Udskriv denne side

Prædiken til 17. s. e. trin. d. 23. september 2018
I Herning og Gjellerup Valgmenighedskirker

 

17. s. e. trin. d. 23-9-18 i Herning og Hammerum.

Markus 2,14-22, høstgudstjeneste.
Salmer: 729 – Dåb i Hammerum – 730 – 728 – Nadver: 473 og 895 v. 3-5 – 732

Da tolderen Levi rejste sig og forlod sin toldbod for at følge Jesus, gik der ikke lang tid før både Levi og Jesus kom i vanskeligheder. Der står ganske vist, at de ”senere” sad til bords, og det kan være når som helst; men læst i sammenhængen lyder det som ’ikke ret lang tid senere’, og det er altså måltidet, som skaber vanskelighederne.

Det var til at forudse, at der ville opstå vanskeligheder, for de mest magtfulde kredse i det jødiske samfund havde noget på Levi, så meget, at lige meget, hvad han gjorde, ville det være forkert. Som tolder, romernes håndlanger, havde Levi sat sig udenfor det almindelige samfundsfællesskab og for pengenes skyld. Han havde sat pengene over loven og profeterne. Fortrød han dette skridt, ville det jødiske samfund kunne håne ham for at komme krybende og bede om tilgivelse. Gav Levi sig måske af netop denne grund til at samarbejde endnu tættere med romerne, kunne jøderne foragte ham endnu mere som en fjende og forræder og med god samvittighed.

Levi befinder sig i en meget udsat position, for ikke at sige temmelig umulig. Lige meget hvad han gør, er det forkert. Han har kun de andre toldere, konkurrenter og foragtede som han selv, at være sammen med.

Når dette er tilfældet for et menneske, lytter og ser man mere opmærksomt eller mere bekymret, i hvert fald anderledes end normalt. Idet Jesus går forbi Levis toldbod og befaler ham at følge med, er det let at forestille sig, at Levi har tænkt: ”Hvorfor ikke! Måske er dette her en vej ud af den låste situation, som jeg befinder mig i og min familie med.” Eller han har slet ikke tænkt og har blot fulgt Jesus, der ifølge alle beretninger havde så stor autoritet, at ingen kunne lade være med at høre på ham.

Under alle omstændigheder forlader Levi symbolet på sine vanskeligheder, toldboden, dog blot for at indtræde i nogle nye, som skal vise sig at vende op og ned på alting. Jesus er i en endnu mere udsat position end Levi, fordi han direkte udfordrer det jødiske samfund og dets grundlag, loven og profeterne. Levi kommer fra asken og i ilden. Levi bliver anklaget for at spise sammen med Jesus, en urostifter, og Jesus bliver anklaget for at spise sammen med Levi, en tolder og derfor synder.

Nu havde måltidet en særlig status i det jødiske samfund. Der var regler, der skulle overholdes, renhedsforskrifter f.eks., der var mad, der ikke måtte spises, og derfor også mennesker, man ikke kunne dele måltid med, nemlig dem, der ikke overholdt de jødiske regler. Måltidet var ikke blot et spørgsmål om at få noget at spise, men en bekræftelse af fællesskabet med Gud, jødernes status som det udvalgte folk. At udfordre måltidets regler var at udfordre Gud.

Det er, hvad Jesus gør, udfordrer Gud, eller rettere jødernes opfattelse af, hvem Gud er og dermed også, hvad et menneske er, for de to ting hænger nøje sammen. Et menneskes forhold til Gud, viser dette menneskes forhold til andre.

Ved at spise i Levis hus sammen med toldere og syndere udsætter Jesus sig for hård kritik, men det er nødvendigt, for at et andet billede af Gud kan blive til, det billede, som Jesus selv er, og som han skal virkeliggøre. Beretningen om måltidet i Levis hus er noget af det første, vi hører om i Markusevangeliet sammen med helbredelser af syge mennesker. Det betyder, at Jesus først er kritisk overfor et stivnet og regelbundet gudsbillede, og øjeblikket efter bygger et nyt op ved at pege på sig selv; eller han kritiserer og bygger op i én og samme bevægelse, hvilket er en meget stor sjældenhed.

Ved at spise sammen med Levi endda i hans eget hus siger Jesus, at der ikke findes rene og urene mennesker, som defineres ved et måltid, ligesom sygdom og ulykker ikke regner ned over et menneske som en straf for et syndefuldt liv. Gud skelner ikke mellem mennesker alt efter, hvad de spise eller hvilke sygdomme, de har. Jesus helbreder hvem som helst, spiser med hvem som helst, solen skinner og regnen falder over både gode og onde, siger han. Han ophæver disse urgamle skel og nye skel, som mennesker bruger til at sortere hinanden efter. De skriftkloge siger: ”Hvem er han, der spiser med toldere og synder?” Vi siger: ”Hvem er han, der har de forkerte meninger og stemmer på et skummelt parti?” De skriftkloge tænker: ”Han må være moralsk underlødig.” Vi tænker: ”Han må være moralsk underlødig.”

Denne måde at tænke på og at inddele mennesker på fejer Jesus til side, idet han sætter sig selv i stedet. Der er ikke længere rent og urent eller rettere: Det er ikke, hvad der går ind i et menneske, som gør et menneske urent, men hvad der går ud af et menneske, og i det stykke har ingen noget at lade andre høre. Vi er alle urene og på mange måder. Vi har alle brug for vand og sæbe. Ingen er moralsk uangribelige, vi kender alle til blandede motiver for det gode, vi gerne vil gøre, undladelsessynder, påtagede forglemmelser, alt det, som gør, at vi kan sige som med én mund: Vi er alle syndere.

I en vis forstand opretter Jesus et nyt skel, nemlig mellem dem, der tager hans ånd til sig og dem, der ikke gør. Det hedder i NT tro eller forargelse; vi kan omskrive det til tillid eller mistillid. Dette skel kan dog ikke ses eller måles og vejes. Vel rejser Levi sig op, forlader toldboden og følger Jesus, altså er Levi tillidsfuld, men vi hører intet om, hvordan denne tillid klarer sig gennem de vanskeligheder, som han sammen med Jesus løber ind i, de skriftkloges vrede og forargelse og deres pågående spørgsmål. Lever Jesu ånd videre i Levi gennem vanskelighederne, kan det ikke nødvendigvis ses og slet ikke forudsiges, for Levis fremtid består i, om han med tillid vil reagere på det, som Jesu ånd indgyder ham, og i frihed. Vil han det og kan han bære konsekvenserne? Det er hans nye vanskeligheder, og det er hans nye frihed.

Ophævelsen af det religiøse måltidsfællesskab, som skelner mellem rene og urene, og som derfor definerer nogle mennesker som mindreværdige af ydre grunde, har haft og har fortsat meget stor betydning for os. Vi har med Jesu ord og gerninger og gennem århundreder opdraget hinanden til, at vi kan spise med alle. Ingen skal holdes fra at deltage i et fælles måltid, fordi nogle anser dem for mindreværdige, fattige, uduelige eller dumme.

Der er selvfølgelig nogle, vi hellere spiser sammen med end andre, nogle taler vi bedre med, nogle deler vi smag med, nogle kalder på munterhed, andre ikke osv., ligesom nogle hører til i en bestemt sammenhæng, andre ikke; men det er meget langt fra religiøse eller moralske forskelle, som skal ophøje en selv på bekostning af andre. Jesu ånd tilsiger os, at vi i princippet må spise alt og sammen med alle, - også kød bør man vel tilføje i øjeblikket. Vore kriterier for, hvad vi spiser og ikke spiser, hvad vi tager til os, og hvad vi forkaster, er, hvad der gavner vores næste, og hvad vores sunde fornuft tilsiger os, og om vi fortsat beder om at kunne leve i Jesu ånd.

Denne kristne opfattelse af måltidet, at det er fælles for alle, står ekstra tydeligt i dag, hvor vi takker for høsten. Hvordan høsten end har været, stor eller lille, god eller dårlig, siger vi tak på mindst to måder. Vi takker for skaberværket, at livet findes, og at vi kan leve af jordens rigdom. Skulle det blive trangt, så er det stadig en rigdom, at vi kan spise og drikke og være glade for lidt. Og vi takker for det fællesskab, vi kan have om måltidet, at alle er inviteret med; ingen er på forhånd udelukket, og vi er alle forpligtede på netop det forhold, en meget frugtbar forpligtelse. Derved repræsenterer måltidet principielt en ny mulighed for at noget nyt kan ske, noget nyt blive sagt, for vi skal jo kunne dele mad, vand og vin med hvem som helst, også dem vi ikke kender eller intet forventer af. Tænk på hvem kongesønnen inviterede til bryllup, da alle dem, han kendte i forvejen, ikke rigtig gad være med, - blinde, lamme, vanføre, tiggere og se hvilken fest!

Udover den umiddelbare taknemmelighed over at have mad og drikke, en taknemmelighed, som hører skaberånden til og som vi derfor ikke må forsømme at udtrykke, giver den afsluttede høst os anledning til at takke for det fællesskab, som måltidet giver enhver af os mulighed for at være med i. Det skal vi både minde os selv om og påskønne, for det er udtryk for et sandt menneskeligt fællesskab, at vi alle kan spise sammen og dermed høre sammen med mange i frihed.

Amen.

Nadveren er et religiøst måltid, men på en særlig måde. Nadveren er ikke specielt for de rene, de særligt religiøse eller de udvalgte og overbevist, men for alle, der beder om at få Jesu ånd i hjertet.

Nadveren er et fælles måltid, men det er syndernes fællesskab, dvs. at vi alle har brug for at få fornyet ånden i hjertet, ånden som vi fik i dåbsgave.

Det sker som det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så vi hver dag kan lære at elske vores næste og overlade dommen over vores kærlighed til Gud.

Amen.