Udskriv denne side

Prædiken Langfredag den 29. marts 2013

I Herning Valgmenighedskirke, Esajas 52,13-53-12, Markus 15,1-20 og Markus 15,21-47.

Salmer: 193 – 191 – 187 – 192 (Laub) – (ingen nadver) – 536.

Døden har for alle mennesker i alle kulturer altid været et umuligt problem. Umuligt fordi det ikke kan løses, og umuligt fordi døden er nærværende hele tiden. Altid er nogle lige døde, altid er nogle lige ved. En kultur bliver nødt til at finde en måde at omgås døden på, så menneskene på den ene side ikke glemmer den, på den anden side kan leve i fred med den og ikke tænke på døden hele tiden. En kultur må lære at forsone sig med døden uden at tage den på forskud, se den i øjnene uden at overgive sig for tidligt.

Naturens orden kan hjælpe os et stykke vej. Naturen har hjulpet med en art arbejdsdeling. Unge mennesker tænker normalt ikke meget på døden, hvad de heller ikke skal. Det er de ældres opgave og dermed også at tænke på det lange stræk i historien, hvad der skal gives videre, hvad der skal bevares fore eftertiden, og hvad der nødvendigvis må gå tabt. De ældre ved, at der er store kulturelle tab forbundet med hvert eneste dødsfald. Ikke alene er det jo en hel verden, der går under, når et menneske dør. Det er ofte også en sidste trædesten for dem, som følger efter og skal gå fremad. Herfra er der ikke mere levende råd at få. Derfor skal de ældre tale om døden af og til og vise deres forhold til den, så de unge ikke behøver at tænke på den. De ældres opgave i forhold til de unge er blandt andet at have et bevidst forhold til døden og lade denne bevidsthed sætte mærker (ritualer, sange og musik f.eks.) i den fælles kultur. Så kan de unge, når de bliver gamle nok, lære af disse mærker og i bedste fald lære at forsone sig med døden.

Naturens orden er det imidlertid ikke tilstrækkelig at henvise til med henblik på forsoning, fordi naturens orden hverken kun er én ting eller forløber regelmæssigt. Naturen er ikke et lukket, regelret system, men fuld af undtagelser, der hele tiden forstyrrer naturens gang; og det er først og fremmest mennesker, der forårsager forstyrrelser. Mennesker kan dø for tidligt. Det kan dyr ikke på samme måde. En ung odder, der dør mellem kæberne på en ræv, dør ikke for tidligt, men opfylder sin bestemmelse som byttedyr for ræven. Sådan kan vi umuligt tale om mennesker.

Mennesker kan sætte sig udover den umiddelbare natur. Det kan ingen andre skabninger. Vi kan gå i døden for noget, ofre os for nogen. Selve dette at kunne sætte livet på spil er en del af vores frihed, og den der kan sætte livet på spil og overlever vinder på det. Han vinder ikke alene andres beundring. Han vinder uafhængighed, styrke og beslutningsdygtighed. Han vinder netop frihed.

Således fortælles det om nogle af soldaterne i de to store verdenskrige, at de ret hurtigt indså, at de allerede var døde, da de ankom til fronten. De kunne ikke se nogen vej ud af skyttegravene, intet håb på strandene i Normandiet. De, der ikke gik i panik, blev frie af det og formodentligt de bedste soldater. De satte sig udover en naturlig angst og trangen til at redde livet. De blev frie i kampen. Om de så var i stand til at bringe denne frihed med sig tilbage efter krigen og veksle den til kulturel kapital i det civile liv, er en anden sag. Det lykkedes for nogle, men langt fra for alle. Ingen kom upåvirkede igennem det.

Vi må sige, at det er meget at skulle gå i krig og betragte sig selv som allerede død, for at kunne forsone sig med døden. Nogle af soldaterne i en krig kan gøre det, men en hel kultur kan ikke gøre det uden at flirte med sin egen undergang, og en kultur må derfor have et bevidst forhold til døden på en anden måde.

Det er her religionen kommer ind i billedet, for os er det kristendommen og i dag Langfredag. Vi siger, at Jesus gik i døden for os, og det er sandt, men skal vi kunne tage denne påstand til os, må den betyde, at han vil forsone os med døden, uden at vi opsluges af den. Hvordan det?

Jesus er en historisk skikkelse, som har gjort sig til centrum i vores kultur. Hans liv og død er blevet til ånd og har skabt og skaber stadig billeder og fremkalder følelser, som derfor er i spil i vores almindelige omgang med hinanden.

Til dette billede- og følelsesgalleri hører Langfredag, hvor døden er centrum på en måde, vi ikke kan se bort fra. Det er en voldsom og voldelig død, vi hører om, og den er ekstrem i enhver henseende. Jesus er et uskyldigt offer for politiske interesser. Han hånes og piskes. Han kalder det værste frem i soldaterne og omgivelserne, og han gør det med vilje, for at han bagefter kan tilgive dem, ja have medlidenhed med dem. Han forbliver tavs, efter at have sagt, hvem han er og forsvarer sig ikke. Der er stille, indædt had fra nogle af jøderne, vrede og had fra folkemængden, ligegyldighed og grusomhed fra Pilatus, svigt fra disciplene, frygt fra kvinderne. Jesus dør frivilligt, men ikke fordi han er træt af livet i en art depressiv selvopgivelse. Han har grædt og forinden bedt om en anden skæbne. Det synes som om alle menneskelige følelser og lidenskaber er blevet sat stævne omkring Langfredag, før og efter og på selve dagen. Eller rettere: Alle menneskelige følelser, som naturligt vil forbindes med døden, giver her lyd fra sig.

Og det er netop meningen, at alle sådanne følelser skal kaldes frem, for at de hver og én skal kunne overskrides af noget andet. Eller ved at komme til udbrud – for det er nærmest et udbrud af følelser, Langfredag beskriver – vil disse mange højst forskellige følelser i kraft af Jesus henvise til noget andet end sig selv. De vil ufrivilligt pege hen på Jesus, hans barmhjertighed og hans tilgivelse, hans frihed i døden, og således vil de mange følelser henvise til deres ophav, til skabelsens grund, som de lever af og slet ikke kan være foruden.

Dette ophav, skabelsens grund, er Jesus selv. I en gådefuld omvending, en implosion, suger han alle disse eksploderende følelser til sig, som kom de oprindeligt fra ham selv, og nu tager han dem alle tilbage igen. Han åbner sit hjerte for dem, afviser dem ikke, deraf hans tavshed, tager dem til sig og bærer dem i hjertet det sidste stykke mod døden, ligesom jomfru Maria hele livet bar hyrdernes lovprisning i sit hjerte ved Jesu fødsel. Ved at bære ordene dér, hjalp hun hyrderne af med deres lovprisning. På samme måde hjælper Jesus folk af med deres had, vrede osv. ved at åbne sit hjerte. Han tager alle følelserne og udbruddene med i graven, for at de dér kan forvandles til dette andet, som de fødes af: Forsoning, barmhjertighed, kærlighed, håb. Forvandlingen fuldbyrdes med opstandelsen, som de tilstedeværende ved Golgata endnu ikke ved noget om, selvom Jesus allerede har fortalt dem, at den skal finde sted.

Stillet overfor døden, skal vi tage til os, at dér er der plads til alle slags følelser, for de kan forvandles til noget end det, de er. De kan forvandles til det, de udgår fra. Sorgen er begyndt i glæden, fortvivlelsen fødes af håbet, hadet af kærligheden osv. Derfor er der nyt fra dødens porte.

Det kan være meget svært at begribe, og det kan være umuligt at forsone sig med. Derfor gik Jesus i døden forud os, så at vi kan lære det. Det er den største kulturelle begivenhed i menneskets historie og en ny måde at se døden i øjnene på, som derfor også blev til en ny måde at omgås døden på, og derfor også til en ny religion.

Døden er stadig en fjende, enden på det kendte liv, som vi skal leve og beskytte så længe vi overhovedet kan. Men den er samtidig en forvandling af både døde og levende ved at give os tilbage til begyndelsen. Der er intet at frygte. Døden er kristeligt set ikke noget problem. Mine egne følelser, mit eget livs udfoldelse, min egen mening med mit eget liv er ikke det højeste princip i verden. Var det tilfældet ville det være svært – derfor er det svært for mange moderne mennesker i vores kultur, der understøtter selvoptagethed – at forsone sig med døden. Jesus gik i døden, for at lære os forsoning. Som moderne mennesker må vi gennem vore egne følelser, for at forstå, hvad det betyder: Vi forvandles af den død vi møder, andres og vores egen, og disse forvandlinger må vi træde ind i, for netop derfra vokser altid et nyt, levende håb.

Amen.