Udskriv denne side

Prædiken til 1. søndag i advent d. 29. november 2015
I Herning og Gjellerup Valgmenighedskirker
 

Lukas 4,16-30.

Salmer: 74 - (85) - 78 - 76 – Nadver: 82 v.4-5 - 80.

Vi ved alle, hvad ordet forhærdelse betyder, skønt vi sjælden bruger det. Vi husker udtrykket ’forhærdede tidselgemytter’ fra en elsket julesalme, fordi det lyder godt, men udenfor salmen bruger vi kun udtrykket for sjov. Forhærdelse er beslægtet med hårdhjertethed, men er dog noget andet og mere. Forhærdelse betyder ikke alene, at man er kold og ufølsom, men at man ikke vil og kan høre, hvad der er sandt.

Man så fænomenet hos nogle af de gamle kommunister, som med deres egne øjne så de totalitære rædsler, som kommunismen medførte. Alligevel hyldede de kommunismen som den sande humanisme. Man så det i den store, brede venstreintellektuelle elite gennem det meste af det tyvende århundrede, som nægtede at se i øjnene, at marxisme, pacifisme, utopisme og antireligiøs humanisme og mange andre -ismer gjorde dem blinde for virkeligheden og til lydige tjenere for forskellige former for undertrykkelse. Og vi ser det i dag, hvor den totalitære fare og volden er religiøst funderet, og mange tror ikke rigtig på det. Den religiøse vold begås af galninge, hedder det hele tiden, og det er sandt; men det er lige så sandt, at denne vold har indfødsret i den pågældende religion, men den kendsgerning skaber ikke ørenlyd. Således ikke at ville høre, ikke at ville se kendsgerninger i øjnene er forhærdelse.

Psykologisk set er forhærdelse til at forstå et vist stykke vej. Hvis man har baseret sin tilværelse på en ideologi eller en religion, som viser sig at være falsk eller voldelig eller begge dele, skal der alligevel noget til at indrømme, at man tog fejl. Hvis man har identitet bundet til en bestemt politisk ideologi, er det smerteligt at skulle indrømme ideologiens uvirkelighed. Hvis man har familie, venner og bekendt i et religiøst fælleskab, er det svært at træde ud og stå alene, selvom religionen gør ufri og stum.

I øvrigt ved vi alle, hvor svært det kan være at indrømme selv små fejltagelser, hvor fristende det kan være at skære virkeligheden til efter et bestemt billede, og hvor skuffende det kan være, når billedet krakelerer. Det er netop her al forhærdelse begynder, psykologisk set som beskyttelse, og fordi man ellers ikke kan følge med virkeligheden; man kan ikke nå at forandre sig i takt med, at skællene falder fra øjnene, vil heller ikke, for det er ensbetydende med en krise. Og kriser undviger vi helst. Verden er så fuld af modstand, og skal vi for alvor omvurdere den modstand, vi står i, er det alting, som laves om på én gang. Bukker man så ikke under for modstanden? Det synes overvældende og kræver beskyttelse, lyder den umiddelbare reaktion.

Forhærdelse er ikke desto mindre en fjende af sandheden og af virkeligheden. Deraf kan vi lære, at kriser må høre vores liv til, ja at de åbenbart er meget nødvendige, for at vi kan få øje på virkeligheden og os selv i den. Når kriser således ikke er noget, vi for enhver pris skal undgå, men meget ofte træde ind i, rent bortset fra dem vi kastes ud i, er det bydende nødvendigt at finde en måde at omgås en krise på; ellers er den ikke til at holde ud at være i. Det kan være slemt nok i forvejen, føre til depression, sygdom og endda død, men kristendommens påstand er, at forhærdelse er værre. Forhærdelse er Djævelens værk, en del af det ondes virkelighed iblandt os under skin af blidhed og imødekommenhed, og det onde slipper vi ikke for at omgås. Vi må finde en måde.

Læg da mærke til, at beboerne i Nazareth jog Jesus ud til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, ligesom Djævelen førte Jesus op på et højt bjerg, så han kunne overskue hele den verden, han ville få tilbudt. Bjerget er begge steder et billede på afstand til virkeligheden. Beboerne i Nazaret vil holde sig på afstand af virkeligheden, så meget på afstand at de kun kan se og ikke behøver at høre og føle noget. Disse mennesker er forhærdede og fremturer i deres forhærdelse, fordi Jesus tilsyneladende lukker dem ude fra den frelse, de venter på: Den store fremtid. De føler sig snydt og vil ikke af med deres forestilling om virkeligheden. De vil ikke forstå, at virkeligheden er på vej til at se ganske anderledes ud, end de forestiller sig. Det er selvfølgelig et klassisk, ja arketypisk billede på forhærdelse og derfor så aktuelt som nogensinde.

Det lykkes ikke at styrte Jesus ned fra klippen. ’Han banede sig vej imellem dem og gik.’ Han går altså videre ud i verden, for at fuldbyrde sin historie, og dermed fratages beboerne i Nazaret fuldbyrdelsen af forhærdelsen. Den fader ud i ingenting bortset fra deres vrede, som de heller ikke kan blive i, for det kan intet menneske. De kan ikke få bekræftet deres egne forestillinger om frelse og virkelighed. Det er et kæmpe antiklimaks, at Jesus er i stand til at gå sin vej, besjælet af den ånd, som skal vise sig at overvinde det onde. Beboerne i Nazaret var i realiteten bragt i en krise, men det ville de ikke vide af. De ville ikke opgive noget og lade sig belære af én, der kaldte sig Guds søn, Kristus, og samtidig sagde, at nu var frelsen kommet, skønt de både kunne se og høre den nåde, som bar hans liv. De undrede sig jo over hans nådefulde ord.

Med denne markante episode fra Nazaret har vi fået en skitse at gå ud fra, det vil sige begyndelsen til en måde at omgås forhærdelsen på, så vi ikke fremturer i djævelskab og ondskab. Vi har fået begyndelsen på et ritual, som vi selv skal fuldende.

Vi skal først lægge øre og hjerte til Kristi liv og lade det virke. Det vil sige, at vi skal betragte hans liv og gerning som stående til vores rådighed. Med jævne mellemrum skal træde ind i hans historie, og på grund af glemsomhed og mange gøremål sker det bedst med en ritualiseret måde at gøre det på. Herinde – Jesu Kristi historie i ritualiseret form – skal vi følge ham, idet Han går ud i verden, og det vil så sige os i møde, for at fuldbyrde sin historie. Han går ud, vi går ind. Dermed mødes vi. Vi skal se efter ham, følge nysgerrigt efter og lade vore forestillinger blive til i sporet fra hans liv, så at virkeligheden kan åbne sig i dette spor. Det lys, der var omkring Jesus, lyser hans historiske spor op. Og her er det jo ikke uvæsentligt, at man i dette lys får rig lejlighed til at kritisere sig selv, at man f. eks tog fejl, at man har brug for tilgivelse. Det skaber anti-forhærdende bevidsthed.

Denne bevidsthed er forudsætningen for ikke at forhærdes, hvilket ikke desto mindre er en fare for alle hele tiden. Det næste skridt er, at vi skal forstå os selv som en af beboerne i Nazaret, en af dem, der vil styrte Jesus udover klippen. Vi kan kun forstå denne position rigtigt, hvis lader os blive til og forme af det spor fra Jesus, som vi altså allerede kender. Vi kan kun leve med at være dem, der ville styrte Jesus i afgrunden, hvis vi allerede tror på, at der er en vej ud af forhærdelsen (tro er det modsatte af forhærdelse), nemlig at modtage den ånd, som vi med rette har lært at kalde Helligånden. Det sker netop, når vi med gudstjenesten træder ind i Jesu Kristi liv.

Der er en pointe i, at vi skal høre om forhærdelse på kirkeårets første dag. Pointen er, at vi som regel møder ny virkelighed med et beredskab af forhærdelse. Det er som om den menneskelige natur hælder mod forhærdelse frem for åbenhed overfor det sandt guddommelige, som vi tror Kristus er. Denne menneskelige, naturlige tilbøjelighed kalder kristendommen for synd, som i første række ikke er et moralsk ord, men et udtryk for en mangel ved verden, en skade, som vi hverken kan ignorere, sætte os ud over eller reparere. At det så har moralske konsekvenser er en anden sag, som vi ikke vil hæfte os ved i dag. Synden udtrykker den forudsætning, som vi altid begynder med, når vi begynder i den menneskelige natur, at den er fuld af fejl og begrænsninger.

Kirkeåret efter anden tekstrække begynder således med syndserkendelse i form af forhærdelsens påtrængende virkelighed. Kirkeåret efter første tekstrække begynder med indtoget i Jerusalem, en jubelscene, hvor al synd synes overvundet, men det var jo netop – ved vi! – en falsk virkelighed, for der gik ikke mange minutter på æselryg, før modstanden mod Jesus begyndte at samle sig.

Synd og mørke hører sammen, adventstiden er mørk og den liturgiske farve er afdæmpet violet. På den baggrund kan lyset bedre ses og følges. Vi får større forståelse for, at vi har noget at vente på, at lyset nødvendigvis må være på vej, og at der netop er en vej ud af forhærdelsen. Vi skal blot turde betræde den, om det bringer krise eller ej.

Amen.

Nadveren modvirker forhærdelse. Det gør den, idet vi knæler for at tage imod, hvad vi ikke kan give os selv, syndernes forladelse. Vi anerkender, at vore billeder af virkeligheden ikke er virkeligheden.

Nadveren er et ritual, som samler hele Jesu Kristi liv så enkelt som muligt i brød og vin og få ord. Siden skal ritualets indhold folde sig ud som vores virkelighed, som den ånd, der modvirker forhærdelse.

Det begynder som det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, for her er forhærdelsen farligst. Amen.