Udskriv denne side

Prædiken til 12. s. e. trin. d. 22. august 2010
 

I Hammerum og Herning Valgmenighedskirker, Matt. 12,31-42.

Salmer: 10 – (42) – 417 – 674 – Nadver: 468,7-9 - 427.

 
I kristendommen lærer vi, at vi skal tilgive hinanden. Det står næsten overalt i NT, og det står med så radikale formuleringer, at tilgivelse ikke bare er en omstændighed ved kristendommen, men hjerteblod. Tænk på Bjergprædikenens ord om, at man skal tilgive sin broder 7 gange 70 gange, hvilket betyder, at tilgivelsen er uendelig. Eller tænk på Paulus ord, som vi bruger i vielsesritualet, at hvis den ene har noget at bebrejde den anden, så skal man tilgive hinanden. Også disse ord er meget radikale, for der findes ikke et ægteskab uden bebrejdelser. Ordene betyder derfor i realiteten, at når man har noget at bebrejde den anden, så skal man tilgive. Ordet ’hvis’ er i denne sammenhæng begyndelsen på en hypotese, der allerede har vist sig at være sand, inden sætningen er gjort færdig. Tænk dernæst på, at er man blevet virkelig krænket af sin ægtefælle, af sin ven, sin broder, så skal man først og fremmest tilgive. Det er meget radikalt, og kan da også være tilsvarende svært at leve op til. Derfor beder vi da også som kristne mennesker om, at Guds ånd, altså tilgivelsens ånd, må være levende iblandt os. At tilgive så meget som der kræves, magter vi ikke af os selv.

Tilgivelsens høje status udspringer af et bestemt forhold ved mennesker, at vi er uhyre svære at lave om på. Ægtefæller forsøger ganske vist ofte på det, men det går som regel skidt og kan ødelægge ægteskabet. Forældre kan forgribe sig på deres børn, idet de forsøger at lave om på dem, dvs. forsøger at hindre at børnene har de følelser, de rent faktisk har; det kunne f.eks. være to søskende, som til forældrenes store fortrydelse, ikke bryder sig om hinanden. Det går som regel heller ikke så godt, hvis sådanne følelser skjult eller åbenbart er forbudte. Ideologier har forsøgt at lave om på mennesker, ja at skabe en ny slags mennesker, homo sovieticus er det mest omfattende eksempel, og det er gået endog rigtig skidt.
Skal vi da lade stå til og undlade at gribe ind overfor urimeligheder, krænkelser, ja endog voldelig adfærd og lade mennesker være, hvad de vil. Nej, det skal vi naturligvis ikke. Vi indfører love, regler, sanktioner og straffe, men vi kan ikke forlange, at mennesker ændrer deres natur af den grund. De ændrer deres handlinger, men ikke nødvendigvis deres holdninger. Hjerterne laver man ikke om på ved love og regler. Man forsøger at holde noget tilbage, for derved at give bedre plads til noget andet. Vi laver et hierarki, eller vi opdager det, som er der i forvejen, at noget er bedre end noget andet, et hierarki, som skal fremme det gode og hæmme det onde, men vi laver ikke om på hinanden af den grund. Det viser sig ved, at vi igen og igen og må gøre opmærksom på hierarkiet, for det onde er ligesom en opdæmmet flod, der hele tiden truer med at gå over sine bredder og oversvømme det dyrkede land. Impulsen til det onde er der hele tiden, skønt vi ikke mærker den hele tiden. Og det onde skaber had og hævngerrighed.

I nogle samfund har man taget, hvad man kunne kalde en naturlig konsekvens af dette forhold. Man giver had og hævngerrighed en fremtrædende plads i love og regler. Det gør man selvfølgelig for ikke at lade had og hævngerrighed få frit løb; det vil opløse samfundet. Men god plads er der, fordi de er naturlige fænomener, og man kan alligevel ikke lave om på det. Lad hævnen få, hvad den skal have, og den yderste konsekvens er blodhævnen, hvor man endda er forpligtet til at hævne f.eks. drabet på en broder med et nyt drab.
I samfund, som er præget af kristendommen og dermed af tilgivelsens høje status, ser det noget anderledes ud. Også vi giver plads til hævn og har forståelse for hadets realitet, vi dømmer og straffer, men vi indskrænker hævnen mere og problematiserer hadet mere, og vi vender samtidig begge dele på hovedet. En forbryder, der handler i hævngerrig eller hadefuld affekt, får strafnedsættelse. Det er ikke en belønning, der gives, for at have været tro mod menneskenaturen, eller fordi vi har forståelse for, at det nu engang ikke kunne være anderledes. Det er ikke for at give plads til hævn og had. Strafnedsættelsen gives tværtimod, fordi man har været i naturens vold og ikke vidste, hvad man gjorde. Man er uforvarende faldet til tilbage til et mere primitivt stadium, hvad der må være en vis tilgivelse for. Vi skelner endvidere mellem underslæb og rod i regnskaberne, og vi skelner mellem mord og uagtsomt manddrab; det er for at give plads til den smule tilgivelse, der kan udmåles juridisk. Vi tager kort sagt udstrakt hensyn til hensigten i en handling. Det kaldes sindelagsetik.
Sindelagsetikken kommer fra senjødedommen og kristendommen og har med tilgivelse at gøre på to måder. For det første meget direkte, at man fra begyndelsen forsøgte at efterkomme Jesu ord om tilgivelse. Som kristen skulle man vise mildhed og ikke dømme andre, for man var selv en synder under dom. For det andet og nok så vigtigt udspringer sindelagsetikken i Jesu forkyndelse af en dyrt tilkæmpet indsigt i menneskets sind, at tilgivelse er den eneste måde, man kan bryde en voldsspiral på. Det behøver endda ikke at være en voldsspiral, men blot en spiral af surhed, gensidig modarbejdelse, mistillid og andre velkendte sindstilstande. Fordragelighed i nære relationer, fred i familien, venskaber m.m. kan kun eksistere, hvis man bliver i stand til at tilgive hinanden i stedet for at ville lave om på hinanden eller hævne sig og dermed bygge en fast grund under et varigt fjendskab. Den menneskelige natur har udviklet sig meget, men har også en forbløffende konstans. Personlighedens struktur er præget af nogle faste, uforanderlige træk samtidig med alt det, som forandres undervejs i livet; hvis ikke kalder vi det opløsning, upålidelighed eller mangel på personlighed.

Sagen er nu, at tilgivelse er en sådan skabermagt, forbundet med Gud selv, som kan forandre et menneske. Tilgivelse mellem mennesker kan skabe nyt og gør det. Man kan forestille sig en stærk og selvbevidst mand, som en dag beder om tilgivelse for en brøde. Det havde man ikke forestillet og tilgiver man ham, så er det indbyrdes forhold også forandret. Det kan udnyttes kynisk og måske til at få magt over ham, men det er selvfølgelig ikke meningen. Når Jesus tilgav alle og enhver og samtidig var Kristus, Guds søn, så fortæller hans liv, at tilgivelse er en levende, guddommelig magt i tilværelsen, som vil føre og lede os. Hans liv fortæller også, at det ikke sker uden modstand, og at modstanden kommer fra vort eget hjerte, for vi risikerer jo noget. Derfor skal vi også kaldes ind i tilgivelsen. Vi skal høre, at det kun er tilgivelse, som kan forny livet mellem mennesker, for vi kan hverken lave hinanden om eller ændre på historien.

Når tilgivelse har denne høje status, hvorfor kan bespottelse mod Ånden så ikke tilgives? Man må bespotte Gud og Kristus. Det gør ikke noget, men ikke Helligånden? Hvorfor nu denne begrænsning i en tilgivelse, som har evighedens karakter? Fordi ingen mennesker må forholdes tilgivelsens mulighed, heller ikke en selv, og ved at bespotte Helligånden begynder man med at udelukke sig selv. Man nedbryder den kraft, som skal kalde tilgivelse frem mellem mennesker, og man har jo selv brug for den. Man ødelægger den eneste mulighed, for at komme tilbage til livet, hvis man er lukket ude. Det gælder selvfølgelig også i forhold til andre. Selvom ånden altid finder sine veje og skaber, hvor vi ikke selv kan, skal vi ikke stille os aktivt i vejen for den. Man graver sin egen og andres grav.
At Helligånden ikke må bespottes er udtryk for en kolossal befrielse, for dermed har man sagt, at tilgivelsen ikke ligger i vore hænder. Vi slipper for alle vore bestræbelser på at leve op til den tilgivelse, vi ikke har i os. Den skal skabes i os. Vi kan henvise til den ånd, Skaberånden, som er større end ethvert hjerte, påkalde den og bede om, at den vil forme vore hjerter. Vi siger ganske vist af og til, at den og den person kan jeg ikke tilgive. Hvad han gjorde var utilgiveligt. Eller jeg ville aldrig kunne tilgive min kone eller mand eller ven, hvis det og det skete. Det er det modsatte af en bøn om tilgivelse. Det er moralske udsagn og et udtryk for vores sårbarhed, og længere end vores egen sårbarhed og den moral, som skal beskytte den, har vi svært ved at se. Der findes utilgivelige handlinger, og har vi ikke for alvor været i nærheden af dem, så bærer vi alle på skyggen af et gammelt nag, som vi nødigt slipper. Dog, tilgivelsen ser længere.
Selvom vi kan lægge hele vores følelse i sådanne virkelighedsnære udsagn om ikke at tilgive, så må vi altså ikke bespotte Helligånden med dem, hvilket vil sige at stille sig i vejen for en tilgivelse, der baner sig en vej. ’Jeg vil aldrig tilgive min broder, hvad han gjorde’, men sæt nu, man kommer til at gøre det alligevel. Så må man gøre det, og mere end det: Man bør ikke undlade at bede om at kunne gøre det, og lade det ske, som bør sker, hvis det sker. At modsætte sig ville være som at bygge en mur i sit hjerte, det ville være at udelukke sig selv som bærer og budbringer af glædeligt nyt: af tilgivelse. Det ville være at bespotte Helligånden og grave sin egen grav. For ånden nedbryder mure og kaster grave til, for at de levende skal leve.

Amen.