Udskriv denne side

2. pinsedag - 20. maj 2013 i Hammerum og Herning.
Johs. 3,16-21.
283,503 – (42,275) – 491 – 321 – Nadver: 285 v. 3-4 – 309.

I Hammerum og Herning. Johs. 3,16-21.

Salmer: 283,503 – (42,275) – 491 – 321 – Nadver: 285 v. 3-4 – 309.

Vi hørte om de kristne af jødisk herkomst, som undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger, som talte i tunger og lovpriste Gud, altså ytrede sig på samme måde som de jødiske kristne. Og vi hørte apostlen Peters svar, formet som et retorisk spørgsmål, at ingen bør forhindres i at blive døbt, hvis de har fået Helligånden. Her kommer Helligånden altså før dåben. Den synes at være en forudsætning for at kunne blive døbt, hvor man senere i historien synes at lægge vægten på et andet forhold, at man får Helligånden i og med, at man bliver døbt. Således står der et sted i vores nuværende dåbsritual, at den døbte nu er ”genfødt ved vand og Helligånden”. Det betyder, at dåben og Helligånden følges ad.

Hvordan skal det forstås?

Forskellen kommer af to helt forskellige historiske situationer. Da apostlene indefra fik gennembrudt muren til deres egen bevidsthed og derfor blev i stand til at henvende sig til omverdenen, var henvendelsen fra jøder til jøder. Peter og de andre apostle havde formentlig ikke forestillet sig, at deres budskab kunne angå andre end jøderne, eftersom ingen andre folkeslag ventede en Messias. Ingen – bortset lige fra Jesus selv – havde tilsyneladende tænkt den tanke, at frelsen angik andre end jøderne. De første kristne var jøder og opfattede sig selv som sådanne.

Helligånden var imidlertid umuligt at dæmme op for, hørte vi, og slog ned i mennesker med helt andre forudsætninger end jøderne. Det gjorde de kristne jøder skeptiske, og i begyndelsen var endogså apostlene skeptiske. Det ved vi fra en strid mellem Peter og Paulus, hvor Paulus går hårdt i rette med Peter, fordi Peter vil have, at de jødiske skikke, omskærelse, sabbatten m.m. skal overholdes også af de kristne. Paulus vinder i realiteten denne strid, og vi fik da også at høre, at Peter ville døbe hedningerne. Men de skulle altså have fået Helligånden først. Ellers var det ikke muligt at kende forskel på de kristne, og de ikke-kristne. Man kunne ikke blot døbe i flæng. Det ville ødelægge apostlenes anliggende: Deres nyvundne frihed. En forskel på jøder og ikke-jøder blev ophævet, men straks var der en ny mellem de kristne og ikke-kristne, for uden forskelle kan mennesker ikke orientere sig i verden. Og kriteriet måtte blive, hvem der ligesom apostlene selv havde fået Helligånden. At tungetale skulle have været et kriterium for alle er næppe sandsynligt. Tungetalen var blot et markant, ydre udtryk for, at apostlenes forkyndelse havde gjort indtryk på en uomgængelig måde og med tilslutning. På den tid måtte det derfor hedde forkyndelse først og dernæst dåb som en frugt af forkyndelsen.

Langt senere og helt op mod vores egen tid, da barnedåb var blevet almindelig stillede sagen sig anderledes. Den første entusiasme var for længst ovre, forfølgelser fandt sted (og vender i øvrigt med jævne mellemrum tilbage), kristendommen blev statsreligion, den katolske kirke en magtfuld organisation osv. Da alle således blev kristne ved at blive døbt som små børn, hvorved det blev understreget, at troen og ånden er Guds gave til det afmægtige menneske, gav (og giver) det selvfølgelig ikke mening at kræve nogen form for ydre tegn på, at et menneske har fået Helligånden. Dåben selv er tegnet. Tegn og virkelighed følges ad, og det er så, hvad vores dåbsritual afspejler.

Selvom disse to historiske situationer er meget forskellige, kan vi ikke sige, at den ene er sandheden nærmere end den anden. De er begge udtryk for Helligåndens gerning, og hvad den kaldte på på det pågældende tidspunkt og under de givne omstændigheder. Det skal vi til gengæld være meget opmærksomme på. Det udtrykker, hvad vi godt ved, men dog skal bestandig skal mindes om, at Hellighånden ikke lader sig begrænse af vore opfattelser, men virkelig går sine egne veje. Den skaber historie og tager bestik af historien, dvs. hvad mennesker har brug for, og hvad den selv har brug for, for at komme til udtryk.

Det giver nu den konsekvens, at Helligånden kan være overalt, lige meget om der er kirke eller ej, og om der et givet sted findes mennesker, som kalder sig kristne. Konsekvensen passer godt med, at Helligånden er skaberånden, som er overalt, hvor der er liv, kærlighed og sandhed. Den er skabelsens åndedræt, og intet levende er undtaget fra dette åndedræt.

De kristne kan altså ikke gøre krav på Helligånden som deres særlige, eksklusive ånd; det var netop, hvad de første jødekristne var på nippet til, men blev forhindret i. Ånden er ingens ejendom, tværtimod sin egen suveræn. Hvad de kristne har fremfor andre er viden om, at det akkurat forholder sig sådan, og at denne åndens suverænitet, dens frihed, kan udtrykkes i symboler og ritualer som f.eks. barnedåben, og at den jo ikke mindst kommer til fuld udfoldelse i Jesu liv.

De kristne symboler og ritualer udtrykker altså en viden om Helligånden, som man kan lære, ligesom man kan lære alt muligt andet. Men fordi de er udsprunget af Jesu liv, og fordi hans liv erobrede apostlenes hjerte og sind som en udveksling fra menneske til menneske, så kan det ske igen fra menneske til menneske. ”Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne,…” Hvad der én gang er kommet ind i verden eller har foldet sig ud i verden, kan ikke tages ud af den igen. De kristne har derfor den opfattelse, at ritualerne og symbolerne, dåb, nadver, kors, den store billedrigdom m.m. bærer Jesu liv videre som ånd, der også kan erobre os. De kristne ved, hvor de skal søge ånden, og hvor man med sikkerhed kan blive rettelig påvirket af den (med mindre præsten eller menigheden står i vejen, men det er en anden sag), i den kristne gudstjeneste, i kirkerne eller hvor to eller tre er forsamlet i Jesu navn. Men derfor kan den jo også godt være andre steder, skønt ikke hvor som helst.

Hvor der er andre symboler og ritualer eller en gudstjeneste, der direkte strider mod kristendommen eller bekæmper den, er det svært at tro, at Helligånden ikke er fortrængt. Hvor Helligånden forbandes, er synden ifølge Kristus selv så stor, at den er utilgivelig, dvs. Helligånden er væk fordi man derved forholder andre mennesker frihedens eller trøstens eller håbets mulighed. Hvor der er ufrihed, bydes Helligånden trods, men den kan være til stede som trøst til den, som er bragt i ufrihed. Hvor mennesker og dyr nedværdiges bydes Helligånden trods, men kan være til stede som trøst for den nedværdigede. Hvor der kun er had og selvhad, frygt og ingen frimodighed, ingen glæde og intet fællesskab, hvor mennesker ødelægger sig selv og hinanden, er der ingen Helligånd, og dog kan den være til stede selv som et spinkelt håb om at blive bragt ud af sådanne ødelæggelser. Hvor mørket hersker, er der ingen Helligånd som andet end håb om lys, der kan komme os i møde.

Dette håb kan altså leve overalt og under de største trængsler, ja det er endda imponerende, at mennesker kan bevare et håb om udfrielse under de forfærdeligste vilkår. Også dette håb er åndens gerning iblandt os, måske den største. Det passer med, at håbet er den primære, kristelige livsytring i vores kendte tilværelse. Håbet er der altid, om ikke andet da som noget, man kan høre om. Da er det som trænger det sig ind i hjertets mørke, ligesom lyset trænger sig ind på mørket og strålende splitter det ad. At håbe er at blive vendt mod lyset, for ”…den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbaret, at hans gerninger er gjort i Gud.” Håb, sandhed og lys bliver med Pinsen tre uundværlige ord i menneskelige fællesskaber.
Amen.

Dåb og nadver er de to vigtigste ritualer i den kristne kirke. De går tilbage til Kristus selv, blev overdraget til apostlene, og nu har vi fået dem overdraget.

Med dåben bliver man kristen, dvs. man indsættes i Helligånden som livets tegn. Med nadveren understreges det, at håbet er det vigtigste tegn, medens vi lever på jorden, og at nadveren blev givet os, for at håbet kan live op, når det måtte svinde.

Således blev håbet bundet til det daglige livs måltid, brød og vin, så vi dagligt kan vende os mod sandhed og kærlighed.