Udskriv denne side

Prædiken til 2. påskedag 2016
I Gjellerup Valgmenighedskirke
 

Johs. 20,1-18.

Salmer: 222 - (218) - 238, 427 - 241 – Nadver: 473 / 245, 4-5 - 234.

Da Maria Magdalene er blevet kaldt ved navn og har opdaget, at det er Jesus, hun taler med og ikke havemanden, udbryder hun: ”Rabbuni!”, og Johannes kommer med den oplysning til os, at det betyder mester. Det er den første trosbekendelse i NT, efter at Jesus har vist sig som den opstandne. Det er ikke den første bekendelse historisk set, for Johannesevangeliet er skrevet senere end de første menigheders grundlæggelse, der jo netop bekendte sig som kristne. Men Johannes lægger Marias bekendelse helt tæt på opstandelsen, så de to ikke kan skilles ad. Jesu opstandelse og Marias bekendelse er som to sider af samme mønt.

Det er der selvfølgelig en mening med. Marias bekendelse er i realiteten evangelisten Johannes’ opstandelsesberetning, således at opstandelsen ikke kan skilles fra den virkning, den har på mennesker. Opstandelsen bliver virkelighed i det øjeblik, den går op fra Maria Magdalene, selvom hun ikke forstår, hvordan og hvorledes. Det er ikke en engel, som fortæller hende, at Jesus er opstået fra de døde som i de tre andre evangelier. Det er Jesus selv, som giver sig til kende. Hun bliver erobret af Jesu ånd, af den historie, hun har været med i, og som viser sig ikke at være forbi; den fylder hendes hjerte og bliver til bekendelse og fremtid, da hun ser Jesus.

Johannes beretter om et mystisk øjeblik, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage, hvad man da heller ikke behøver at ønske sig. Maria føres ud af sorgen og får den opgave at gå tilbage til de andre og fortælle, hvad hun har set. Det mystiske er, at troen bliver til i Maria som en bekendelse, og at det ikke kan forklares på anden måde, end at det skete. Vi kan altså ikke komme bagom dette øjeblik eller strække det ud, så vi kan se på det i lang tid, analysere og holde det op i lyset, for bedre at se. Men vi kan godt sige lidt mere om før og efter.

Maria har gennem lang tid fulgt Jesus og har levet i et stærkt tillidsforhold til ham. I den forstand har hun troet på ham ganske ligesom vi tror på hinanden (eller ikke gør det). Hun har samtidig set hans tro på Gud, at den var stærkere end hendes egen og anderledes. Jesus risikerede mere, var uden forbehold i sin tilstedeværelse og gjorde mange ting, som hendes egen tillid og hendes mod ikke rakte til. Det er denne Jesu tro, som nu bliver hendes egen, da han viser sig for hende i haven. Dog ikke således, at hun bliver til en slags kvindelig Jesus eller en helt anden person. Hun forbliver sig selv i en anden udgave, som har hun afført sig en ham og nu er endnu mere sig selv end før. Det sker altså forunderligt nok i kraft af noget andet end hende selv, i kraft af Jesu ånd, hans blik på hende og hans ord til hende.

Det ligner det modsatte af et selvhjælpskursus. Det skal man selvfølgelig tage med et gran salt, men vi skal være opmærksomme på, at Maria altså ikke henter den nye og stærkere tro inde i sig selv. Den er ikke derinde på forhånd. Den bliver til i mødet med en anden ånd, som både er velkendt og fremmed, idet hendes hjerte åbnes af denne anden ånd. Velkendt for så vidt det er Jesu ånd, som hun har kendt gennem flere år. Fremmed for så vidt som den har overskredet alle kendte grænser. Maria bærer ganske vist på historien sammen med Jesus, og i den forstand er der allerede noget i hendes hjerte, et anlæg kunne vi kalde det, men heller ikke dette har hun selv lagt i sit hjerte.

I det lys er troen et fænomen, som kan vokse, og den vokser på to måder. For det første i takt med bekendelsen. Når et menneske bekender sin kristne tro, er det for at få mere af den, og ordene kan slå indad i hjertet, som meningen er, altså vækst. For det andet kan troen vokse i takt med de erfaringer, man gør sig i livet. Det vil sige, at man læser sin egen tilværelse i lyset af Jesu ånd f.eks. ved at spørge til sin egen synd, når nu Jesus hævder, at alle er syndere; eller ved at spørge til Guds mening med mig, når nu Han styrer og råder for alt, og det er Ham, Jesus har lært os at bede til.

Marias trosbekendelse ”Rabbuni!” er begyndelsen på noget nyt, som vokser ud af det gamle, ligesom NT er vokset ud af GT. Bekendelsen er udtryk for en overvældende begivenhed, som hun derefter langsomt vil forstå mere og mere af. Det svarer til, hvad vi gør, når vi bekender troen eller tager del i andre religiøse handlinger: Forståelsen kommer langsomt og lidt efter lidt. I de sidste godt og vel par hundrede år har vi lært at kræve forståelse først, for derefter at kunne ankomme til troen en dag og med det forudsigelige resultat, at de fleste aldrig ankom, for troen er ikke et fænomen, man kan forstå sig til. I dag er der igen mulighed for at få begyndt rigtigt, dvs. med bekendelsen, hvorefter alt andet vil følge, både tro og forståelse af, hvad den kristne tro er.

Selvfølgelig kan man sætte sig ind i kristendommen og således forstå, hvad Jesus taler om. Man kan også undersøge religiøs tro på alle mulige leder og kanter, hvad den betyder for både individer og samfund. Men at forstå troen indefra er at bekende den, og det kan altså roligt gøres uden at kræve en masse forståelse på forhånd eller følelse. Det har vi lidt svært ved, men vi må øve os i at aflægge den vanskelighed. Vi siger: ”Jeg må have orden på troen, inden jeg kan bekende den. Jeg må have indsigt i den, inden jeg tager ordene i munden. Jeg må være overbevist.” Det er meget store krav at stille både til sig selv og troen, og det kan blive en meget lang omvej at gå.

I stedet skal vi hellere lægge os efter Maria Magdalene og bekende troen. Hun gjorde det med ét ord, for hun havde andre historisk forudsætninger end os. Jamen, hør, siger vi nu ikke, at hun var i en særlig situation, idet hun havde kendt Jesus, og at deres fælles historie var slæmmet op i hende og derfor kunne udvikle sig. Jo, det gør vi, men enhvers situation er noget særligt, og enhver tid har sine særlige forudsætninger. Også vi har Jesu Kristi historie som en levende forudsætning, anderledes end Marias, langt mere selvfølgeligt, men derfor nok også mere søvnigt. Til gengæld har vi flere ord at gøre godt med, trosbekendelsens ord f.eks., der netop skal støtte forståelsen af, hvad det er for en tro, vi taler om og gerne vil leve i. I den forstand forstår vi mere end Maria Magdalene gjorde.

Alle vil måske gerne opleve, hvad Maria oplevede i haven, at blive fyldt af Jesu ånd, så man spontant med munden bekender, hvad hjertet er blevet fuldt af. Det sker for nogle, ikke for andre, nogle er udvalgte til det ene, andre til noget andet. Det giver forskellige opgaver og forskellige vanskeligheder, hvad vi ikke skal gå nærmere ind på i dag. Det vigtige ender altid med at blive, hvordan man lever enten med sin oplevelse eller sin ikke-oplevelse eller sin almene religiøse erfaring, at man er et skabt væsen.

Her er svaret at begynde med bekendelsen i forlængelse af Maria Magdalene. Vil man gerne bringe sig i et nærmere forhold til påsken eller bare være lidt med i den, kan man begynde med at bekende troen på Kristus, ikke nødvendigvis sin egen tro, men Maria Magdalenes eller Kristi tro på Gud og stille sig i ly heraf. Man kan såmænd nøjes med at sige ordet ”Mester”, og er selv det for intimt eller grænseoverskridende, kan man sige det på hebraisk ”Rabbuni” og skabe lidt afstand. Da vil noget ske. Ingen kan på forhånd vide hvad, men Jesu ånd vil virke i os og iblandt os, stærkere end nogen anden ånd, vil vi blandt andet lære at forstå. Og vi vil forstå, at bekendelen binder os sammen ikke alene som en menighed, men menneske til menneske, kendte og fremmede mellem hinanden, fordi netop Jesu ånd, Guds skaberånd, går hvorhen den vil, blæser i hjertet, når den vil. Vi kan hæmme og ødelægge denne ånd, og ikke så få gør i så henseende, hvad de kan, men vi har jo netop hørt, at den overvinder både lidelse og død.

Amen.

Med nadveren udsætter vi os selv for, hvad Maria Magdalene blev udsat for i haven, da hun mødte den opstandne Kristus, at Hans ånd åbner hjertet.

At modtage nadveren er en bekendelseshandling, hvor vi beder om, at det vi bekender, Kristus som Herre i hjerte og sind, skal blive til den selvfølgeligste virkelighed.

Både bønnen og bekendelsen styrkes af, at nadveren er det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så at Kristi herredømme hver kan blive den selvfølgeligste virkelighed.

Amen.