Udskriv denne side

Prædiken til juledag 2016
I Herning og Gjellerup Valgmenighedskirker

 

Lukas 2,1 - 14.

Salmer: 94 - (115) - 107 - 114 – Nadver: 116 (alle vers) - 110.

Der findes en dyb og stærk følelse i menneskelivet, som man fristes til at kalde en europæisk følelse, fordi Europa eller måske den vestlige verden har gjort meget ud af den. Den har været genstand for stor opmærksomhed lige siden antikken, er blevet opfattet forskelligt undervejs i historien, men har altid haft vores bevågenhed. Den er analyseret i filosofien, udtrykt i kunsten, såvel i billeder som i Shakespeares dramatik, og den høres i den europæiske musik så forskellige steder som i Mahlers symfonier og irsk folkemusik. Vi kan endda kalde denne følelse for en kristen følelse, for kristendommen er uadskillelig fra Europas sjæl. Det skal vi komme tilbage til. Først skal følelsen have et navn, melankoli, og vi skal vide lidt mere om den.

Melankoli er ikke bare det samme som tristhed, tungsind eller endnu være depression. Melankoli er en spændingstilstand med to ansigter; den vender både mod mørket og mod lyset, en mellemtilstand, hvor det endnu ikke er afgjort, om følelsen vil bevæge et menneske den eller den anden vej. Den spændte tilstand skyldes både nervøsitet og klarsyn; nervøsitet, fordi man ikke kender udfaldet af spændingen, og klarsyn, fordi den melankolske er meget bevidst om, hvad der er på færde i ham, og at noget nyt er undervejs. Som en tilstand mellem depressiv tristhed og aktiv afklarethed er melankoli en kreativ følelse. Den har da også ofte været forbundet med den skabende proces, en nødvendig tilstand på vej frem mod den energi, der udmønter sig i et kunstværk, altså den tilstand der kan beherske et menneske mellem to kreative udladninger.

Kunstneren har tilsvarende været beviset på, at melankoli ikke er det samme som simpelt dårligt humør eller tristhed. Ingen kreativitet uden melankoli, dvs. en årvågen tristhed eller en smilende, munter sørgmodighed, som amerikanerne har givet navnet blues, den blå følelse, og blå er da også den uudgrundelige evigheds farve. Ingen humor uden melankoli. Tænk f.eks. på Victor Borge, humorist og melankoliker. Eller Woody Allen som lader en af sine personer definere humor som ’tragedie plus tid’, altså for at noget skal være rigtig sjovt skal der først være tale om en tragisk hændelse, som man så kommer på afstand af.

Melankolien er således indforstået med, at den menneskelige tilværelse er forbundet med tab. Det er trist, men vi er samtidig båret oppe af et håb, der suverænt og til tider med humor kan sætte sig igennem, og hvis første ytring kan være en smilende trækning ved mundvigen, selv når man intet synes at have tilbage. Selve grebetheden af melankoli forbindes selvfølgelig for den grebne med et vist ubehag, men ubehaget står i en højere sags tjeneste, selvom man muligvis ikke kender til denne højere sag – endnu! Ved den melankolske, at han deler følelsen med mange andre både før ham og samtidig med ham, og det er meget let at få øje på og øre for, så kan han også finde støtte i at holde spændingen ud.

Martin Luther skrev i et brev (1519, cit. efter Jan Lindhardt s. 60): ”Jeg hader livet som noget ondt. Jeg gruer for døden, og jeg er blottet for tro, men har rigeligt af andre gaver, som Kristus dog ved, jeg bryder mig meget lidt om, hvis jeg ikke må tjene ham…” Denne stemning bevarede Luther hele livet igennem. Når vi kan kalde melankolien en kristen følelse, betyder det ikke, at alene kristne mennesker kan være melankolske; følelsen følger mennesker overalt. Det skyldes, at kristendommen giver plads til melankolien, ja i en vis forstand ophøjer den med en bevidsthed om, at den vil blive overvundet, og at den således vil føre til ny indsigt og handlekraft.
Melankolien er en krisetilstand, men ud af denne krise vil fremstå et nyt liv, mere sprog, mere musik, ja mere af alting, som imidlertid forberedes og fødes i en art handlingslammelse, hvor man endnu ikke ved, hvad man skal gøre. Prøven er tålmodighed. Prisen for alt det nye er tabsbevidsthed, og at man jo aldrig helt glemmer den melankoli, man har været behersket af. Men man har på den anden side heller ikke grund til at være bange for den længere.

At der således er en grundlæggende, dyb melankoli i den kristne eksistens har vi lært af ingen ringere end Kristus selv. Læser man f.eks. lidelseshistorien højt for sig selv, vil man blive grebet af en vis melankoli, der så ender i det skabende mysterium, som opstandelsen er. Melankolien er helt tydelig og udgår ikke mindst fra Kristus selv, fordi han jo ved, hvad der skal ske. Men den følges også til dørs af opmuntrende ord som ’Frygt ikke’ eller ’Våg og bed’ eller ’I skal se menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd’. Kristus gennemlever melankolien til dens yderste grænser forud for os, ja gennembryder den, og dermed får melankolien denne kreative plads i vores del af verden.

Juleevangeliet spiller sin særlige, vigtige rolle i denne historie. Læser vi et af evangelierne i sin fulde udstrækning – og i dag er det altså Lukas, fordi han på dette bestemt punkt er den tydeligste af de fire – er det nødvendigt at begynde med Jesu fødsel og optakten til den; her er Lukas’ fortælling suveræn. Vi skal jo føres ind i en historie, som skal blive vores egen, og ligesom ouverturen til en opera foregriber indholdet ved at anslå de forskellige temaer, således anslår Lukas også fra begyndelsen et væsentligt tema i sit evangelium, at der intet er at frygte. Vi skal høre om melankoliens udladning i en forunderlig begivenhed, som skal være en stor glæde for hele folket. ”Frygt ikke!”, siger englen netop som det første til hyrderne på marken, der skal bryde op fra deres nuværende, gamle, velkendte steder, for at møde noget helt nyt. Det kan som bekendt skabe både uro og frygt i enhver.

Englens ord har næppe gjort hyrderne melankolske, snarere nysgerrige og frygtsomme på samme tid eller en skrækblandet fryd, men her skal vi huske, hvad vi lige sagde, at Lukas foregriber begivenhedernes gang. Hyrdernes beherskes af en dobbelttilstand, måske ligesom børn der glæder sig til juleaften og samtidig frygter, at de skulle gå glip af den, eller den forelskede, som glæder sig til at møde sin elskede, men samtidig frygter ikke at nå toget, hvor hun venter på ham. Hyrderne er på vej fra ét til noget andet. De befinder sig i en mellemtilstand, som i fuldt udfoldet tilstand er melankoli.

Denne tilstand forløses i mødet med det nyfødte barn, der som voksen vil bringe melankolien til forløsning ved at lade den ende i et skabende mysterium. Fra den første begyndelse, barnets fødsel under de dårligste forhold, skal vi altså høre om, at det er den rene ublandede, selvforglemmende glæde, der er begyndelsen og enden og således omspænder et menneskes tilværelse. Glæden over barnet er også opstandelsens glæde. Hvor vi kan fine på at klø os selv i håret og spørge alle kloge skaldepander om, hvad opstandelsens glæde mon kan være for noget, behøver ingen at være i tvivl om, hvilken glæde barnet kalder frem i os. Har man ikke selv børn, kan man dog konstatere den hos andre og lade sig smitte.

Lukas’ beretning ligner ved første øjekast den rene, skyggeløse idyl, og den har da også været genstand for en del sentimentalisering. Der er dog skygger, kejser Augustus’ befaling f.eks., at der ikke er plads i herberget og barnet derfor må fødes i en stald, et tilsyneladende uværdigt sted for Messias. Det har vi vænnet os til, og vi hører det snarere som en del af idyllen, for det er små skygger. Sådan må det være, fordi vi let skal kunne forestille os, hvordan situationen tager sig ud og ubesværet træde ind i den. Det er vigtigt, at vi begynder i denne store glæde, og at det kun akkurat antydes, hvad vi siden skal igennem, ligesom det er vigtigt at børns barndom ikke forstyrres af viden om, hvad de måske siden skal igennem. De antydes netop kun i f.eks. eventyr, som alle ender godt.

Juleevangeliet, denne lille, tilsyneladende uanselige beretning emmer af glæde, som afspejles i vore julesalmer, der lovpriser Kristi fødsel uden at gøre rede for, hvordan den glæde kan smitte og blive vores. Vi synger det bare og kastes dermed ud i det, og det vil netop sige at blive kastet ud i det nye liv, som vi med en formel kalder tro, håb og kærlighed, hvor alle fortrædeligheder for en tid er uden betydning. Hyrdernes mellemposition på deres vej til stalden, melankoliens mellemposition både som nyt liv og ny kreativitet er overvundet og som et tegn på, at netop sådan vil det gå. Derfor kan vi både holde ud at høre Mahlers symfonier og holde af dem; derfor kan irsk folkemusik lyde som om Himlen rører øret, og hjertet bevæges; derfor kan vi stadig se os selv i Shakespeares dramatik.

Det almindelige, menneskelige liv går sin gang gennem kriser og modgang, mellemtilstande, handlingslammelse, ubeslutsomhed og hjertets uro. Dog, det begyndte i den store glæde, som Lukas lader englene synge om, og som vores salmesang skal være en efterklang af, Kristi fødsel, og dette liv er på vej til at forløses i en ny glæde, netop fordi Kristi liv i opstandelsen forløste melankolien, idet han tog den på sig. Mindst én gang om året, i julen, synger vi uforbeholdent om glæden; vi ser hinanden i øjnene og ønsker glædelig jul, for således at leve os ind i glædens fødsel. Det kan kun styrke os i troen på, at en ny begyndelse er forløst nu i nat.

Amen.
Glædelig jul.

I nadveren går Kristus foran os og gennem melankolien ind til opstandelsen, for at vi skal lære den største glæde at kende, som er at blive forløst fra melankoli eller andre spændinger.

Et menneske er ikke forløst én gang for alle. Derfor fik vi julen, som en mulighed for at begynde forfra igen og igen. Her bringes vi i et barns skikkelse tilbage til den glæde, som er altings begyndelse, og med barnet begynder en historie, som skal blive vores.

Ifølge barnets historie blev denne begyndelse lagt ind i det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så at julens nye begyndelse kan blive hver dags glæde.

Amen.