Udskriv denne side

Prædiken til 4. s. e. trin d. 1. juli 2012
 

I Hammerum og Herning Valgmenighedskirker, Matt. 5,43-48.

Salmer: 725 – (685) – 292 - 319,534 – Nadver: 313 v.5 - 598

 
Hvordan bliver menneskelige fælleskaber til?

Det spørgsmål er naturligvis vigtigt, for ingen kan leve alene med sig selv altid, eller intet menneske er en ø, som vi også siger. Andre menneskers accept, glæde eller anerkendelse, deres velbefindende må i en eller anden grad være et mål for ens egne handlinger. Det er f.eks. både sjovere og mere givende at se en film sammen med nogen end alene. De fleste vil gerne leve i en almindelig familie, hvor man deler sorger og glæder med hinanden. Går vi lidt videre er foreningsliv, politisk liv, samfundsliv fællesskabets anliggender, og er der noget, som efterspørges, er det gode fællesskaber (det siger noget om ensomheden i det moderne samfund).

Det er derfor indlysende rigtigt at være opmærksom på, hvordan menneskelige fællesskaber bliver til. Der er da også mange filosoffer og forskere, som gør sig store anstrengelser for at henlede vores opmærksomhed på fællesskabernes ve og vel.

Der er imidlertid ofte noget netop anstrengt over disse bestræbelser. Man får let indtryk af, at nye fællesskaber skal og kan tales frem, eller at staten skal være alles fælles moder, som giver varme og beskyttelse til alle. Man doserer noget kultur eller nogle projekter, for noget sådant mangler til at stive fællesskabet af.

Eller tænk på de bjerge af kommunistisk inspirerede skrifter, taler og organisationsbestræbelser, som er gjort i fællesskabets navn, og som stadig taler med i den europæiske offentlighed, men som ikke har meget med virkeligheden at gøre. Fællesskabet unddrager sig på sælsom vis, hvis det overbelastes af for mange ord eller for meget organisation. Virkeligheden trækker sig så at sige tilbage og gør sig kostbar, hvis man påkalder fællesskabet, som var det en halvgud, eller hvis man vil trække for store veksler på det. Bruger vi for store ord om et fællesskab, fungerer ordene som tomme kalorier. Vi svulmer op af dem.

Det er der en god grund til: Menneskehedens historie. Den bærer vi med os, og fra denne historie ved vi, at ethvert menneskeligt fællesskab bliver til ved at udelukke nogen. Alle kan ikke altid være med. Vi bryder os ikke om at høre det, og slet ikke i et lille land som Danmark, hvor vi har brug for enhvers indsats, men det er ikke desto mindre en kendsgerning, at fællesskaber bliver til ved, at nogle holdes ude. Ingen kultur kan indeholde alt, intet land kan invitere alle indenfor uden selv at gå under.

Evangelierne har det med at give virkeligheden de rette betegnelser. Jesus lægger stort set aldrig fingrene imellem, men han udtrykker sig af og til på en måde, så man selv skal opdage, hvor tæt på virkeligheden man kommer ved at høre efter. Sådan er det i dag. Han siger: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer,…”. Den spontane reaktion på disse ord er: ”Det kan jeg da ikke! Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?” Hermed har vi allerede givet udtryk for, at den sammenhæng, man selv befinder sig i, det fællesskab, man gerne vil værne, ikke rummer alle. Nogle, fjenderne (og sikkert også andre) er udenfor. Jesus forudsætter, at det forholder sig sådan.

Vi kan gå til det tætteste fællesskab, som findes, mellem to elskende, hvor det er helt indlysende, at alle andre er overflødige. Det er et fællesskab mellem to mennesker, som ganske enkelt ikke kan rumme andre end disse to. Alle andre er lukket ude.

Der findes en berømt bog, ”Fluernes herre”, hedder den, som handler om, hvordan nogle engelske kostskoledrenge ved et flystyrt strander på en øde ø. I løbet af kort tid afvikler de så at sige den kultur, de kommer fra, de primitiviseres, hvilket sker ved, at nogle af drengene etablerer et nyt fællesskab. En gruppe af drengene vil have kød at spise og gå på jagt, og de ritualiserer deres adfærd, for at blive stærke. For at være med i gruppen skal man opføre sig på en bestemt måde og netop underlægge sig fællesskabet. Det er selvfølgelig ikke alle, som vil eller kan være med, men langsomt og sikkert inddrages de alle undtagen én, som holdes ude. Der skal være én udenfor. Den tykke dreng med brillerne bliver den, som må ofres, for at fællesskabet til sidst kan stå rent og stærkt. Han bliver symbolet på det dyr, som skal dø, og symbolet virker kun, hvis det udspringer af en virkelighed begivenhed. Altså må den tykke dreng dø. Næste gange fællesskabet er i krise, må det næste offer bringes.

Og vi kunne blive ved. Mobning i skolen, fodboldtræneren for det tabende hold, som bliver fyret, selvom han måske er nok så fremragende en træner. Vi kender alle til irritation over ham, der ikke kan følge med på vandreturen, hende der vil have særbehandling, som vi har lyst til at sende hjem med den første bus. Det handler hver gang om, at der er grænser for fællesskabet, og at ethvert fællesskab med jævne mellemrum netop udgrænser nogle, for at styrke sig selv.

De fleste af de større ånder i Europa har på meget forskellig måde beskæftiget sig med dette forhold. De har set det og har forsøgt at beskrive det så virkelighedsnært som muligt. Og de har set, at fællesskabet kan være farligt, ja endog dødeligt for de mennesker, som ikke kan være med eller ikke vil være med. Et fællesskab har brug for, at nogle er udenfor eller endda en syndebuk. Det har vi erfaret os til, og vi forsøger at kompensere for det på alle mulige måder. Vi laver regler og undtagelser, vi betaler høje lønninger til dem, som stiller sig til rådighed som syndebukke, fodboldtrænere og toppolitikere f.eks. Vi siger, der skal være plads til alle; vi venter et stykke tid på ham, der ikke kan følge med på vandreturen, giver plads til en vis særbehandling osv. Vi beskytter individet mod fællesskabet, men vi kan ikke forhindre, at de hurtigste og ivrigste vandringsmænd laver en tur for dem, der kan strække ud. Vi undgår aldrig, at et fællesskab holder nogle ude.

Når Jesus byder os at elske vore fjender, bryder han derfor fællesskabets indre logik, som han altså forudsætter. Han siger, at der findes et andet fællesskab, Guds rige, hvor fællesskabets logik simpelthen ikke gælder. ”Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn;…” Han taler som fra en anden verden og siger samtidig, at han selv er denne anden verden, Guds rige, i verden. Det er denne anden verden i verden, som Jesus giver kød og blod, og som han dermed gør til en virkelig historie. Han planter en anden historie i den almindelige historie.

I første omgang fik det den velkendte konsekvens, at Jesus måtte uskadeliggøres. Fællesskabet (det jødiske) var truet, hvad det uden tvivl var, og handlede efter sin egen indre logik. Men historien var netop virkelig som en plante, der vokser og sætter frø, hvad den har gjort siden. Den har betydet, at det enkelte individ er blevet fremhævet på fællesskabets bekostning. Den har afsløret fællesskabets vilje til grusomhed og langsomt gennem de mange århundreder givet mere og mere plads til netop det enkelte individ.

Det kunne friste os til at tro, at Guds rige stort set er det samme som individualitet, og det så gælder om at få noget mere af det. Andre vil sige, at det individuelle vist trænger til at blive begrænset lidt, så mon ikke Guds rige allerede er fuldbyrdet. Men sådan skal vi ikke tænke, hvis vi ellers kan lade være.

Vi skal holde fast i, at Guds rige virkelig er et rige af en anden verden, som gør sig gældende i verden, men uden for vores kontrol og med en radikalitet, vi ikke på nogen måde skal dæmpe. Ordene om at elske sine fjender er stadig uhyre radikale, selvom mange mennesker gør sig de hæderligste anstrengelser, for at følge dem. Det lykkes sjældent, men af og til kommer der dog en slags formel eller juridisk forsoning mellem fjender, som er langt bedre end ingenting. Vi ved også, at vi bør være betænkelige ved at dele verden op i venner og fjender, rene og urene, dem med de rigtige og forkerte meninger. Vi ved, at vi skal undgå dømmesyge.

Men end ikke vore nogenlunde vellykkede bestræbelser kan vi proklamere som Guds rige. Det findes dér, hvor fællesskabets logik også i vore liv brydes og noget helt nyt og forjættende viser sig. Det findes dér, hvor balancen mellem individ og fællesskab egentlig slet ikke er interessant, fordi den sættes ud af kraft, måske sprænges i stumper og stykker af en glæde, som vil frem, en taknemmelighed, der ikke kan holdes tilbage. Det er den egentlige kilde til alt håb og al frihed.

Denne kilde kan vi gøre erfaringer med, og vi har historien om den, som ikke har været til at drive ud af verden. Derfor trækker vi selvfølgelig på disse på erfaringer og på den evangeliske historie, når vi indretter vore fællesskaber, når vi skal balancere individernes udfoldelse med det almene vel. Men Guds rige er stadig den overraskende frihed, den uventede taknemmelighed, fylde af glæde over at være til, så man uforvarende tilgiver og endda kan elske den fjende, man selv har slået eller er blevet slået af.

Amen.

Nadveren er det eneste fællesskab, som kan rumme alle, der ønsker at være med og ikke selv sætter sig udenfor. Det skyldes, at det er syndernes fællesskab, altså et fællesskab af mennesker, der ikke selv og ved egen kraft kan bygge noget op af glæde kærlighed. Det skal vi have skænket.

Således blev glæde og kærlighed bundet til det daglige livs måltid, brød og vin, så at Guds rige kan overrumple os hver dag.

Amen.