Udskriv denne side

Prædiken Maria bebudelse 2020

Tekster til dagen:
1.Mosebog 18,1-15
1.Korintherbrev 1,21-31

Lukas 1,46 - 55

Jøder og grækere

Jøder kræver tegn, sagde Paulus, tegn på Guds vilje i historien, at Han fører sit udvalgte folk mod det rette mål. Grækere søger visdom, dvs. at de har deres filosofi og fornuft at skære virkeligheden til efter. At Jesus var Guds vilje, altså netop et tegn i historien, ville jøderne ikke se. Han var virkelig en forargelig personlighed i Jerusalems gader, udfordrede Moseloven og den politiske orden, og da han påstod at være Guds søn, den ventede Messias, var bægeret fyldt. Hvor forargeligt kan man dog tillade sig at tale om Gud? Sådan lød det retoriske spørgsmål, som var energien i jødernes krav om at korsfæste Jesus. Ikke særlig forargeligt, viste det sig!

Grækerne var ikke forargede. Paulus’ forkyndelse på torvet i Athen, Areopagos, viser tydeligt, hvad der stødte de gode athenere. Da Paulus begyndte at tale om den opstandne Kristus, rystede grækerne på hovedet, dårskab tænkte de. Hvad der lå udenfor rækkevidden af deres filosofiske og fornuftige visdom, havde ingen interesse. Hvor dum kan man tillade sig at være? Sådan lød den uudtalte dom i grækernes afvisning af Paulus. Ikke særlig dum, når man stod overfor en filosof.

Forargelse eller dårskab, vrede eller hovedrysten, er de to tydeligste og ældste former for afvisning af kristendommen. Paulus kendte dem begge af personlig erfaring ligeledes de mange mellemformer. Han var som ung selv en vred og forarget jøde, og senere på sine mange rejser måtte han træde op imod kravet om, at hans forkyndelse skulle være en fornuftig filosofi.

Troens mangfoldighed

Heroverfor sætter Paulus så sin egen tro, skabt i ham af Kristus selv. Paulus blev tvunget til at høre og se, hvad han så kaldte Guds kraft og visdom. Det skal andre også lære at høre og se, om det så skal koste forargelse i synagoger og hovedrysten i marmortempler, hvad det netop gjorde fra første begyndelse. I hele NT – det gælder både evangelierne og brevene – finder vi modsætningen mellem forargelse og dårskab på den ene side og tro på den anden. Og troen har mange former lige fra den forsigtigste tøven, der kun tør vise sig om natten, over undren, tillidsfulde, ja hengivne henvendelser til Jesus, ytringer af taknemmelighed og til apostlenes frimodige og frygtløse forkyndelse efter den første pinse.

Vi får altså skildret en sand mangfoldighed af reaktioner på Jesus, som kaldes tro. Jesu egen tro kalder tro frem i dem, han møder – eller altså forargelse.

Jomfru Marias særlige rolle

I denne troens mangfoldighed spiller jomfru Maria så en særlig rolle. Hendes tro har sin egen kategori. Da hun får at vide, at hun skal føde Messias og glædes over det, er det selvsagt ikke en reaktion på Jesu forkyndelse, men på en engels budskab. Det er ikke Jesus, der fremkalder tro i Maria. Englen fortæller, at hun skal føde Messias, og hun tror på, hvad hun hører og giver sig uforbeholdent hen til sin bestemmelse.

Maria bryder op hjemmefra og tager til sin slægtning Elisabeth, som er gravid og bærer på Johannes Døber. Da Maria træder ind ad døren hos Elisabeth, er der for første gang tegn på nyt, levende liv i Elisabeth, og hun siger de berømte ord til Maria: ”Velsignet være du blandt kvinder.” Hvad Maria bærer på kalder livstegn frem i Elisabeths barn, og som svar fra Maria hører vi så ’Marias lovsang’: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.” Osv.

Situationen er smukt konstrueret af evangelisten Lukas. Meningen er for det første, at Johannes Døber og Jesus skal knyttes tæt sammen, hvor Jesus er den vigtigste, den der bærer det nye liv, troens liv, ind i fremtiden. Dog har de begge legitimitet i historien bagud: De hører begge med i den historie, som netop er fuld af tegn på Guds frelse, og nu er her altså nye kraftige tegn, bekræftet af de gamle og kendte, som havde forudsagt Johannes’ og Jesu komme. Det kan ikke blive finere, set med jødiske øjne, hvis de ellers kunne se det.

Meningen er for det andet, at Marias tro, som er hendes lydhørhed overfor englen og efterfølgende villighed til at påtage sig sin opgave, skal lyses i kuld og køn og have sin særlige placering i den store historie: Den skal bidrage til troens mangfoldighed af udtryk.

Abraham og jomfru Maria

Marias lovsang består næsten udelukkende af citater fra GT, som Lukas lægger hende i munden, altså troserfaringer fra jødernes historie. Dermed siger Lukas, at Marias tro indskriver sig i en lang tradition, der går helt tilbage til Abraham. Hendes tro er den samme som Abrahams i en kvindelig udgave.

Abraham var udvalgt til at blive et helt folk, som andre folkeslag skulle se op til, efter syndefaldet. Abraham blev udvalgt til at fremstille den eksemplariske tro i den faldne verden. Denne tro skulle han som troens fader give videre. Derfor blev han velsignet med rigdom, et langt liv og løftet om at blive et stort og talrigt folk. Den rene, ubesmittede, ja naive tro gik tabt ved syndefaldet; at leve umiddelbart som et spejl af Guds vilje blev umuligt, men Abraham blev udset til at skulle kompensere så godt som muligt i en ufuldkommen verden.

Marias tro er lige så gammel og vigtig som Abrahams, hævder Lukas, og den har altså været i verden, så længe som vores fælles menneskelige hukommelse rækker tilbage i tiden.

Hvad betyder det for os?

Det betyder, at der findes en kristen tro, som endnu ikke ved om sig selv, at den er kristen. Her skal vi holde tungen lige i munden og ørerne stive! En kristen tro, som endnu ikke ved om sig selv, at den er kristen må betyde, at den kan findes overalt, hvor der er mennesker, skønt der hverken er menigheder, kirker eller præster; den findes som hengivenhed til Gud, en art ubestemt lydhørhed overfor det guddommeliges virkelighed, en anelse om at der findes en magt, som opretholder verden. Dog er det ikke en hvilken som helst magt. Det er Gud, som skaber af liv og mulighed. Gud som historiens herre, ikke en statue af Gud, ikke en guddommelig bog, ikke en Gud, som kræver slagtofre, som der står i GT, men Gud som opretholder af en naturlig orden.

Det er en sådan tro, en skabelsestro, som bærer både Maria og hendes lovsang, og som hun på forbilledlig vis og på det skønneste hengiver sig til. Den bruger Lukas hele sit litterære talent på at fremstille og altså ikke for litteraturens eller skønhedens skyld, men for troens skyld. Tro er ikke et fænomen Maria har opfundet, heller ikke Abraham, ja end ikke Jesus har opfundet troen. Den kristne tro har været i verden, siden menneskets skabelse, og med den viden, vi i dag har om dyrene, fristes man til at sige endnu før. Men lad det ligge.

Abraham, jomfru Maria og Jesus

Abraham, Maria og Jesus gør alle noget ved troen. De giver den skikkelse og udvider dens betydning i verden. Hvis Abraham kaldes troens fader, hvad han gør, fordi han udtrykte den første art af bevidsthed om troens høje betydning, så får troen en officiel moder med Maria. Ligesom en profets eller stamfaders syner om Gud, hans mandlige blik for det ophøjede og tankens flugt mod Gud, ved Abraham blev anerkendt som tro, således bliver Marias kvindelige hengivelse til sit kommende barn og hendes spontane glæde ved at være udvalgt som moder, også anerkendt som tro. Det ligestiller dette at være moder med Abrahams grundlæggelse af et helt folk. Og Maria bliver da netop også stammoder til et helt folk, de kristne, som kan findes overalt, hvor der er mødre. Der kræves ikke en Abraham; naturlig menneskelighed fra en kvindes skød kan være begyndelsen på kristen tro.

Med Jesus, det barn, som Maria skal bære og føde, vil troen så folde sig ud i al sin fylde og i al sin universelle tilgængelighed; det betyder, at den vil åbne sig for enhver og for alle folkeslag, for ’hele folket’ som det hedder ved Jesu fødsel. Som følelse er troen stadig fylde, men med Jesus bliver troens fylde i stand til at udtrykke sig på netop alle de mange måder, der beskrives i NT – og flere til: som taknemmelighed, som glæde, ydmyghed, svaghed, frimodighed, ubekymrethed, omsorg, trøst, gråd, melankoli og sorg. Det kommer af, at Gud blev et menneske, der skulle fødes af en jordisk moder, at den skabende ånd blev kød, så menneskets svar på at være skabt i Guds billede og efter syndefaldet netop kunne få så mange (ufuldkomne) udtryk, som vort kød er i stand til at bære på.

Troen kaldte først Abraham ud af mørket og lod ham blive til en stor historie, der mod jødernes vilje endte med officielt at sidestille en kvindes tro med Abrahams, jomfru Marias skabelsesbundne hengivenhed. Først med Jesus Kristus begyndte historien om, at netop hans tro, dvs. den kristne, kan tage alle mulige kødelige skikkelser i vores liv. Således er den kristne tro vores historie, og det er godt at vide.

Amen.

Ved nadveren

Nadveren er et tegn på tro og på en særlig måde. Det var Kristus, som satte tegnet i verden som tegn på sin egen tro. Idet han indbød til at spise og drikke, sagde han: Min tro skal blive jeres, og fordi jeg er Kristus, Gud som menneske, skal denne tro ytre sig i netop mangfoldige menneskelige skikkelser.

Da bandt han troen, brødet og vinen sammen i det daglige livs måltid og i det daglige livs kærlighed, så at vi hver dag kan tro og være kærlige på mangfoldige måder.

Amen.