Udskriv denne side

Prædiken til 15. s. e. trin d. 16. sept. 2012
 

I Hammerum og Herning Valgmenighedskirker, Lukas 10,38-42.

Salmer: 402 – (672) – 400 - 411,229 – Nadver: 472 - 11

 
Hvorfor har Maria valgt den gode del? Det spørgsmål kan betyde to ting. Det kan for det første handle om Marias motiv til at gøre, som hun gør. Og det kan for det andet handle om, hvad den gode del er, som Maria har valgt.

Marias motiv hører vi ikke noget om. Så det må vel være det andet, altså hvad den gode del består i, som spørgsmålet er rettet mod. Så enkelt er det ikke. Den gode del er i ydre forstand at høre på, hvad Jesus siger, hvad han kalder et menneske til, men hvad er det, som får Maria til at vælge rigtigt? Hvad er det for en impuls i hendes sind, som fortæller, hvad det rigtige er og dernæst sætter hende i stand til at gøre det? Impulsen kommer fra Jesus, ligesom det er Jesus, som binder hendes hengivenhed og vedblivende får hende til at lytte, medens Martha skramler med potter og pander i køkkenet. Både Marias motiv og hendes handlekraft, at hun kan gøre det rigtige, har samme kilde.

Hermed er dette simple, at Maria sætter sig ned og lytter, pludselig blevet mere komplekst. Det er stadig en enkel handling at lytte til, hvad Jesus siger, men det er ikke enkelt at holde sammen på, hvad der går forud, hvad der sker, medens man lytter, og hvad der er sket, når man rejser sig igen, for måske at gå tilbage til køkkenet.

Det er et under, som finder sted, troens under, som Maria altså er klar over, at hun skal reagere rigtigt på. At reagere rigtigt er at stille sig til rådighed, og det gør hun. Vi skal tillige med hende forstå, at et sådant under vil rykke et menneske ud af dets vante rutiner, og at man føres et andet sted hen, nemlig dér hvor Jesus er. Det behøver ikke at være langt; det kan være fra køkkenet og ind i stuen, og det behøver heller ikke at være lang tid; det kan være så længe, det tager at gøre maden klar eller endnu kortere. Sjæleligt er det imidlertid langt, fordi man føres eller skubbes over i en anden virkelighed, troens virkelighed.

Lad os se lidt nærmere på den. Jesus er troen i levende live. Overalt hvor han kom frem, gjorde han indtryk og trak spor efter sig. Nogle blev helbredt, nogle blev afsløret, nogle fik mad, nogle fik nyt at høre. Reaktionerne var mange, men alle undrede sig, og ingen kunne ryste indtrykket af sig. Alle dem, der ikke tog direkte afstand eller blev fjendtlige – i NT er standardudtrykket forargelse – fik et troens mærke i sindet, som ikke kunne vaskes ud. Det kunne heller ikke glemmes, ikke engang holdes nede. Det rumsterede i hjertet og påvirkede altså de pågældende i længere eller kortere tid. Nogle af disse mennesker kunne ikke lade være med at følge efter Jesus, hvor han gik og stod. Andre vendte tilbage til deres arbejde, men måtte opsøge ham igen, for at finde ud af, hvad der var sket med dem. Nogle var bare glade for at være blevet helbredt; de glemte alt om Jesus og ville hellere fejre deres nye liv. Alle er de imidlertid mærket af troen, også selvom de ikke selv ville kalde det tro. De er mærket af Jesu tro, som er hans liv; alle er de forandrede lidt eller meget, om de tager det alvorligt eller ej.

Hvordan troen bliver til i et menneske, og hvorfor noget gør indtryk kan vi ikke sige noget væsentligt om. Det er – som sagt – et under, og det er stort set, hvad vi kan sige. Men vi kan altså godt sige lidt mere om virkningerne, troens mærker i alle disse skikkelser fra NT, fra kirkehistorien og fra vores egen tilværelse, hvis vi ellers kigger ordentligt efter. Hvis man f.eks. kan huske, at et eller andet fra Jesu historie har gjort indtryk – fra en time i bibelhistorie, fra en lærer, som var god til at fortælle, hvis man har et billede af den fortabte søn i hovedet eller af Maria, som lytter til Jesus, så er dette et troens mærke i sindet, hvad der end måtte være af følelser forbundet med det.

Følger vi denne tanke lidt videre, vil vi se, at troen kan kalde en uoverskuelig mængde af forskellige følelser frem i et menneske. Hører man lignelsen om den barmhjertige samaritaner og får dårlig samvittighed over ikke at have hjulpet sin nabo, så er det et troens mærke. Bliver man let om hjertet af at høre, at faderen tager imod den fortabte søn, så er lettelsen et troens mærke. Lever man sig intenst ind i beretningen om, hvordan Jesus fristes af Djævelen, så er spændingen og intensiteten, gruen og glæden over Jesu standhaftighed, et troens mærke. Ikke hele troen, men en facet af den, ikke troens varige fylde, men et løfte om at denne fylde findes, og et vidnesbyrd om, hvor stor troen er, og hvor stort et under den er.

Troen er på denne måde objektiv, for så vidt som Jesu liv, hans person og virksomhed, var et objektivt eksisterende fænomen. Fænomenet eksisterer stadig i form af vores trosbekendelse, som vi derfor også skal høre med objektive øren, dvs. uden at tænke på, om vi nu også mener en hel masse med det.

Når vi bekender troen siger vi ja til, at Jesu historie har sat og vil sætte mærker i vores sind, og vi har lov til at kalde disse mærker for tro, også selvom de skulle være meget små og forbundet med stærk tvivl. Vores egen, personlige tro skal så at sige vokse ud af disse mærker i sindet, men først skal de sættes. Fordi vi ikke kan bekende vores tro ved i konkret forstand at være sammen med Jesus, sådan som vi er sammen med hinanden, så gør vi hans historie nærværende med trosbekendelsen og påkalder dens tilstedeværelse med bønner og sang. Det gør vi, for at blive påvirkede af det, vi selv siger i Jesu navn, for at hans historie skal sætte mærker i hjertet og blive en del af vores egen historie.

Hvordan kan det dog ske, vil mange nok spørge? Jeg mærker ingenting. Jeg er den samme i dag som i går, intet væsentligt har forandret sig fra jeg sagde og hørte trosbekendelsen og til et par timer senere bortset fra, at jeg er blevet sulten. Hvordan det kan ske, kan vi ikke svare på. Det er netop troens under, men at det sker, kan vi aldrig opgive uden at opgive at være kristne mennesker og fornægte den kaldelse, som udspringer af dåben.

Her kommer Maria tilbage i historien som et menneske, der har sans for nødvendigheden af at lade sig påvirke, at lade troens under ske, når det nu engang har meldt sig for hende, om hun så må tåle sin søsters vrede og tilsyneladende ikke får andet end larm og ballade ud af det, og så måske lidt ros fra Jesus. Da Jesus kommer ind i søstrenes hus og Maria sætter sig ved hans fødder, for at lytte, følger hun en impuls, som Jesus selv har kaldt frem i hende. Hun kunne have strittet imod, men overgiver sig altså. Hun er kaldet, og snart må hun selv begynde at kalde andre; hun kunne begynde med sin søster Marta.

Nu kunne man sige, at Maria er et forbillede; i så fald et lille ét. Hun gør det rigtige, men det kræver oftest mere at være et forbillede end at tåle sin søsters vrede. Er det ikke en lille pris at betale for at gøre det rigtige? Det kan være, men det kan vi ikke dømme om, og det er ikke vigtigt. Det vigtige er forbilledligt set, at Maria befinder sig i en fuldstændig ordinær, dagligdags situation, hvor de små ting kan betyde meget. Også her er troens mærke vigtig; eller heller ikke her må vi ignorere, hvad Jesu tro kalder frem i os, ikke i entréen, ikke i køkkenets røg og damp. Når der kaldes, skal vi høre, og det kan være hvor som helst når som helst. Åndens veje er uransagelige, hedder det jo, men for at forstå og anerkende denne mangfoldighed, at troen bliver til, når og hvor Gud vil, at vi kan blive mærkede bagom vore egne hensigter og anliggender, så må vi det mindste først have hørt om Gud, om hans søn Jesus Kristus og Helligånden.

Fortællingen om Martha og Maria er et godt sted at begynde. Den kan enhver forstå. Alle der har en bror eller søster, alle der kender nogen, som har en bror eller søster, kender også til skænderier og surhed, fornærmelse og skadefryd over, hvem der skal lave hvad hvornår, hvis tur det var i går, og jeg har lige gjort det! Lad det ligge og genkald dig i stedet fortællingen om Martha og Marie, følg Maria ud i køkkenet, hvor hun nu skal kalde på Martha f.eks. ved at sige: ”Smut du ind og hør på, så gør jeg færdigt her. Bagefter tager vi kapperne på, går ud og fortæller alle naboerne, hvad vi har hørt, at en ny måde at være menneske på er ved at blive til.”

Amen.

Med nadveren kaldes vi til Kristus, eller vi mindes om, at vi allerede er kaldede i dåben. I den forstand er nadveren et mindemåltid, men det er mere end det.
Som kaldede, der er udsat for Jesu tro og fortsat gerne vil være det, er nadveren vores støtte. Når vi er i tvivl om, hvad sand menneskelighed er, når et håb visner, når vi ikke kan finde ud af, hvad vi er kaldede til, har vi nadveren.
Den er det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så vi hver dag kan bringes i Marias position, dvs. lytte os ind i troen, og hvad den kalder os til.

Amen.