias, men kan og skal knyttes til et levende menneske, Jesus fra Nazaret på æselryg og med alt, hvad det indebærer af uforudsigelighed, fordi han netop er et levende menneske, så levende at han sprænger alle grænser for netop det levende og dermed for et menneskes liv. Jesus siger i virkeligheden, at i stedet for at lytte til de gamle selvopfyldende profetier, for her jeg jo, skal I nu lytte til mig og se på mig. Ikke fordi jeg er en ny profet, men fordi alle profetier med mig er opfyldt og dermed gjort overflødige. Mit liv er forestillingernes og forventningernes nye indhold. Mit liv er den nye fylde i jer. Lad det ske, og se så, hvad det vil få til at ske. Fremtiden kommer af sig selv og vil bestandigt fyldes af min historie.

Fremtiden åbner sig dermed på en ganske anden måde end hidtil; den bliver både mindre og større på én gang. Mindre fordi forventninger nu skal udleves i forhold til nærværende og levende mennesker. Forventningerne bliver lagt ind i det almindelige liv, som mennesker er i stand til at give hinanden her og nu og ikke bundet til en fjern fremtid. Nutiden bliver vigtig og ikke alene som en art forberedelse til en stor messiansk fremtid.

Fremtiden bliver større, fordi den altid vil være på vej mod at blive fyldt af Jesu liv, og han havde evigheden for øje; dvs. at der altid er en livets fuldbyrdelse på vej, som vi ikke kan rumme. Jesu egen død var f.eks. en fuldbyrdelse, som kvinderne og disciplene ikke kunne rumme, men som ikke desto mindre blev til en helt ny fremtid.
Se, alt dette var ingen andre end Jesus selv på det rene med, da han red ind i Jerusalem. Det lå alt sammen i svøb i hans liv og i de reaktioner, han fremkaldte; siden skulle det stykke for stykke komme til udfoldelse og dernæst blive til erkendelse og nye bevidsthed hos folk. Denne udfoldelses- og erkendelsesproces er endnu ikke afsluttet, for var den det, ville kristendommen være udtømt, og kirkerne med rette stå tomme. Kirkerne står ikke tomme, og skulle der alligevel være en her og der er det med urette. Vi lægger os derimod ind i denne stadigt pågående udfoldelses- og erkendelsesstrøm, stiller os til rådighed for den, idet vi har tillid til, at den netop vil give os en både mindre og større fremtid, end vi alene kan give os selv.

Her spiller 1. søndag i advent sin særlige rolle.

Vi kaldes tilbage til udgangspunktet, markeret med kirkeårets begyndelse, profetiernes snarlige opfyldelse og endeligt, hvorved fremtiden som sagt sættes fri. Alt det nye ligger i svøb, men alt dette svøbte kan vi samtidig se åbenbaret i det menneske, som er på vej ind i Jerusalem. Herfra skal vi fyldes. Hans liv er vores fremtid i svøb, understreget af, at han selv blev svøbt og lagt i en krybbe ved sin fødsel. Hans fødsel, som vi jo nu kan ane i det fjerne og gennem mørket, bliver således et billede på en ny begyndelse, som skal blive ethvert menneske til del. Fordi vi er dem, vi er, lidt langsomme i optrækket eller for hurtige, bundet af vaner og glade for fordomme, kræver en sådan ny begyndelse forberedelse, både en indre og en ydre. Det har vi så, som en konsekvens af den kristelige fylde og erkendelse i vores liv, givet os selv adventstiden til.

Amen.

Med nadveren får fremtiden et nyt indhold, at skabelsesfylden fra Jesu liv skal blive vores. skabelsesfylde kommer bagfra, fra Jesu historie, fra fortiden, løber gennem os som vores nutid, for at definere vores fremtid, hvor vi skal vokse i kærlighed og sandhed.

Dette rette forhold mellem fortid, nutid og fremtid blev lagt ind i det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, for at vi kan leve af det rette forhold mellem fortid, nutid og fremtid som af det daglige brød.

Amen