Udskriv denne side

Prædiken 3. søndag efter Hellig Tre Konger 26-01-2020
i Herning og Hammerum Valgmenighedskirker

Lukas 17, 5-10.

Aldrig har det enkelte menneskes tro fyldt så meget som nu. Det hænger sammen med udviklingen af det moderne individ, som kristendommen i høj grad har bidraget til. Udviklingen var langsom, men så meget desto mere sikker og er indtil videre kulmineret med, at tro fra at have været en ydre ting, noget man gjorde og deltog i, nu er blevet noget indre, en følelse, som det enkelte individ har eller ikke har. Det kan være svært at datere de afgørende skred i denne udvikling, men Martin Luthers teologi er et af dem. Han satte for det første troen i centrum af kristendommen, frelse ved troen alene kom det til at hedde. For det andet fastholdt han, at hvert enkelt menneske står overfor Gud uden melleminstanser som f.eks. en kirke, bekendelsesskrifter eller lignende. Det løsnede individet fra kollektivet, så det blev lidt mere individ, end det var i forvejen.

Senere kom pietisterne til, som hævdede, at det gjaldt om at have troen i hjertet, altså netop som en følelse, og vejen dertil var omvendelse; en omvendelse fra ren form, fra ydre ligegyldighed til hjertets inderlighed. Endnu senere kom de romantiske filosoffer og digtere til, som forsøgte at lave en ny religion ud af hjertets rørelser. Menneskets hjerte fik højeste status i opfattelsen af, hvad et menneske er. Et menneske er først og fremmest, hvad der rører sig i hjertet. Den forestilling havde romantikerne netop fra kristendommen, fra NT og fra. f.eks. den gamle indledning til nadveren: ”Opløft jeres hjerter til Herren”. Selve glosen ’hjerte’ hører til det centrale kristne ordforråd.

I en vis forstand er det gået som det skulle. At troen er rykket helt ind i hjertet, er for så vidt i god overensstemmelse med nt’lig kristendom. Troens liv og hjertets liv hører sammen. Troen formes i hjertet, ville vi kunne sige.

Alligevel mangler der noget. Det er som om, at individets centrale placering er på vej ind i en blindgyde, overladt alene til sig selv og sine egne følelser. Følelser kan man jo gå fortabt i. Man kan forskanse sig i dem. Man kan have en forkert af opfattelse af dem. De kan skifte ustadigt. De kan være fraværende. Der er mange måder at gå fortabt på. Derfor skal vi have fat også i den omvendte sætning. Troen formes i hjertet, javist, men troen former også hjertet. Troen tager farve af det hjerte, det individ, den slår sig ned i. Det er ikke hjertet, som skaber troen. Vi kan måske sige, at hjertet er organ for troen på samme måde, som vi måske kan sige, at hjernen er organ for bevidstheden. Hjernen er modtager af bevidsthed, således som hjertet er modtager af tro.

På denne måde kan vi komme i nærheden af det, vi mangler. Vi kan forstå, at den kristne tro har en ydre, ja en objektiv side, som i første omgang ikke har noget at gøre med den enkeltes følelser eller indre liv. Troen er Jesu liv, hans ord og gerninger. Han levede på et bestemt tidspunkt i historien. Der findes beretninger om hans særlige kvaliteter og særegne skæbne. Dette liv er den kristne tro i udfoldelse.

På grund af dets store betydning for mange mennesker, som var overbeviste om, dvs. troede på, at Jesus var Guds søn, blev dette liv ritualiseret i en gudstjeneste, i salmer og bekendelser af mange slags. Ritualerne, salmerne og bekendelserne blev så ydre, objektive udtryk for troen, ja de blev i visse henseender identisk med troen. Når bønderne i middelalderen betalte munke for at afholde messer af forskellig slags, skønt ingen menighed deltog, så var det fordi troen var en ydre, objektiv handling. Munkene gjorde det nødvendige, og så var troen sikret.

At troen er ydre og objektiv kommer altså fra Jesu eget liv. Når han ved forskellige lejligheder bebrejder disciplene, at de ikke har tro nok, skal det altid forstås i lyset af, at tro netop er, hvad han er kommet for at give dem. Han er kommet for at give sit eget liv til dem, for at give dem det troens liv, som lever i ham selv, og som de trænger til at få. Bevægelsen er fra Jesus til disciplene.

Når disciplene i dag beder Jesus om en større tro, er det tegn på, at de er begyndt at forstå noget af Jesu anliggende. De har en lille tro, og nu vil de gerne have en, der er større. Jesu svar er ikke særlig opmuntrende. Han svarer, at den smule tro de har, er endnu mindre end et sennepsfrø. Disciplene overvurderer den tro de har, hvad Jesus har ret i at påpege, for deres tro kunne ikke holde til den mindste prøvelse. Derfor skal de være sammen med ham et stykke tid endnu, så de kan suge tro af hans tro og på denne måde gøre det muligt at føre Jesu historie videre efter hans død.

Når vi i dag taler om et menneskes tro, vores egen f.eks., henvises vi til en følelse eller til hjertets overbevisning. Troen er vores – eller den er det netop ikke. Det er et individuelt, subjektivt anliggende; eller som det er kommet til at hedde, når man ikke har forstået, hvad religion er: Troen er en privat sag. At troen er en privat sag, var engang et befriende udsagn, så man kunne gøre sig fri af andres befamling. I dag betyder det snarere, at man gerne vil slippe for at beskæftige sig med tro og religion, og det har så yderligere fået den konsekvens, at vi har glemt at tale om troens ydre, objektive side.

I dag vil det være befriende at tale netop om den. Hvorfor?

Fordi det kan befri det enkelte individ for at tænke for meget på sit eget indre, fri fra at være overladt til f.eks. vægelsind eller endeløse spekulationer om, man nu tror nok; så man kan slippe for at bekymre sig om troens størrelse.

Troens ydre, objektive side er stadig Jesu liv og gerning, hans ord og handlinger, som vi stadig har adgang til i forskellige rituelle former, læsninger, salmer, bekendelser osv. Disse former skal vi udsætte os for, og det vil så være en troens en handling, både af tro og til tro. Vi kan altså stille os tilfreds med at gå til gudstjeneste, læse i Bibelen, synge salmer og sange, slå korsets tegn, bede en bøn, bekende troen som en koncentreret udgave af Jesu liv, som skal kaste lys på os og påvirke os. Og vi behøver i grunden ikke at mene noget særligt med det. Vi kan ikke og skal derfor heller ikke forlange en hjertets afklarethed af os selv eller en dyb taknemmelighed for at tage del, heller ikke glædestårer eller sørgelige miner for den sags skyld. Vi behøver ikke engang som disciplene at bede om en større tro. Vi kan nøjes med at være prøvende til stede, om det nu gør nogen forskel eller ej.

Her nærmer vi os så troens individuelle, subjektive side igen, for den skal jo ikke forsvinde eller glemmes, blot fordi vi igen er kommet i tanke om den ydre og objektive. Vi kan her sige, at den subjektive del kan begynde med, at vi stiller os åbent an, at vi beslutter os for at høre Jesu ord og f.eks. tage del i en gudstjenestes ritual. Man kan godt på et vist overfladisk niveau beslutte sig for at være åben eller bedre: nære en vis tillid til Jesu ord. Man kan med andre ord beslutte sig for at udsætte sig for den objektive tro, for at den skal blive subjektiv, altså ens egen.

Det kræver selvfølgelig et minimum af tillid eller en smule vilje og et valg at sætte sig ud over sine fordomme eller sin skepsis, og kan man overhovedet ikke finde denne tillid eller vilje frem, hører man måske til de forhærdede. Dog er det aldrig for sent at prøve sin forhærdelse af, og selv den mest vakkelvorne vilje er god nok at møde op med.

Individets bidrag i denne sammenhæng er altså at møde op gerne med sænkede parader og endnu bedre med et minimum af tillid til, at det vil gøre en godt at være med. Da kan man så eventuelt få brug for bede om en større tro, eller bare om tro, forstået som tillid. I det hele taget er det afklarende at oversætte det nt’lige begreb tro med tillid. Når disciplene beder om en større tro, kan vi sige større tillid, dvs. til Jesu hvad Jesus siger og gør, at han er Kristus, at han er bærer af Guds rige, som ikke er af denne verden, men skal udbredes i denne verden, og at dette rige som tillid mellem mennesker, taknemmelighed mod Gud, tilgivelse som modsigelse af vrede og had, endda skal vokse i os, altså i det enkelte individ, og iblandt os, dvs. som ydre, objektive manifestationer i form af gudstjenester, bekendelser, kirker osv., som igen skal blive til opbygning af kultur.

Således har troen både en ydre side og end indre, ligesom et menneske har både et ydre og et indre liv, som både står i forbindelse med hinanden og påvirker hinanden. Jo mere fri denne forbindelse er, jo større er troen – eller altså tilliden til Gud og mennesker.

Amen.

Da disciplene fik nadveren første gang, havde de ikke tro nok. Jesus var klar over, at de ville svigte og flygte i alle retninger, endda at Judas ville forråde ham. Alligevel delte han nadveren; eller derfor delte han nadveren med dem, så de kunne få, hvad de manglede, dvs. en større tro.

Da disciplene senere havde forstået denne sammenhæng, indtog de aftensmåltidet i Jes navn, brød og vin, og bandt det til det daglige livs kærlighed, så de hver dag kunne få en større tro.

Amen.