Udskriv denne side

Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis

I Herning og Gjellerup Valgmenigheder 2008, Matt. 22, 34-46.

Salmer: 745 – 2 – 385 – 54 – 217

At elske Gud af hele sit hjerte, sjæl og sind og at elske sin næste som sig selv kaldes for det dobbelte kærlighedsbud og er det største bud i loven. At det er det største bud i loven betyder ikke, at man nu skal gøre sig ekstra anstrengelser for at overholde det frem for f.eks. spiseforskrifterne i Moseloven eller budet om ikke at begære sin næstes ejendom. Det største bud i loven er betegnelsen for den moralske lov, som al anden lov hviler på. ”På de to bud hviler hele loven og profeterne.” – som Jesus selv siger. Det er udtryk for den kristne moral.

Vi skal lægge godt mærke til, at kærlighedsbudet er dobbelt. Det glemmes ofte. Man hører tit, at kristendom er det samme som at elske sin næste, at næstekærlighedsbudet er essensen af kristendom, men sådan forholdet det sig ikke. Det hører vi umisforståeligt i dag. Den moralske lov i kristendommen er fordringen om at elske både Gud og sin næste endda som sig selv; disse to bud kan ikke skilles ad. Det betyder, at man ikke kan elske sin næste uden også at elske Gud og omvendt, at man
ikke kan elske Gud uden også at elske sin næste. Hvis man hader sin bror, kan man ikke samtidig elske Gud. Eller hvis man frygter et menneske, så elsker man ikke Gud tilstrækkeligt, for der findes ikke frygt i den sande kærlighed. Den sande kærlighed går altid væk fra en selv.

At elske Gud er at give sig hen til hans vilje, som er kærlighed. Det er at gøre hans vilje i verden, hvilke konsekvenser det end måtte have. Fører det til ydmygelse og fattigdom f.eks., må man tage det med. At elske Gud er i enhver situation at være opmærksom på, hvad Gud vil have mig til at gøre i netop denne situation. At leve fuldt ud på denne måde har ingen undtagen Kristus gjort. Lever man således hengivent til Guds vilje, vil det det helt af sig selv komme ens næste til gode. For Gud vil, at man tænker på sin næste før sig selv. Gør man Guds vilje, som er god, så vil ens næste altid stå foran én selv. Også dette kan vi se i Kristus.

Intet menneske er i stand til at leve på denne måde af egen kraft. For det første er verden fuld af uklarhed, så vi dårligt kan skelne Guds vilje fra alle mulige andre viljer. Dette kaldes i kristendommen for synd. For det andet vil vi grundlæggende set ikke stille vores næste foran os selv. Vores hjerte stritter imod. Også dette kaldes synd. Vi kan tydeligt mærke det, og vi har taget konsekvensen af det, idet vi har indrettet os med talrige love og regler, som skal hæmme vores selvudfoldelse og beskytte os mod de andres. Det sker dog af og til, at man virkelig stiller sin næste foran sig selv, fordi man har lyst eller ikke kan lade være, at man altså gør det af et ærligt og godt hjerte, men det er en særlig situation, en undtagelse, som da også bemærkes, hvis det ellers er til at få øje på.

Det oplagte spørgsmål er nu: Hvad i al verden skal vi med det dobbelte kærlighedsbud, hvis ingen er i stand til at gøre derefter? Hvis der er synd overalt, hvad nytter det så? For at kunne besvare det spørgsmål må vi have tre ting på det rene.

Vi kan ikke, for det første og pga. synden, bare gå ud i verden, for at gøre den bedre med budet om næstekærlighed. Det nytter intet som helst, hvis vi ikke er klar over, at vores eget hjerte ofte vil stå os i vejen. Vi kan ikke beslutte os for at ville elske andre mennesker af hjerte, sjæl og sind, for vi vil ikke altid det gode, som vi tror, vi så gerne vil. Det er den store idealistiske fejltagelse, som ligger bag megen velmenende, men mislykket hjælpevirksomhed, en lektie vi vist efterhånden har fået lært.

En beslægtet og nyere misforståelse gør sig imidlertid gældende i den forestilling, at menneskelig identitet er noget, vi selv vælger og skaber, at man vælger at være den og den eller sådan og sådan. Men vi kan ikke lave vort eget hjerte om. Hjertet er skæbne, skønt ikke en uforanderlig skæbne. Med denne indrømmelse, ærlighed i forhold til de faktiske forhold, kan man til gengæld gøre en del gavn og gode gerninger.

For det andet kan skal vi gøre os klart, at der er en anden vilje i verden end vores egen; Guds vilje, som vi skal finde ind i, hvad vi ikke uden videre kan af os selv. Vi kan som en begyndelse stille os åbne overfor, at en sådan vilje findes f.eks. som en kraft i livet. Vi kan have tillid til, at den ikke alene er god, men også stor og almægtig. Det er, hvad vi siger med trosbekendelsens første artikel om Gud, Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi kan kort sagt tro på Guds gode vilje.

For det tredje skal vi gøre os klart, at netop denne vilje har fået det klarest mulige udtryk med Kristus, hvis borgerlige navn var Jesus fra Nazareth. Hans liv viser Guds vilje, som den kan komme til udfoldelse i menneskenes verden, hvor hjerterne kender til synd, hvor vi kender til uafviselig lidenskab, mangel på mod og forstand, der både begrænser vores indsigt og stækker vore hjerter. Det er, hvad vi udtrykker med trosbekendelsens anden artikel, som er den kortest mulige beskrivelse af Jesu skæbne.

Nu kan vi så spørge igen: Hvad i alverden skal vi med det dobbelte kærlighedsbud, hvis ingen er i stand til at gøre derefter? Svaret er, at vi er i stand til at gøre derefter; det vil sige at gøre Guds vilje, men vi skal have del i Jesu liv for at kunne. Hvordan får vi det? Det sker på samme måde, som det skete for disciplene. Ved at være til stede, ved at høre hans historie, ved at stille vore hjerter til rådighed for Jesu ånd. Om den så virker i os og iblandt os er en anden sag. Det håber vi på, og dette håb udtrykkes med trosbekendelsens tredje artikel om Helligånden.

Der et udtryk fra kristendommens tidligste tid, som siger, at vi skal have Helligånden i vore hjerter. Det kan måske lyde lidt fremmed, men det udtrykker sagen meget klart. Helligånden er den ånd, som beherskede Jesu liv fra først til sidst, og den har været i verden siden dens grundlæggelse. Den ånd skal blive vores, men det vil ikke ske fuldt og helt før Dommedag. Indtil da må vi derfor leve i en slags spænding mellem vores egen ånd og Jesu ånd eller mellem Jesu vilje, som er den samme som Guds vilje, og så vores egen vilje.

Vore hjerter er da blevet en kampplads, hvor mindst to viljer strides om herredømmet. Når vores egen vilje svækkes eller trænges tilbage, så kan Guds vilje vinde frem, og så vil vi det også blive til gavn og glæde, ja i bedste fald til kærlighed over for vores næste. Eller vores egen vilje kan falde sammen med Guds vilje, kortvarigt måske og uden vi selv opdager, men det kan ske. Også da vil det vil være til gavn for vores næste. Guds vilje gør vores egen vilje mindre og vort hjerte større, så næsten indtager den vigtigste plads uden at blive til Gud.

Det giver selvfølgelig anledning til en hel del tvivl og overvejelser. Hvis vilje er mit eget hjerte behersket af? Det giver anledning til selvransagelse og måske anfægtelser, om man nu har været langt fra Guds vilje, om man kun har tænkt på sig selv; det giver anledning til at være ærlig i forhold til sine egne motiver. Og alt dette både tvivl, selvransagelse, anfægtelser og ærlighed er således en følge af den kristne tro, men ikke en del af troen selv.

Alene ved at høre om det dobbelte kærlighedsbud og tro på at Kristus opfyldte budet således, at ånden fra hans liv kunne spredes til alle andre mennesker og erobre deres hjerter, ligesom Kristi hjerte var erobret af Guds vilje, virker det dobbelte kærlighedsbud. Det sætter sine spor iblandt os. Endda på flere måder. Det dobbelte kærlighedsbud virker i kraft af Helligånden, så vi virkelig kan gøre godt, og næstekærligheden altid vil være en mulighed, blot hersker vi ikke over den. Den er åndens gerning i vore hjerter.

Det dobbelte kærlighedsbud virker endvidere på den måde, at det tvinger os til selvransagelse og ærlighed og dermed til kritik både af os selv og af andre. Det har vi i den grad taget til os, at vi har gjort kritik og selvkritik til moralske dyder. Man skal f.eks. kunne indrømme en fejl og sige undskyld også til et menneske med en i situationen lavere status end selv; eller endnu sværere til et menneske, som er lige med en selv.
Vi må sluttelig vende tilbage til troen. Vores tro retter sig mod, at det dobbelte kærlighedsbud i kraft af Jesu ånd, han formulerede det og levede det, har virkelig betydning. Verden ville være en anden uden dette bud, og vore hjerter ville nogle andre ting. At vi gang på gang falder ud af Kristi ånd og dermed fjerner os fra det dobbelte kærlighedsbud betyder i vores sammenhæng blot, at vi så må høre det igen og igen. For Gud vil kun bruge ånd til at kalde på os og kalde vore hjerter til orden.

Hermed er vi nået frem til den sidste bemærkning. Når det dobbelte kærlighedsbud forbindes så tæt med Jesu skæbne, og når vi ser på og hører om hans liv, så vil der naturligt være visse ting, vi skal undlade at gøre. Der er handlinger, som må stride imod budet om at elske Gud og sin næste som sig selv; f.eks. at undlade at hjælpe et menneske i nød. Hvad det nærmere er, ved vi fra samvittigheden, som er en kristen samvittighed. Men hvad nu hvis man nyligt er blevet kristen og er vokset op med f.eks. en anden religion? Har man så ikke fået en anden samvittighed? Jo, det har man, men den vil forandre sig, idet man bliver kristen. Det menneskelige hjerte er foranderligt. Skæbner er foranderlige. Afgørende bliver det derfor, hvilke forandringer hjertet udsættes for, dvs. hvilken ånd, som erobrer det. Kristi ånd vil lære et menneske at elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sit sind, og sin næste som sig selv. Resten er konsekvenser af det forhold.

Amen