Udskriv denne side

Prædiken til 13. s. e. trin. den 10.09.2017
I Herning og Gjellerup Valgmenighedskirker

 

Lukas 10,23-37.

Salmer: 15 - (691) - 599 - 365 - Nadver: 562 v. 4 og 5 - 11.

Med lignelsen om den barmhjertige samaritaner grundlægger Jesus en ny moral, og det er ikke næstekærligheden, der grundlægges. Den var der i forvejen, nedfældet i jødernes hellige skrifter, og den findes i øvrigt overalt. I alle religioner og i alle samfund er der et eller flere bud om, hvordan man skal behandle sine medmennesker eller nogle visdomsord, der uden videre kan beskrives som krav om eller opfordring til næstekærlighed. Vi kunne også sige, at næstekærligheden er forudsætningen for, hvad Jesus siger og gør, og at hans tilhørere var indforståede med den. Eller vi kan simpelthen sige, at næstekærligheden ikke er en kristen opfindelse.

Dog sker der noget nyt med lignelsen, endda verdenshistorisk nyt, en ny moral grundlægges, hvor det nye er næstekærlighedens udstrækning. Den gælder alle og i enhver situation. Næstekærligheden bliver gjort universel, plejer man at kalde det. Det var et brud med jødernes moral, hvilket meget tydeligt fremgår af lignelsen. Præsten og levitten, som går forbi den forslåede mand i vejgrøften, er begge jøder og bliver hængt ud i lignelsen. Samaritaneren, som gør det rigtige, var i jødernes øjne ikke alene en frafalden, der gik ind for en sekterisk jødedom, som man derfor ikke kunne have med at gøre; det var også uværdigt for en rigtig jøde at blive hjulpet af en samaritaner. Han blev betragtet som uren.

Lignelsen er kontroversiel, fordi en fremmed gør det rigtige. Det er udefra og ikke indefra jødedommen, at den gode og rigtige handling udøves. Det er ude fra den urene omverden og ind i den såkaldt rene verden, at det gode bryder igennem. Det fik kolossalt omfattende perspektiver og er virkelig et nybrud.

Der er for det første tale om et opgør med forestillingen om renhed og urenhed. Det skel brydes ned, når den urene gør det rigtige, ja griber ind i renheden, som slet ikke kan leve op til sine egne forestillinger om, at det rene og det gode hænger nøje sammen. Rent og urent er ikke længere vigtigt efter at denne lignelse er fortalt og har virket i verden; eller rent og urent har herefter at gøre med badeværelser, hygiejne, sæbe og bakterier, ikke med moral.

For det andet og nok så vigtigt fortæller lignelsen, at det gode og rigtige kommer til det enkelte menneske udefra, i lignelsen i samaritanerens skikkelse. Mennesker har altid en forestilling om, at det gode og det rigtige kommer enten fra dem selv eller bestemte moralske forskrifter, som man gør sit bedste for at leve op til. Lignelsen fortæller noget andet. Moralske forskrifter og bud kan beskytte det gode, men ikke skabe det. Det skal skabes i os udefra, hvad lignelsen opsigtsvækkende fortæller.

Det er opsigtsvækkende at lade én udefra, altså en ikke-jøde, hjælpe én inde fra, igen denne bevægelse udefra og ind i et lukket fællesskab, som var defineret af en moralsk lov, Moseloven. Enhver sammenhæng defineret af en moralsk lov og kun af en moralsk lov bliver altid til et indelukke, der forgriber sig på det gode og det rigtige. Det må opretholde et strengt skel mellem indefra og udefra, for at kunne opretholde sig selv. Det har ikke specielt med jødedommen at gøre, men det sker med de fleste menneskelige fællesskaber. Det kan ingen lave om på, men vi skal selvfølgelig være opmærksomme på det, for at kunne åbne et fællesskab for udefrakommende, når det er muligt.

Det er desuden opsigtsvækkende, at det gode og rigtige kommer til os udefra som en impuls. Ordet barmhjertig betyder ganske ligefremt at have et hjerte i barmen, men det har præsten og levitten kun i ringe grad. Forskellen på de to og samaritaneren er, at han får en impuls til at hjælpe og følger den, ja han kan ikke lade være. Det vil jo sige, at hans barmhjertighed bliver til i situationen, den skabes i ham af den forslåede mand, af noget udenfor ham selv. Samaritaneren går ikke rundt og er barmhjertig ud i den blå luft så at sige eller leder efter et menneske at hjælpe. Han fanges, hans hjerte gribes, og han må handle ind i situationen, som vi netop siger. Da han gik hjemmefra, kunne han jo ikke vide, hvad der ventede ham på vejen.

Nu kan vi strengt taget ikke vide, hvad præsten og levitten følte, da de gik forbi manden i vejgrøften, om de med andre ord fik den samme impuls som samaritaneren. Lignelsen selv er tavs. Vi kunne jo sige – pligtskyldigt overfor den menneskelige mangfoldighed – at præsten gik uanfægtet forbi, fordi han var en kølig natur, der tilmed havde mange vigtige ting at ordne og derfor at tænke på. Han måtte altså videre. Om levitten kunne vi sige, at han gerne ville hjælpe, men ikke turde af respekt for den jødiske lov, som bød ham at koncentrere sig om sine egne; af retskaffenhed går levitten forbi eller af frygt for at gøre noget forkert og på trods at sit hjertes impuls.

Pointen er her, at det er lige meget, om man går forbi af den eller anden grund. Man kan være nok så kølig og med nok så mange vigtige projekter, så at man må bevare et køligt overblik, eller man kan være nok så retskaffen eller frygtsom, - det vidner alt sammen om utilstrækkelighed, og denne utilstrækkelighed kan kun afhjælpes af en udefrakommende magt, der bryder ind i en situation eller ind i et menneske.

Denne udefrakommende magt, barmhjertigheden, er til stede i lignelsen på en underfundig måde. Den forslåede mand griber ind i samaritanerens liv ved at ligge forslået i vejgrøften. Han er en appel eller en fordring, der aktivt erobrer samaritaneren udefra, så denne må handle. Ligeledes er samaritaneren indlysende en udefra kommende magt i den forslåede mands liv; samaritanerens handling er det gode indbrud, som redder mandens liv. Denne dobbelthed skal være tilstede, for at der kan være tale om sand barmhjertighed, for det beskytter barmhjertigheden mod, at der spekuleres i den. Det gode bliver til i en indbyrdes afhængighed mellem den forslåede og samaritaneren. Den ene bliver reddet op af grøften og forbundet; den anden får et hjerte i barmen, som han må adlyde. Det gode er bundet til denne indbyrdes afhængighed og til situationen.

Det er vigtigt, at der ikke spekuleres i barmhjertigheden. Det ville i givet fald betyde, at den blot bliver en ny lov, der lukker sig om dem, der gerne vil bygge et fællesskab på barmhjertighed, og dem der vil noget andet. De, der stræber efter barmhjertighed, vil snart sige, at det er svært at have med de andre at gøre, for de er ikke barmhjertige nok. De er for hårde, umenneskelige og kyniske kan det hurtigt blive til, og så kan vi allerede høre, at det er ved at gå galt, for så er barmhjertigheden blevet en ideel bestræbelse, løftet ud af dens gensidige afhængighed mellem den, der hjælper og den, der har brug for hjælp. Så er barmhjertigheden i færd med at lukke sig om sig selv midt i travlheden med at hjælpe andre. Så har den nye moral, som Jesus indstiftede, gjort sig fri af sit eget grundlag, og den vil visne.

Nu kan det faktisk være nødvendigt at foreholde sig selv og andre barmhjertigheden som en ideel bestræbelse. Det har vi jo set med flygtningestrømmene i Europa, hvor vi med henvisning til barmhjertighed og næstekærlighed har lignelsen om den barmhjertige samaritaner helt fremme i hovedet som et ideal. Men den ideelle bestræbelse er også allerede ved at visne. ’Vi kan vel ikke bare lade folk drukne i Middelhavet’, lyder det retoriske spørgsmål, og det skal bestemt også lyde, men vi kan heller ikke overkomme at samle alle op. Det betyder, at idealet om barmhjertighed lige så stille synker sammen, vi kan ikke leve op til det, og vi frygter at blive kynikere. Europa går under, hvis vi ikke lever op til vore egne forestillinger om barmhjertighed, synes vi; vi bliver ligesom præsten og levitten i lignelsen, lukker os om os selv og sætter dette ubarmhjertige og hårde skel mellem ’dem og os’, synes vi.

Nej, Europa går ikke under, og vi bør ikke frygte dette skel, for det trækkes af ethvert fællesskab, af alle samfund, der vil overleve; ingen menneskabte ordninger kan rumme alt og alle. Når vi kan se, at et ideal om universel barmhjertighed umuligt kan opretholdes, og vi kan godt tilføje desværre, hvordan kan vi da hævde, at Jesus grundlagde en ny, universel moral? Betyder det ikke denne morals endeligt?

Nej, for kristendommen er en henvisning til den sande universalisme, den som skabes af Gud, uforudsigeligt på et menneskes vej og som en gensidig afhængighed mellem to eller måske flere parter, svarende til, at samaritaneren redder ét menneske og ikke et helt samfund, fordi hans hjerte rettes et konkret sted hen. Her begynder barmhjertigheden igen og igen, og herfra kan den række langt ud i verden, og som en skabende kraft vi selvfølgelig skal lade os bære af. At lade sig bære er ikke at have denne kraft foran sig som et samfunds højeste ideal. Det er at lade sig trække. At lade sig bære er at have barmhjertigheden som en forudsætning, der altid og på ny kan give lyd fra sig i hjertet som en impuls, man ikke kan sidde overhørig. Således gør denne lignelse ordet hjerte til et af de vigtigste i kristendommen. Og skulle man endda forblive kyniker, for dem kan der såmænd være god brug for i syndens verden, så må man jo høre lignelsen igen og igen, så Jesu ånd kan give hjertet en ny begyndelse.

Amen.

I nadveren bliver bringes vi i kontakt med barmhjertighedens rette forudsætning, Guds ånd, som skaber vore hjerter og giver os, hvad vi måtte mangle, barmhjertighed på rette tid og sted.

Det kan ikke ske ofte nok. Derfor blev nadveren gjort til det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så at vi hver dag kan begynde og møde enhver med barmhjertighed.

Amen.