Udskriv denne side

Prædiken til 3. s. i fasten, lørdag den 18.03.2017
I Herning og Gjellerup Valgmenighedskirker

 

Lukas 11,14-28 (særlig liturgi).

Salmer: 403 -435 v.2 - 639 - 337 - Nadver: 652 - 336.

At mennesket er et åndeligt væsen, hører til de udsagn, som er vanskelige at forklare. Hvad er ånd? Vi ved alle, hvad det er, og alligevel kan vi hverken pege på eller definere ånden. Ånd er der overalt, vi slipper aldrig for den, og vi mærker den uden at kunne forklare dens eksistens. Videnskabens sprog i form af definitioner og begreber, og som igennem mere end et århundrede har været det helt dominerende sprog i vores verden, har intet at sige om ånd. Og dog er ånd så virkeligt som noget, vi mærker den, gribes af den, og den har udstrækning i rummet for så vidt som flere mennesker kan gribes af den samme ånd på samme tid.

Fordi fænomenet ånd er så virkeligt som borde og stole, tomater og agurker har vi mange ord og billeder, der henviser til det. Vi siger f.eks., at der er en bestemt stemning i en forsamling, at der altid er udstråling fra et menneske; vi taler om, at der kan være en god eller dårlig atmosfære på en arbejdsplads, vores eget humør er en stemthed af sindet, som både kan hjælpes på vej og modsiges f.eks. af et kærligt blik mellem to elskende, som ikke har noget med én selv at gøre. Glæde kan smitte, og ånden er som vinden, der blæser, hvorhen den vil. Ånd og bevidsthed er som to sider af samme mønt. Ånden kan trykke, og den kan lette et hjerte, uden at nogen af disse mange udtryk er en forklaring på, hvad ånd er. Det meget brugte udtryk ’god energi’ som en betegnelse for, hvor man skal rette sin opmærksomhed hen, er en moderne måde at udtrykke åndelighed på.

Ånd fremkalder følelser, og følelser kender vi alt til. Følelserne har sæde i hjertet, siger vi, og vi ved, at hjertet kan være dybt og rumme, hvad vi endnu ikke kender. Dermed har vi forbundet ånd og hjerte, og vi har samtidig sagt, at både åndens virkelighed og hjertets dyb ligger udenfor, hvad mennesker er i stand til at forklare. ’Ånd’ og ’hjerte’ hører til de vigtigste ord i et menneskes tilværelse, for ånden præger hjertet, og hjertet bestemmer vores tilgang til alting, om vi f.eks. er åbne eller lukkede for andre mennesker, om vi nærmer os en opgave anspændt eller afslappet, om vi kan høre, hvad andre siger til os, eller vi blot hører os selv i alt, hvad der siges. Åndens kraft og hjertets dyb tilhører det samme mysterium, som vi glædeligvis har flere navne for: Gud, skaberkraften og Helligånden f.eks.

Store ånder skaber mange og store følelser i deres omgivelser. Jesus var og er en sådan stor ånd, der gjorde intet mindre end et voldsomt indtryk på sine omgivelser, så at disciplene, kvinderne og de andre siden var tvunget til at give udtryk for det. Hans ånd i dem kunne ikke holdes tilbage. Det indtryk, Jesus havde gjort på sine omgivelser, blev så grundlaget for dannelsen af den første kristne menighed. Apostlenes vidnesbyrd, som er den formel, vi af nemheds grunde har lært at bruge, er altså båret af ånd, og er vidnesbyrdet ikke det, er det slet ingenting. Kristendommen er en åndsform, som derpå har givet anledning til alt muligt, som vi plejer at kalde kunst og kultur, billeder, musik, kirker og alle mulige ordninger af vores fælles liv.

Noget af det særlige ved kristendommen som åndsform er, at ånden ikke er bundet til steder eller bygninger eller andre faste former, men bundet til mennesker. Det er let at blive betaget af en smuk kirkebygning, og det er fristende at ophøje den til et helligsted, men det er åndens virke i mennesket, det handler om. Med kristendommen rykker det åndsbårne menneske ind i kulturens centrum. Kirken er ganske rigtigt et gammelt hus, men også bygget af levende sten, hvis hjerte og stemme er åndens udtryk. Hjertet er en levende byggesten. Sådan siger Grundtvig. Brorson kalder ånden for ’Guds levendegørende stemme’. Idet mennesket bliver genstanden for Guds ånd og dermed også forvalter af den, åbnes dette menneske samtidig for en kolossal skaberkraft og dynamik. Og må bære et tilsvarende ansvar! Denne skaberkraft og dynamik har vi lagt stor vægt på i den vestlige verden, og vi har vidst at drage nytte af den, men vi er også i færd med at gøre os selv til en slags rationalistiske amøber og heraf følger en åndeligt indskrænket kultur. Vi har fjernet os fra mysteriet, og heraf kommer i virkeligheden mange af vore selvskabte plager.

Ser vi nu nærmere på, hvad Jesus siger både om ånd i almindelighed og om sin egen, lægger vi først mærke til, at intet menneske nogensinde er uden ånd, som vi også var inde på i begyndelsen. Vi er endda beherskede af den ene eller anden ånd, uden at vi af den grund i alting er underlagt ånden med mindre der er tale om sygdom, altså en art besættelse. Men vi reagerer på den ånd, som behersker hjertet, og på den baggrund foretager vi vore valg, som vi afbalancerer med andre mennesker og verdens tilstand i øvrigt. Hjertets tilskyndelser eller dets lidenskab kan vi imidlertid ikke ændre på. Det kan kun ånden eller skaberkraften selv, Gud!

Jesus siger endda, at en ånd ikke kan flakke hjemløs omkring, men altid vil finde et menneske at slå sig ned i. Vi kan altså ikke binde ånden til f.eks. bygninger eller hellige formler, besværgelser, som holder dæmonerne inde i skabe og skuffer. Vi kan ikke som i eventyret lukke ånden inde i en flaske. Men vi kan modsige dæmonerne, trængslernes ånd og modløshedens, den knugende atmosfære og det trykkede hjerte, og den modsigelse har vi altid adgang til, for det er selve skaberånden, hvis udtrykte billede vi netop finder i Jesus. Vores tro retter sig mod, at vi kan nærme os denne ånd, og at denne ånd er stærkere i os, når vi hører om den, beder til den og synger om den, for at lære at give slip på os selv. Når vi da selvforglemmende giver slip på os selv, taler vi om troens fylde eller Guds nåde som den største gave i livet.

Jesus uddriver dæmoner. Hvordan i alverden gør han det? Det kan vi netop ikke forklare, men der er ingen grund til at tvivle på, at han var i stand til det. I vore dage pibler det eksempelvis frem med mennesker, som kan noget lignende dog i meget mindre målestok. Og han vakte jo virkelig opsigt, da han levede, endda så mange blev bange og fik ham henrettet. De var i virkeligheden bange for Gud, og de havde da også lært fra deres gamle skrifter, at ingen kan tåle at se Gud uden at dø. Deres frygt kunne siges at være velbegrundet, men Jesus skulle altså vise verden, at der ikke er grund til at frygte Gud, tværtimod. Hans nåde er en gave.

Så svaret på spørgsmålet: Hvordan kunne Jesus helbrede med ånd, er at skaberånden i ham var så stærk, at han kunne. I stedet for at afvise dette faktum i en slags snerpet rationalisme, en sammenrimpet videnskabelighed, skulle vi hellere glæde os over, at skabelsens mysterium er kommet så tæt på os, at vi har opdaget det i vores egen midte og i hjertets dyb; at vi kan sige, at Gud er blevet menneske.

Det glædelige og storslåede er, at denne ånd altid er os nærmere, end vi er os selv. Den er i alle forhåbninger, i al tillid vi nærer, i venlighed, som vi giver og tager imod, i generøsitet, i al omsorg for fattige, syge og for de forkrøblede sjæle, som af og til ligner netop vores egen. Skaberånden, Jesu Kristi ånd er altid i hjertets dyb, men vi tør ikke altid lade den stige op. Vi er altid i kontakt med mysteriet, men vi vender os ofte bort og uden tvivl af mange gode grunde. Det afgørende er, at ånden så at sige simrer i os, ligesom et barn der står på tærsklen til at forlade barndommen og endnu afventer udvidelsen af sin sjæl, hvorigennem ånden skal suse på en ny måde. Men mindre vi holder den nede eller holder den nede hos hinanden. Da bliv er huset tomt, og en ond ånd kan tage huset i besiddelse og tage sine syv slægtninge med.

”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!”, siger Jesus som det sidste i dag og anerkende dermed, at vi lever i en åndelig strid med os selv livet igennem. Vi må bestandig tage bestik af den rette ånd, Jesu ånd i os og iblandt os, lodde hjertets dybde, lade bevidstheden formes heraf, handle i verden, gøre godt og bekæmpe det onde og aldrig fjerne os længere fra mysteriet, end at vi kan mærke det. Det er temmelig meget på én gang, men vores menneskelighed fås ikke for mindre. Det er et adelsmærke, som blev sat udvendigt på vores bryst som korsets tegn, indvendigt i vort hjerte som åndens mod og glæde, lagt ind i samvittighedens krav om at dele sit mod og sin glæde med andre. Amen.

Nadveren er en enestående handling, som ikke desto mindre finder sted hele tiden. Det enestående er, at Jesus giver sine disciple sin egen tillid til Gud, binder sin ånd til brødet og vinen og siger, at herfra skal de få ny tillid og nyt mod ved Helligånden.

At nadveren finder sted hele tiden kommer af, at brødet og vinen er det daglige livs måltid, bundet til det daglige livs kærlighed, for at vi hver dag kan leve kærligt og skabes af brød og ånd.
Amen.