Udskriv denne side

Prædiken til 4. søndag efter påske
d. 10. maj 2009

I Herning og Gjellerup Valgmenigheder, Johs. 16,5-15.
Salmer: 743 – 309 – (600) – 694 – 31



Når et mennesker sørger, er der en bund at nå. Der findes et vendepunkt, hvorfra trykket på hjertet letter, og bevægelserne igen bliver friere. Det er umuligt på forhånd at sige, hvornår denne bund er nået, og hvornår man vil passere vendepunktet. Men det er næsten som om, det ligger i naturens orden, at det vil ske. Måske er det endda et træk ved menneskets biologi, at vi er i stand til at lægge sorg bag os, ikke i glemsel, ikke ved hjertets løsagtighed, men fordi det er nødvendigt, for fortsat at kunne leve.

Dog, ikke alle kan leve. Nogle vil derfor gå til i sorgen, dem der ikke konfronteres med nødvendigheden af at leve, eller dem i hvem der ikke skabes fornyet livsvilje. Det kan lyde hårdt, men det er et faktum, ligesom det er et faktum, at ingen når sorgens vendepunkt og en vis hjertets lettelse, uden at blive mærkede af det. Man bliver en anden, end man var. Genkendelig for sig selv og andre, men sorg kalder ting frem i et menneske, som man ikke kendte før, og som man ikke tiltroede en plads i sit hjerte. Det kan være stort, det kan være småt; det kan være som en let krusning på sjælens hav, og det kan blive til en grundtone, en sindets stemthed, der aldrig forlader et menneske. Det kan sidde i blikket, i bevægelser eller i talemåder. Vi ved godt, at sorg på denne måde er et vilkår, men ét er at vide det, noget ganske andet er at erfare det.

Det er dette vilkår og ikke mindst erfaringen af det, Kristus taler til i dag. Han har noget ganske særligt at sige, for det er af stor betydning på hvilken måde, et menneske er i stand til at være til stede i sin sorg. Det betyder noget, hvorledes man når vendepunktet og stiger op derfra igen, og dette særlige rækker udover biologien. Det særlige er ånd.

For det første siger Kristus, at han selv skal nå det dybeste vendepunkt, der findes. Han skal dø og opstå, og han skal selv sørge, så han kun taler til disciplene om noget, han selv har erfaret. For det andet siger han, at disciplene skal sørge, netop fordi han vil forlade dem. Det er imidlertid bedst sådan. De erfaringer med sorg, som han skal gøre, skal komme disciplene til gode, den dag de sørger. Den ånd, som følger af det dødens vendepunkt, Kristus skal stifte bekendtskab med, vil være udfrielse af sorgen. Denne ånd er Helligånden eller Talsmanden, som det hedder i Johannes evangeliet. Den vil forlene enhver med samme kraft, som Jesus selv udviste på jorden og i dødsriget. Helligånden kan således følge et menneske i sorgen, til trøst på vej mod vendepunktet, til opmuntring på vej op derfra, så at man virkelig kan få et nyt hjerte og en ny ånd i sit indre.

Hvordan kan dette dog ske, lyder vores spørgsmål altid. Kan man alene ved at høre Jesu ord eller ved at læse i Det nye Testamente være anderledes tilstede i sin sorg end ellers? Det hurtige og rigtige svar er ja! Det er, hvad vores tro retter sig imod set i lyset af dagens evangelium. Alene ved at høre kan vi få del i Helligånden, hvis kraft overgår al forstand. Eller ved at hengive os til ordets mysterium vil vi få vished for, at evangeliet er noget ganske særligt, hvad vi i øvrigt har en afglans af, når vi bruger sproget i almindelighed. I almindelighed omgås vi ordenes kraft med stor omhyggelighed, hvilket også har med tro at gøre.

Er dette end det rigtige svar, så er det nok ikke et tilstrækkeligt svar. Vi har brug for at forstå mere, ikke nødvendigvis om sorgens natur, men om åndens kraft, og hvorledes den gør os i stand til at være til stede i sorgen på den rigtige måde.

Hvordan kan Helligånden med andre ord være til trøst, spørger vi atter og insisterende.
Uden at ophæve mysteriet, altså at det er en trossag, at evangeliet virker på os, kan vi sige, at der følger erkendelser med. Der er tre forhold, som Kristus selv nævner, og som et menneske, der må tage sin sorg alvorligt og vil være ret tilstede i den, vil lære at kende. De er: Synd, retfærdighed og dom. Med Talsmandens virke følger indsigt i synd, retfærdighed og dom. Sorg kan befordre, at man bedre forstår disse tre forhold.

Sorg befordrer erkendelsen af synd
Det modsatte af synd er tro, eller synd og vantro er det samme, og den sørgende er netop truet på sin tro. Sorg kan undergave et menneske tro, idet man bilder sig ind, at den tilstand man befinder sig i er evig og uforanderlig, for sådan føles det. Det er et velkendt fænomen, at de efterlevende ved et tragisk eller alt for tidligt dødsfald kan have dårlig samvittighed. ”Gjorde jeg nu nok?” ”Hvorfor sagde jeg sådan i stedet for sådan?” Der kan være ting, man ikke fik talt om. Der kan være fortielser og moralsk efterslæb, det er der næsten altid. Alt sammen er det anfægtelse af tro og udtryk for, at synden har greb i et menneske, for synden er f.eks. at ville styre andre med skyld og angst eller at lade sig styre af det. Det er synd at ville have magt over andre med dæmoniske midler eller at lade sig styre af dem. Den sørgende er sårbar og må kæmpe mod vantroen eller synden f.eks. i form af disse anfægtende spørgsmål. Således kommer den sørgende til at lære synden at kende. Det modsatte er tro eller kærlighed, som man kan få af Kristi ånd. Den vil lede et menneske ud af sorgen.

Sorg befordrer erkendelsen af retfærdighed
Retfærdighed er ikke alene at få oprejsning eller at få sin ret. Retfærdighed er den rette færd, det vil side den vej Kristus gik, da han gik omkring på vej til sin Fader. Den rette færd, retfærdigheden, er på jorden hans liv. At kunne se det og tage det til sig udvikles i den sørgende. Ikke således at andre ikke kan se eller tage det til sig, men for den sørgende gælder det vilkår, at man kun har brug for at se og høre det absolut nødvendige. Den almindelige verden mister betydning, man færdes med sig selv som i et glasbur og har kun brug for og mulighed for kontakt med det allermest nødvendige. Den sørgende har en særlig følsomhed for det nødvendige, og for en spæd forventning om, at fra Kristi liv kan det nødvendige udgå i enhver situation.

Sorg befordrer erkendelsen af dom
Hvilken dom? Den dom, som Jesu liv, Kristus, er over al magtudøvelse i denne verden. Kristus afslører magtens væsen. Med udøvelse af magt forholder det sig til enhver tid sådan, at den trækker tragedier og ødelæggelse efter sig, endog død.

For at kunne udøve magt, om den så er demokratisk legitimeret eller ej, skal en fyrste, en præsident eller borgmester hæve sig op over det enkelte individs tilværelse, hvad et menneske har brug for og lever af. Jo mere magt jo mindre hensyn kan man tage til enkeltindivider. Magtudøvelse vil altid gå ud over nogen, og derfor vil den have en tilbøjelighed til at smykke sig med guddommelige symboler, evighedstegn, for at bringe fjender og modstandere til tavshed. Magtudøvelse lever i nogen grad af løgn og død. Den sørgende kan se, at det må forholde sig sådan, for hans sorg skyldes måske, at han er et offer for magtudøvelse. Eller den sørgende kan i sin sorg netop ikke nås af den magt, der altid gør nogen fortræd, for han sørger allerede. Han har ikke længere eller ikke for tiden lod og del i magtudøvelse, hverken som offer eller udøver. Dér har han ikke noget i klemme. Han kan se klart.

Med Kristi liv og idet han efterlader disciplene sørgende, oplyses de altså også. Denne oplysning er tegn på, at Helligånden taler, så det kan høres. I og med at et menneske i sin sorg oplyses om synd, retfærdighed og dom, og at oplysningen også er tegn på noget andet end sig selv, nemlig åndens gerning, så bliver både sorgen og erkendelsen af synd, retfærdighed og dom til forvandlende kræfter. I sorgen og med erkendelsen har man netop fået del i den kraft, som fører ud af sorgen. Sorgen bliver erkendelsens anledning, og erkendelsen er i evangeliets ånd.

Det kan lyde sofistikeret og svært tilgængeligt, men til det sørgende menneske er budskabet, at en ny historie allerede er begyndt. Hvad man føler i sorgen, og hvad man får indsigt i, er ikke endegyldige tilstande, men netop historie, altså tilstande, som kan og skal forlades igen. Tro og kærlighed er navnene på de magter, som kalder og bærer, og de er virksomme i dette nu. Den sørgende føler det måske ikke, men netop indsigten i synd, dom og retfærdighed er et udsagn om, at også den dybeste sorg er omsluttet af tro og kærlighed. At høre dette og tro det er den åndens gerning, som rækker udover biologien, og som gør, at ingen behøver at gå til i sorg.

Amen