Udskriv denne side

Prædiken til 1. søndag i fasten
d. 17. februar 2013

I Hammerum og Herning Valgmenighedskirker, Matt.4,1-11.

Salmer: 496 – 2 dåb i Hammerum - 609 - (644) – 336 – Nadver: 498 v. 5-6 - 598

At falde for en fristelse er noget af det mest almindelige, som findes. Det er så banalt, at man næsten kvier sig ved at tale om det, og dog taler vi netop meget om det; at vi spiste et stykke kage for meget, drak en snaps for meget, sagde for meget, blev for længe og bad om for meget. Fristelser falder vi for hele tiden. Det er som om, de ligger på lur alle vegne og vil os noget ondt. Derfor finder vi det endda nødvendig at tale om dem, ja vi har ret til det, når vi hele tiden skal forholde os til fristelser og helst ikke falde for dem. Af samme grund kalder vi også fristeren for den onde selv eller Djævelen. Fristelser fører på afveje, ned ad slisken mod det onde, vil vi være tilbøjelige til at sige.

Men tænk dernæst på, hvad livet ville være uden. Hvis man aldrig var fristet af noget, ville man være et menneske uden lidenskab, og et menneske uden lidenskab kan ikke binde sig til noget, ja kan i sidste ende ikke interessere sig for sit eget liv eller andre mennesker. Man skal helst kunne falde for en fristelse, adskillige endda; det hører med til at bevæge sig fremad i livet og at løbe en risiko på vegne af sine følelser. Hvis vi aldrig gjorde det, ville livet være uden overraskelser; ingen ville tage chancer, og der ville ikke ske meget hverken i ydre eller indre forstand. Tænk blot på hvor mange børn, der ikke ville være blevet født, hvis vi aldrig faldt for en fristelse. At falde for en fristelse er at sige ja til noget, og intet menneske kan bevæge sig gennem livet alene ved at sige nej. Fristelser er til, for at vi har noget og nogen at falde for.

Så positivt bruger vi normalt ikke udtrykket ’at falde for en fristelse’, men det gør vi i dag, for vi skal gøre os bekendt med udtrykkets tvetydighed: at falde er både godt og ondt.

Hvad vinder vi ved at fremhæve denne tvetydighed?

Vi henvises til at se nøgternt på vores egen lidenskab. Hvad er det, vi vil hver især? Hvad er mit hjertes lyst eller dets nødvendighed? Det kan være uhyre svært at svare på uden videre, eller hvis man bliver spurgt i almindelighed. Men man ved det, hvis man bliver fristet! I en fristelse kan et menneskes lidenskab komme til klarhed om sig selv. Når man bliver fristet til at gøre eller sige et eller andet, så ved man netop, hvad man vil, nemlig hvad man er fristet til. Det er ikke sikkert, man gør det, men man ved, hvad hjertet vil. Har man f.eks. lyst til at sige et andet menneske sandheden råt for usødet, så er det i situationen, hvad man vil, hvad fristelsen kalder frem, men det er jo ikke sikkert, man falder for netop denne fristelse.

Hvad hjertet vil, og at hjertet kommer til klarhed i en fristelse, er hvad syndefaldsberetningen handler om. Vi plejer at sige, at syndefaldet er, at Adam og Eva spiser af kundskabens træ. Det er rigtig nok en synd, men ikke den første. Syndefaldet er, at Adam og Eva overhovedet lader sig friste, at Eva med hjertet lytter til slangen, og at Adam med hjertet lytter til den faldne Eva. Fristelsen afslører, hvad de gerne vil. Syndefaldet er, at de har lyst til at spise af træet, at hjertet vil noget andet, end hvad Gud har nedlagt i det. Hjertet falder og derpå spiser de af træet, som er den næste synd. Hjertet vil spise, og så gør de det. To synder lige efter hinanden. Da hjertet falder opdager Adam og Eva (måske kun drømmende i begyndelsen), at der bor både godt og ondt i dem. Da de spiser, afprøver de det onde: Hvad kan det mon føre med sig?

Da de er jaget ud af Paradiset, er de ikke blevet kun onde mennesker. De udfolder nu både godt og ondt; de er kommet til et sted, jordens liv, hvor de aldrig undslipper denne tvetydighed, som ikke kun gælder de ydre handlinger, hvor det kan være uhyre svært at vælge det gode, fordi det altid trækker det onde med sig. Det oplagte eksempel er at gå i krig, for at bekæmpe en ond og grusom fjende. Det kan man kun gøre effektivt ved selv at gøre brug af det onde. At bevare freden kan nødvendiggøre krigen.

Tvetydigheden gælder også det indre, altså vore motiver for at gøre det ene og det andet. Når vi gør noget, er det så af godhed eller blot for at fremstå som gode mennesker, eller har vi et helt tredje motiv, en gammel mosters arv f.eks.?

At gøre sig denne tvetydighed bevidst er det samme som at prøve at være ærlig overfor sig selv og overfor Gud. Det kaldes i kristendommen syndsbevidsthed, og samvittigheden er en god og nødvendig vejleder i syndens verden, hvor den ikke kan undværes (slet ikke den dårlige). Uden syndsbevidsthed kan vi gøre meget skade. Og man får et falsk billede af, hvem man selv – og alle de andre – er.

På den anden side kan man også hænge fast i syndsbevidsthed og dårlig samvittighed. Man kan tænke for meget over den, plage sig selv med den. Den kan være lammende, så man intet får udrettet og bliver en byrde for sine omgivelser.

Det er disse til tider tunge vanskeligheder med lidenskabens tvetydighed, at den er både god og ond, Kristus vil frelse os fra. Ikke ved at fritage os fra tvetydigheden, for den er nu engang blevet denne verdens modus. Ikke ved at eliminere lidenskaben, for uden lidenskab falder vores verden fra hinanden.

Hvor menneskelig lidenskab kommer fra er en gåde, som ingen kan opløse. Vi kan ikke se dens allerførste tilblivelse, og kan derfor heller ikke lave om på den, dvs. få hjertet til at ville noget andet. Det vil nu engang, hvad det vil, selvom det selvfølgelig langt fra kan få sin vilje altid. Vi skal altså ikke falde for den fristelse at forsøge at lave os selv om. Det er vi fri for, og det er, hvad Kristus vil frelse os fra. Djævelen forsøger at få Kristus til at være en anden, end han er. Djævelen taler til den tvetydige lidenskab, som Kristus må kende som menneske, og at den derfor må være også hans skæbne, men det lykkes ikke. Kristus forbliver sig selv, og det skal alle vi andre også.

For det andet er frelsen, at vi lærer at lægge tvetydigheden til side som bekymring, altså at vi ikke lader os trække ned af den. Det kaldes i kristendommen frimodighed. Det er ikke det samme som at være ligeglad med godt og ondt, men frimodigheden går på, at vi ikke kan tage højde for alle mulige forhold, og hvad andre måtte mene om os og vore motiver. Vi ved godt, at vi ofte har blandede motiver. Vi ved godt, at lidenskaben er tvetydig, men vi kan heller aldrig komme til bunds i eller slippe fri af nogen af delene. Frimodighed er svaret. Frimodighed er den jordiske parallel til hjertets uskyld i Paradiset, og den vil Kristus give os.

Kristus overvinder ikke Djævelens fristelser ved, at alle de herligheder, han får tilbudt, forsvinder fra jorden, så de er væk og ikke længere er fristende. Kristus laver ikke verden om, så brødet ikke betyder noget, fordi brødet desværre kun fås ved hårdt arbejde og slid, som svækker menneskets moralske modstandskraft. Han tilintetgør ikke byer, fordi det er den eneste måde at modstå deres mange fristelser på. Han tryller ikke magten væk fra de menneskelige forhold, fordi magt korrumperer.

Han skaber derimod en anden virkelighed midt i alle disse fristelser, fordi han står imod. Det er hans bedrift, som er gået ind i vores historie. Herfra har vi fået den som den ånd, som vi skal lære at trække vejret med. Fordi Kristus modstod Djævelen i ørkenen kunne han give den ånd videre, hvormed han gjorde det; kun hvad man selv bærer på, kan man give videre til andre. Disciplene fik den ånd at bære, som skulle gøre dem til, hvad de skulle være: Frimodige mennesker. Hvad de fik, gav de videre til os. De afsatte mærker i historien, og disse mærker sidder i os. Vi skal blot opdage dem.

Amen.

Nadveren er til for at give os to ting. Vi skal lære om vores egen synd, at vores lidenskab er både god og ond, og at vi ikke kan vriste os fri af dette forhold. Således sagde Jesus til disciplene, at de ville svigte ham, selvom de elskede ham.
Dernæst skal vi lære at være frimodige trods denne tvetydighed. Kristi ånd vil lære os at gøre det rette; den vil give os en historie, hvor vi er drevet af håb.
Dette får vi med nadveren som det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så vi kan leve frimodigt hver dag.
Amen.