Udskriv denne side

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret
Søndag d. 23. november 2008

I Herning og Gjellerup Valgmenigheder, Matt 11, 25-30

Salmer: 403 – (85) – 315 – 348 – 431



Mattæus lader Jesus komme med et statement, en sammenfatning af sin virksomhed, som siger, at Jesus er ét med Guds vilje. Denne sammenfatning kommer ret tidligt i evangeliet, men er i vores sammenhæng anbragt som det sidste i kirkeåret. Begge dele er der god mening i.

At Jesu fryderåb, som denne passage også kaldes, kommer tidligt i Mattæus’ evangelium skyldes, at det netop ret tidligt skal stå helt klart, hvem Jesus er. Han har givet sig til kende med radikale udsagn og forunderlige gerninger. Folk har undret sig meget, nogle tror på ham, andre ikke, nogle er ligeglade, andre igen er dybt forargede. Hvad der imidlertid er skjult for de vise og forstandige, dem med høje uddannelser f.eks., og hvis uddannelser har skruet deres tankegang ind i ganske bestemte baner, er åbenbaret for de umyndige; det kunne f.eks. være dem, der har et mere umiddelbart, sansenært forhold til verden. Hermed vender Jesus op og ned på status og prestige. Han får sagt, at det virkelig er noget nyt, han sætter i verden. Han gør det med den højeste autoritet, han har fået overdraget fra Gud, sin Fader i Himlen. ”Alt har min fader overgivet mig.”, siger han.

Jesus kunne lyde som en bestyrelsesformand, der formulerer bestyrelsens fælles mening efter en længere, ophedet diskussion. ’Lad os konkludere’, kunne man næsten høre ham sige, var det ikke lige for hans sidste ord om, at dem, der lærer af ham, skal finde hvile for deres sjæle. Det kan ingen bestyrelsesformænd tilbyde. Tværtimod!

Jesus sammenfatter ikke desto mindre sin egen virksomhed og lægger dermed grunden under det, som siden skal ske. Alt sammen er det Guds vilje. Jesus selv er fuldt indforstået med denne vilje, selvom den altså fører ham til lidelse og død. Guds vilje er uransagelig i dybde og metoder, men den er også både klar, god og kærlig, idet den har fået et klart udtryk med Jesu liv. Fra Jesus selv har vi altså en enestående blanding af mysterium og kendthed, af fjernhed og nærhed, af evighed og tid, som er kendetegnende for Den treenige Gud. Treenigheden er derfor ikke blot noget en senere tids teologer tilfældigvis har opfundet, men et forsøg på at udtrykke, hvad der faktisk har fundet sted i historien. Selvom Jesus ikke selv bruger udtrykket Den treenige Gud, så lyser det næsten op fra hans historie sammen med disciplene og de første kristne menigheder.

Hvorfor står fryderåbene ikke sidst i evangeliet? Hvorfor er de ikke udgangsordene? Det kan vi selvfølgelig ikke give en udtømmende forklaring på. Vi kender ikke Mattæus’ hjerne og hjerte indefra. Men det giver, som sagt, god mening, at de står netop, hvor de står. Havde de stået sidst i evangeliet, havde de haft en lukkende tilbøjelighed og ikke som nu været åbnende. Ved at stå, hvor de står, siger de, at der endnu er meget i vente af netop Den treenige Gud. Jesus, disciplene såvel som de første kristne skal gøre endnu mange erfaringer, som skal henføres til Den treenige Guds vilje, og som vil forekomme mennesker mere end almindeligt uforståelige. Alt hvad der siden skulle ske, skal ses og høres som en udfoldelse af Den treenige Guds væsen.


I historiens løb vil Guds væsen blive begribeligt. Efterhånden som det bliver begribeligt, vil disciplene og de kristne kunne sige, at hvad de oplever og erfarer i verden passer med, hvad Jesus sagde, at han er ét med sin Faders vilje.

Et eksempel: Da Paulus havde set lyset på vej mod Damaskus, og hans livs retning var blevet vendt om, begyndte han også at forstå sin fortid helt anderledes. Han forstod sin fortid i lyset af sin tro på Kristus. Det, der før havde været heltegerninger i jødedommens tjeneste, og som han kunne henføre til sin egen viljestyrke, var nu en vederstyggelighed, men samtidig Guds vilje med ham. Det var Gud selv, der drev Paulus frem med forfølgelser og vold for, at hans indsigt ved Kristus skulle blive så meget større. Det var Gud selv, der gjorde Paulus blind og døv for det nye så, at det siden skulle åbenbares med så meget desto større kraft. Sådan måtte han forstå sin egen historie, og da ville han for alvor kunne forstå Jesu ord i Matthæusevangeliet om, at han er ét med sin Faders vilje. Paulus havde jo selv oplevet det og måtte drage dramatiske konsekvenser af det.

Hvad betyder alt dette? Det betyder, at Jesu liv, hans historie med disciplene allerede har formuleret, hvad vi endnu ikke har forstået. En dag skal vi forstå. Har vi f.eks. svært ved med hjertet at forstå, hvordan Kristus kan give den trætte sjæl hvile, så kan det skyldes, at vi endnu ikke har erfaringer til at forstå det. Eller tøver vi med at acceptere, at ydmyghed og sagtmodighed kan
være en forudsætning for at finde fred med sig selv og sin lidenskab, så kan det skyldes, at vi endnu ikke har tilstrækkeligt med erfaringer at hænge forståelsen op på.

Idet Jesu fryderåb er placeret forholdsvis tidligt i Mattæus’ evangelium, åbnes der således for, at vi bør vende tilbage igen og igen. Vi bør jævnligt konsultere denne afgørende forudsætning, at Den treenige Gud handler med os. Disse ord vil da også sige os mere og mere, efterhånden som vores historie fyldes op. Således vender Jesu fryderåb altid fremad uafhængigt af, hvornår man hører dem. Jesu liv ligger kort sagt inde med nogle af de ord, vi skal bruge til at begribe fremtiden med.
Det passer godt med, at vi har fryderåbende placeret allersidst i kirkeåret. Det betyder, at intet endnu er forbi. Selvfølgelig er vores egen, personlige tid gået, og vi har lagt et år bag os, som ikke kommer igen. Hvert år, ja hvert øjeblik er i ligefrem forstand ganske enestående. Men den historie om Kristus og hans disciple, som vi har lagt øre og hjerte til i det forgangne år, er endnu ikke forbi. Med mindre, vi glasklart har forstået alt, hvad vi har hørt, men så vidt er end ikke den mest hovmodige nogensinde gået.

Fryderåbene ligger sidst i kirkeåret som et løfte om, at også den kommende tid vil løfte en flig af skabelsens og kærlighedens gåde, at netop den kommende tid vil bringe os nærmere Jesu udsagn om, at han er ét med sin Faders vilje. Har vi svært ved at tage sådanne ord til vort hjerte, så er der altså håb om, at det vil ske. Har vi svært ved rigtigt at leve vort liv i lyset af Jesu ord, så er der igen håb om, at vi vil gøre de erfaringer, som kan hjælpe os på vej. Fryderåbene peger således fremad. De afslutter kirkeåret, fordi de skal ligge som den forudsætning, vi også i den kommende tid kan vende tilbage til for bedre at forstå, hvem vi er, og hvad vores bestemmelse i livet er. Det er en glædelig forudsætning, som gerne lader høre fra sig, at Kristus er skabelsens røst.

At forstå sin bestemmelse er det samme som at kende sin lidenskab. Dens potentiale fødes vi med, dens kraft og muligheder opdager vi efterhånden, og før eller siden må vi træffe nogle helt afgørende valg i forhold til den lidenskab, der bor i os. Det bliver en tragedie ikke at kende sin lidenskab. Det bliver en tragedie ikke at kunne vælge i forhold til den. Nogle gange bliver det en tragedie alligevel, og for alle gælder det, at det vil berede os vanskeligheder. Ingen er altid afklaret.
At forstå hvem man selv er og handle derefter og med sin næste for øje er, hvad Kristus kan hjælpe os med. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile…lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.” At finde hvile for sin sjæl er frimodigt at være den, man er. Vel kender man sig selv; netop så godt at man ved, at der også er grænser for, hvor godt man kender sig selv. Det er aldrig for sent at blive
overrasket. I hjertet lever måske et næsten glemt håb om forløsning, uroligt kan det stadig blive, stadig er der en stræben, måske en dunkel lidenskab, eller en frygt for at dø, som uanmeldt kræver sin ret.

Da må vi stole på, at idet vi vender tilbage til det, som allerede er sket, de udsagn vi allerede kender, gør vi, som disciplene gjorde efter den første Pinse. De begyndte at forstå alt, hvad de havde været med til i lyset af Jesu ånd, som de nu turde være bekendt. De stolede på, at det netop var hans ånd, der på stadigt nye måder skulle ledsage deres lidenskab, vejlede og støtte, for de stolede på, at Jesus var ét med Guds vilje. At hans vilje skulle blive deres vilje, at den kunne og var på vej til det, var det glædeligste, der kunne overgå et menneske. Det stolede de på, og det kaldte de deres nye tro. Derfor står der om disciplene, at de begyndte at være glade. Denne begyndelse er med kirkeårets afslutning lagt til rette som forudsætning for alt, hvad der skal komme. Således er al afslutning det samme som en ny begyndelse i kristendommen. At kende en lidenskab i dens yderste afkroge, at have udtømt den er ensbetydende med, at en ny fødes.

Amen