Udskriv denne side

Prædiken til påskedag 2016
I Herning og Gjellerup Valgmenighedskirker

Her finder du prædiken fra 2. påskedag.

Matt. 28,1-8.

Salmer: 227 - (218) - 224 - 236 – Nadver: 245 v.4 og 5 - 222.

Jesu opstandelse fra de døde har været flittigt diskuteret igennem temmelig lang tid. Diskussionen begyndte for flere år siden, da en præst erklærede trosbekendelsen for det rene abracadabra. Den blussede op igen, da en anden præst erklærede, at han benyttede sig af det siden så kendte begreb en ’nødløgn’ ved begravelser, hvor han skal forkynde de dødes opstandelse og trøst for de efterladte, om ikke på andre måder så ved at udsige ritualets ord ”af jorden skal du igen opstå”. Præsten lod blot som om ordene gav mening for ham og hans trøst var på skrømt.

Denne diskussion er kommet bag på mange. For ingen regnede vel længere med, at opstandelsen skulle tages bogstaveligt. Diskussionen virkede som efterdønninger af en næsten 100 år gammel debat mellem teologien og naturvidenskaben, som naturvidenskaben vandt. På den anden side: Hvis opstandelsen ikke skal tages bogstaveligt, hvordan skal den så tages? Der har især været to fløje i diskussionen, én som fastholder opstandelsen som en fysisk-kødelig begivenhed, hud og hår positionen, som det er kommet til at hedde, og en anden fløj, som siger, at opstandelsen er et poetisk udtryk for livets fornyelse.

Ser vi til NT, får vi intet afklaret resultat af diskussionen. I NT er der flere opfattelser af, hvad opstandelsen er, lige fra en åndelig begivenhed, hvor mennesket er blevet ren ånd uden legeme over en del mellemformer og til en fysisk-kødelig opstandelse. Paulus mener f.eks. ikke, at den biologiske krop, kødet kalder han det, kan eller skal blive levende igen, for kødet har ikke højstatus hos ham. Til gengæld taler han om et opstandelseslegeme, som man får i stedet for det gamle, som alle – også Jesus – må efterlade i graven. Paulus ved ikke præcist, hvad et opstandelseslegeme er, men han er af sine egne erfaringer presset ud i tale om det uforklarlige.

Opstandelsen i NT og den måde, der op igennem historien har været talt om opstandelse på, er altså langt fra entydig. Ingen forfattere eller prædikanter har været i stand til at fastslå, hvad opstandelsen er, men alle har vidst (og det bør enhver præst også vide), at uden opstandelse fra de døde er der ingen kristendom og ingen kristen kirke. Opstandelsen er den autoritative begivenhed.

Som kristne står vi altså med et permanent problem: At skulle forklare, hvad man ikke kan forklare, eller i det mindste tale om noget, som er næsten umuligt at tale om. Der er dog en indlysende åbning, som også findes i NT, og som er stadfæstet op gennem historien, nemlig opstandelsens virkning på mennesker. Nogen har erfaret noget.

Det er vel for meget at sige, at mennesker direkte har oplevet Jesu opstandelse fra de døde og derfor også forventer deres egen. Men det er ikke for meget at sige, at mennesker har gjort erfaringer, hvorom de bliver nødt til at bruge ord, der ikke kan bruges om andet; erfaringer af en styrke og et omfang, så det er nødvendigt at bruge de størst tænkelige ord i sproget. Det var vel netop dette, som skete for apostlen Paulus, Hildegard af Bingen og Grundtvig f.eks. Paulus grundlagde kristne menigheder på denne erfaring, Hildegard af Bingen skrev musik, og Grundtvig skrev salmer og andre originale teologiske tekster, som byggede på deres egen, personlige indsigt. Opstandelsen er på denne måde udtryk for menneskelig erfaring, som omsættes til noget andet. Langt fra alle gør sådanne erfaringer. Vi må endda sige, at de er forholdsvis specielle, men de kan ikke desto mindre få betydning for alle andre. Og det vil gøre os alle mere åbne for erfaringer, der ikke passer ind i gængse mønstre.

En anden virkning af opstandelsen angår den status, som vores forståelse af verden har. Som moderne mennesker ser vi verden videnskabeligt. Dette syn sidder fast i øjne, briller og kontaktlinser, så vi af og til tror, at det som ikke kan forklares videnskabeligt slet ikke er til. Det skyldes videnskabens succes og den medfølgende teknologiske formåen. Vi er tilbøjelige til at mene, at alt hvad videnskaben endnu ikke kan forklare, vil den kunne forklare en dag. Den videnskabelige tænkemåde har imidlertid en tilbøjelighed til at udelukke alle andre måder end sig selv. De må gerne findes som poesi og sange som en slags krymmel på den virkelige virkelighed, men det er mest som underholdning eller for at fortolke følelser. Det er kun videnskaben, som har fat i den hårde virkelighed. Denne selvophøjende videnskabelige opfattelse kaldes rationalisme, og guden er her den videnskabelige fornuft.

At tale om Jesu Kristi opstandelse fra de døde, ja om opstandelse fra de døde i det hele taget, er en påmindelse til denne videnskab om dens uophævelige begrænsning. Vel gør den stadig fremskridt, men lige omme på den anden side af det seneste fremskridt, skubber man et mysterium foran sig, verdens tilblivelse, dens undergang og hvad så? Tænk på det faktum, at hvad vi i dag anser for sikker viden, om hundrede år vil være forældet. Vi skubber grænserne for vores viden hele tiden både udad i universet og indad mod den mindste enhed, men der vil til evig tid være en grænse, som ikke kan overskrides.

At tale om de dødes opstandelse er at hævde denne grænse og dens evighed, grænsen for menneskelig formåen og grænsen for videnskabens formåen. Videnskaben vil fortsætte sin ekspansion, men den har samtidig brug for at vide, at den aldrig vil kunne udtrykke alt, om vi så en dag kan befolke en anden galakse og en til. Med ordene om de døds opstandelse som et kulturelt pulsslag, bevarer vi sansen for et liv, vi ikke selv har skabt, et lys, som vi skal se alt andet i, og som kommer fra et uudgrundeligt mørke. Det vil gøre videnskabsmanden endnu mere åben for det, han ikke forstår, og som hans videnskab heller ikke kan forklare. Og det vil gøre os alle sammen mere begribeligt, hvad videnskaben kan, og hvad den ikke kan.

Med Jesu opstandelse fra de døde har vi fået et sprog, der sprænger alle rammer for, hvad virkeligheden kan være. Om opstandelsen er fysisk, en poetisk og alligevel hårdtslående omskrivning af livets fornyelse, en særegen menneskelig erfaring eller en principiel grænse for vores erkendelse, hinsides hvilken der altid vil være noget, kan vi ikke bare beslutte. Vi kan ikke presse opfattelser ned over hovedet på hinanden. Vi bliver nødt til at give plads til dem alle og opdrage hinanden til åbenhed overfor, hvad vi lige nu forstår ved ordene. Vi skal blot lade dem lyde, som vi f.eks. gør ved begravelser, og så må de gøre deres skjulte virkning på levende og døde, ligesom solen lige nu gør sin skjulte virkning på rødder og frø i jorden. Lad ordene lyde, og lad det ske, som skal ske og lad forståelsen vokse i takt hermed.

Dog endnu en opfattelse bør nævnes til sidst, en radikal opfattelse. De dødes opstandelse skal hverken forstås som en fysisk begivenhed eller en poetisk eller som et videnskabeligt grænsebegreb, måske knapt som en menneskelig særerfaring. Udtrykket kan da betyde, at alle vore måder at forstå på er højst utilstrækkelige, ingen af vore anskuelser kan nogensinde udtrykke, hvad Gud er, og hvad skaberkraft er. Der findes et hinsides, hvor ord som ’fysisk’, ’åndelig’, ’videnskabelig’ slet ikke rækker, heller ikke om vi lagde dem sammen eller gangede dem med hinanden. De dødes opstandelse er opløftelsen til en virkelighed vi slet ikke kender, men som vi takket være Jesu liv, død og opstandelse kan gøre os visse, svage forestillinger om, at vi ’med venner i lys skal tale’, at vi får ’et opstandelseslegeme’, at vi bliver gennemsigtige af og gennemstrømmes af kærlighed. De dødes opstandelse er det samme som Gud selv, den største ubegribelighed og så stort, at vi selvfølgelig må bruge ordets største gloser om det, og samtidig udtrykke den største ærefrygt, for det påvirker livet og døden, og hvad vi har med hinanden undervejs.

”Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt.” Hvad disse ord end kalder frem i os, er de af stor betydning. De åbner verden. De åbner hjerterne, så alt igen kan blive nyt. De sætter ånden fri.

Amen.

Kort efter opstandelsen og mens disciplene endnu var rystede og i vildrede greb de til nadveren. På den måde fik de igen fast grund under fødderne og forstod langsomt, at Jesu opstandelse havde med dem selv at gøre. Den var til gavn for dem, at deres verden ikke skulle lukke sig, men tværtimod fornyes igen og igen.

Således blev nadveren, det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, gjort til en daglig opstandelse, at hver dag er fornyelsens dag.

Amen.

 

Her finder du prædiken
fra 2. påskedag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her finder du prædiken
fra 2. påskedag.