Udskriv denne side

Prædiken til 3. søndag efter Påske 2008

I Herning Valgmenighedskirke og Hammerum Valgmenighedskirke (Esajas 26, l5-19), Johs. 16,16-22.

Salmer: 291 – (661) – 379 – 294 – 11.

Skuffelser hører til livets orden. Det ved vi, så vi forsøger at holde os beredte. Ikke ved permanent vagtsomhed, men når en skuffelse indfinder sig, træder beredskabet i kraft, vi kan sige: ”Pyt med det, der er meget andet at gøre, lad os se at komme videre!” Et sådant beredskab er vi ikke uden videre født med. Det opøves i løbet af livet. Det bliver netop til samtidig med de skuffelser, man må gennemleve, og en del af et barns opdragelse går ud på at lære, hvordan man står en skuffelse igennem. Man skal have sprog for den, lære at fortælle, have lov til at græde, modtage trøst og så se fremad igen. Skuffelser lægger man bag sig, selvom man selvfølgelig husker nogle af dem.

Anderledes forholder det sig med sorg. Den kan man ikke lægge bag sig. Sorg er i betydeligere grad en forvandling af et menneske. Man bliver en anden end den, man var, før sorgen. Det kan man af og til høre i modløse udsagn som ”Livet bliver aldrig det samme igen!” eller ”Jeg kommer aldrig over det!” Den slags udsagn er rigtige, og den sørgende har i højeste grad brug for ord, som svarer til sorgens virkelighed. Her hjælper ingen falsk trøst, dvs. en trøst, som vil formindske sorgen ved at lade som om, den er anderledes end den virkelig er. Den falske trøst er som regel velment, men lige så ilde anbragt kan den være, hvis den forsøger at tale udenom sorgens tyngde.

Når en sørgende derfor siger ”Jeg kommer aldrig over det”, må man give ham ret, for sorgen er ved at gøre ham til en anden, hvad han mærker som f.eks. smerte, depression eller modløshed. Her er det selvfølgelig afgørende at tilføje, at denne anden, som den sørgende er i færd med at blive, aldrig er udelukket fra at få mod på livet igen eller nødvendigvis har udsigt til et i alle måder ringere liv. Men det er selve forudsætningerne for alt hvad man gør og kan, som er i færd med at ændre sig. Det er den måde, hvorpå man møder verden og andre mennesker, der skal blive en anden. Man opdager sider af livet og af sig selv, som man end ikke drømte om eksisterede. Det er grunden under huset, der er ved at blive lagt om, hvilket altid er både tungt og krævende, og det kalder altid på et sprog, som man ikke tidligere har haft nødig at bruge og måske slet ikke adgang til. Det er dette forhold, Jesus vil gøre klart for sine disciple, og det er adgang til det nødvendige sprog, han stiller dem i udsigt. Det kan lyde af lidt, men det er meget.

Vi skal huske, at vi befinder os i tiden mellem påske og pinse, som må anses for at være både meget afklaret og meget anspændt. Afklaret fordi påskens dramatiske begivenheder ligger bag os, alt har fundet sted. Anspændt fordi vi uundgåeligt må stille spørgsmålet: Hvad skal der nu ske? Bliver vi efterladt i sorgen, eller kommer den opstandne og løser alle vanskeligheder?

For de første disciple var denne blanding af afklaring og anspændthed meget tydeligt, hvad vi godt kan lære noget af. Disciplene er blevet opløftede af, at Jesus viser sig for dem og taler til dem. Vel er han død, men opstandelsen er, at de stadig har kontakt med ham. På den anden side forstår de ikke, hvad han siger til dem. Det ser vi tydeligt i dag, hvor det direkte hedder: ”Vi forstår ikke, hvad han taler om.” Der er ikke noget at sige til, at disciplene ikke forstår noget, for hvad skal det dog betyde, når Jesus siger, at om kort tid skal de ikke længere se ham og så alligevel se ham kort tid derefter?

Jesus gør det, som vi altid forsøger at undgå eller undvige: Han fastholder sine disciple i sorgen over at have mistet ham og i anspændtheden over ikke at kunne forstå ham, skønt han er til stede midt iblandt dem. Han anviser dem dermed forvandlingens vej. Han siger: ’Det er ikke mig, der er anderledes, end jeg hele tiden har været. Der kommer ikke en anden efter mig, en ny profet eller gudesøn, som vil færdiggøre, hvad jeg måtte have efterladt på halvvejen. I vil derimod gennemgå en forvandling, så I bedre og forstår, hvad og hvem jeg hele tiden har været.’

Disciplene vil med andre ord blive forløst fra denne tilstand af afklaring og anspændthed, som de befinder sig i, hvor tonearten er sorgens. De skal igennem den, for at komme ud som forvandlede på den anden side. ”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.” Det er i disciplenes hjerter, at en forvandling vil finde sted, og den skal sætte sig i deres øjne og øren, så de vil kunne se og høre, hvad de ikke tidligere havde sanser for. Til den tid, skal de få en ny glæde, givet dem af Jesu ånd, som Johannes kalder talsmand eller trøster. At kunne tage imod trøst er en del af forvandlingen, for så længe man sørger, er det svært at tage imod andres hjælp.

En discipel skal altså holde ud i sorgen, fordi den er en forvandling mod nyt liv. Man får ikke det tabte tilbage, aldrig, sorgen er heller ikke attråværdig, men den er uundgåelig, fordi vi skal dø. Hvad man får er en ny og anderledes glæde, en ny ånd at se og høre med, der ligger i det sprog, Jesus vil lære den, som ønsker at være discipel.

Hermed forkynder kristendommen, at et menneske er noget andet og mere end dét, vi selv mener, vi er. Dette potentiale, dette mere, kaldes der på, og det aktiveres, idet vi selv får lært at se og høre anderledes end med de sanser, som sorgen lukker et menneske ind i. At sørge er som at være lukket inde i en gennemsigtig glasklokke. Man kan se, men ikke helt tydeligt, man kan høre, men dæmpet og netop som gennem glas, og man kan føle omverdenen, men den er på afstand og på den anden side af glasset. Man er spærret inde uden at være det. Jeg ved ikke af andre tilstande, som kan beskrives på denne måde, og det gør sorgen til noget særligt: Man kan ikke handle! I grunden ikke fordi man er som lukket inde i sig selv, men fordi der ikke er noget at gøre. Med sorgen er tabet af det elskede eller den elskede fuldbyrdet, og man ved det. Man har accepteret, at der ikke er noget at gøre, og er netop derfor ufrit bundet af sorgen. Det er i den situation, Jesus lover forløsning og bruger billedet med den fødende kvinde. At slippe ud af sorgen er et under på linie med en fødsel (et eksempel på det sprog, Jesus giver os). Det skal forstås rigtigt.

Fødselsbillederne hos profeten Esajas (kap. 26,42 og 66, jf. Mogens Lindhardt), som evangelisten Johannes trækker på, peger ikke på forløsning som resultatet af en kreativ proces eller en anstrengelse. For os er det forløsende at skabe noget og bringe til verden. Det kan være at skrive eller tegne eller altså at føde et barn. Dengang var forløsning derimod, at en trussel forsvinder. En fødsel var dengang livsfarlig først og fremmest for den fødende kvinde. Der var god grund til ængstelse for alle, for barnet kunne slå den fødende ihjel og også selv dø. Derfor var forløsningen, at kvinden og barnet overlevede, at døden udeblev, hvad der var grund til at glæde sig over. Det er ikke selve glæden over barnet, som var forløsningen, men derimod at barnet er kommet, og kvinden har overleveret, så hun dernæst kan glæde sig over barnet.

Hvad Jesu stiller i udsigt er en sådan forløsning, at det som synes at bære mod døden, sorgen, ikke fører til døden alligevel. Et menneske kan slippe ud af sorgen ved at give slip på alt bag sig, alt foran sig, det vil sige bestemte forventninger om dette og hint, konkrete forhåbninger. Det kommer af, at man hører på ham. I den situation, som disciplene måtte have befundet sig i, er det at give afkald på Jesus. De må ikke hænge ved ham, som man siger, så at de i sorgens mørke og til sidst uden modstand kan gennemstå den forvandling, som er uundgåelig, den forløsning, som er at sorgen vil blive trængt tilbage og lette, og man vil være en anden end før.

Således at blive en anden er ikke nemt. Det kræver et stort mod, som et menneske ikke kan give sig selv. Det vidste Jesus. Derfor påfører han sine disciple et tab, tabet af sig selv; han ofrer sig, så de kan lære sørge og at blive forløst fra sorgen, så de tør opdage, at de er blevet nogle andre end de var, og at prisen for dette nye liv er tabet af det gamle.

Dette nye liv har kristne forfattere, prædikanter og filosoffer selvfølgelig forsøgt at beskrive velvidende, at det kan netop ikke lade sig gøre. For det er et fuldstændig åbent forhold til en fremtid, hvor man ikke længere frygter noget, håber alt, hvor man ikke er bange for at miste sig selv, hvor man selv skal blive mindre og mindre, for at Guds ånd i hjertet skal blive større og større. Vi bliver nødt til prøvende at tegne omridset af dette nye, kristne liv, for det er som om, at det uden sprog ikke rigtig er virkeligt for os. Det er som om, at vi altid skal have noget for også at kunne give afkald på noget. Hvad vi får for at give afkald på det gamle liv, vende ryggen til det, ikke fordi det var dårligt, men fordi det er forbi, er et håb om, at vi i denne åbenhed vil få alt, hvad vi har brug for. Når dette håb er uden anfægtelse, når det lever i os, realiseres i et nu uden at vi har tanke for det, taler vi om et håb, som vi er frelst til. Så er man ude af sorgen og inde i det nye liv. Dette liv er vi som kristne kaldede til.

Amen