Udskriv denne side

Prædiken til 17. s. e. trin. d. 12. oktober 2014
I Herning og Gjellerup Valgmenighedskirker
 

Markus 2,14-22.

Salmer: 3 – (31) – 302 – 674 – Nadver: 467 v.7-9 – 318. Dåb i Hammerum (pige), dåb i Herning (dreng).

Gentagne gange i NT hører vi om Jesus, at han talte med myndighed. Det gjorde hans modstandere ikke, forstås, og Jesu myndighed blev gang på gang sat op i modsætning til først og fremmest farisæernes, dog uden at vi får ret meget mere at vide. Det er som om Jesu myndighed ikke behøver at forklares. Den er der bare som et højst virksomt faktum. Det er som om, den kommer fra et fremmed og ukendt sted, og alligevel er den så stærk og indtryksfuld, at alle må undres. Ingen kan afvise den.

Nogle tager afstand, men det er netop fordi, de ikke vil påvirkes af hans myndighed; de vil ikke ind under den. Det vil føre for meget med sig. Det føles som en undergravning af deres identitet og af det fællesskab, de indgår i. De vil skulle lægge deres liv om, og det gør man kun af hård nødvendighed, og ikke blot fordi nogen siger det.

Andre stod måbende tilbage og vidste ikke om de herefter skulle til højre eller venstre, og fandt de ikke ud af det, så står de der endnu. Andre igen blev ramt af hans myndighed som af et slag som nu f.eks. tolderen Levi, som rejste sig og fulgte Jesus på hans befaling. Hvad Levi følte og tænkte, om han havde sine grunde, om han følte fornedrelsen ved at være tolder, om hans sociale liv lå i ruiner, fordi han tjente penge ved besættelsesmagtens hjælp, hører vi ikke et ord om. Det vigtige er, at han uden videre følger Jesus og dermed giver sig ind under hans myndighed.

Hvad er det da for en myndighed?

Det første vi skal vide er, at intet menneske kan udøve myndighed uden selv at være underlagt myndighed. Man må stå i tjeneste hos nogen eller noget, for at kunne udøve myndighed. Det behøver ikke at være en ophøjet sag eller en ædel personligheds tjeneste. Det kan være magt for magtens skyld eller penge, men så er det altså magt eller penge, man påkalder sig, for at legitimere, at man gør, som man gør. Det er så almindeligt som noget, men det skaffer sjældent tilhængere, og derfor opfinder vi ofte ædlere formål eller leder efter et, for at kunne udøve myndighed. Man kan naturligvis også blive grebet af et højere formål. Vi skal blot forstå, at man ingen myndighed har alene i kraft af sig selv.

Det næste vi skal vide er, at man skal kende sig selv forholdsvis godt for at kunne udøve myndighed. Det kræver en vis erfaring eller i det mindste villighed til at gøre nye erfaringer. Man skal kende noget til sine egne grænser, ellers kan man ikke sætte grænser op for andre. Man skal med vægt kunne sige til og fra, så det kan høres og stå inde for disse svar med sin krop og sit eget sprog. Man skal være sikker på sine egne grænser, hvem man er og ikke er, og dermed også anerkende alt det, der ligger udenfor en selv, på den anden side af grænserne. Det meste af det skal man være åben for i den forstand, at det kan bryde ind i ens eget liv og altså også flytte grænser. Grænserne er forudsætningen for åbenhed for det nye og fremmede.

Når man kender sine egne grænser og skal sætte nogen for andre, kan man gøre det ’venligt, men bestemt’, som vi siger og helst vil have det. Men de kan også sættes usikkert og frygtsomt, og det skaber ofte aggression og afvisning, ja fjendskab. Kender man sig selv og sine grænser, er man langt bedre i stand til at forstå, at man kan have brug for det, der ligger udenfor en selv, det som kan flytte grænser. Det kalder vi rummelighed, og jo større rummelighed, jo større myndighed.

Herfra kan vi vende tilbage og spørge, hvad det er for en myndighed, Jesus har?

At han havde en myndighed over sig er indlysende. Han talte om sin Fader i Himlen, Gud og hans rige, som han selv var kommet for at udbrede på jorden. Dengang var der ingen, som anfægtede Guds eksistens, som det siden skete i moderne tid, en tid, som vi igen er på vej ud af. Vi taler friere om Gud igen, men afgjort på end anden måde end tidligere, dvs. uden magi og uden at vi skal ofre til ham, for at holde ham i ro, og uden at vi skal gøre særlige tjenester eller handlinger. Det har den moderne fornuft gjort kål på.

I dag kan vi tale om Gud som ånd, dvs. Gud som den skaberkraft, der altid er i stand til at give et menneske mere af sig selv, end dette menneske lige nu har adgang til. Gud er den ’udvidende magt’ i livet, som ethvert menneske må forholde sig modtagende til, og som ingen kan overskue eller forføje over. Her hjælper ingen strategi, ingen planlægning, ingen formel myndighed af nogen art. Her gælder alene åbenhed for, at Gud handler med et menneske, forvandler hjertet. Gud er ånd, som det også hedder i NT, og ånd er en aktiv virkelighed, som handler med os.

Om Jesus kendte sine egne grænser er knap så indlysende, fordi han overfor andre mennesker hele tiden optræder som om, de ikke er de. Han er Guds søn og er for ikke begrænset af noget menneskeligt. Det var jo netop, hvad hans modstandere reagere så kraftigt på, så at de ikke ville vide af hans myndighed; de måtte skærme sig mod den, fordi de blev bange for, hvad der kunne være på den anden side af de grænser, Jesus nedbrød.

Dog er der et par fortællinger eller især én, hvor Jesus prøver sine egne grænser af og for alvor opdager, at han er Guds søn, nemlig hvor han fristes af Djævelen og siger nej til ham. Rigtigere er det at sige, at Djævelen forsøger at sætte de normale grænser op for Jesu myndighed, at den skal tjene magt, penge og storhed, og at Jesus i stedet begynder sit virke med at blive stillet i Guds tjeneste. Hans myndighed angår ikke noget bestemt, strategisk, formålstjenligt i denne verden. Tværtimod vil den nedbryde de grænser, magt, penge og storhed sætter og altså de grænser, som alverdens ting sætter for os. Jesus kender derfor til grænser, og han kender til at overskride dem.

Nu skal vi ikke drage den slutning, at vi ikke skal respektere andres og vore egne grænser. Dog skal vi forstå, at vores egen virkelighed også er alt det, der ligger udenfor vore egne grænser, og at denne virkelighed kan bryde ind over os og dermed flytte de grænser, vi kender. Det er Gud eller ånden, som bryder igennem til os og dermed skaber en forvandling af et menneske (hvis det altså ikke er Djævelen). Det kan være pludseligt som i Levi’s tilfælde. Og det kan være langsomt som i mange andre tilfælde. Hurtigt eller langsomt, - i begge tilfælde er det den sande næstekærlighed, der åbnes for, den som kan give sig hen til et andet menneskes for dette menneskes skyld.

Når et sådant gennembrud har fundet sted, er man en anden, end man var før, og man kan ikke vende tilbage til, hvor man kom fra. Forvandlingen er uigenkaldelig, ligesom børn, der uigenkaldeligt forlader de stadier, de passerer mod modenhed og individualitet. Derfor siger Jesus, at man ikke kan sy en ny lap på gammel klædning eller fylde ung vin på gamle lædersække.

Jesu myndighed har altså den karakter, at den afslører de grænser, vi lever bag og ofte gerne gemmer os bag. Samtidig bliver de nedbrudt, for at nogle nye kan opstå. Men har man én gang oplevet, at grænserne falder, og har man én gang oplevet, at det kan have med kærlighed at gøre, så vil man trygt se frem til, at det kan ske igen, ja så vil man håbe på, at ånden igen er aktivt på færde, så øjne og øren bliver nye, og hjertet rummeligt.

Det er denne myndige ånd, Jesus kalder Levi med. Den er altid tilstede, hvor Jesu navn forkyndes eller påkaldes eller blot siges. Den er tilstede, hvor historien fortælles i al sin enkelhed, og historien om Levi hører til de allerenkleste og allerkorteste i NT: ”Følg mig!” Og han rejste sig og fulgte ham.

Amen.

 

Med nadveren erklærer vi os villige til at høre, hvor Levi ikke havde noget valg. Fordi vi lever i eftervirkningerne af Levis kaldelse, må vi drage den samme konsekvens på en anden måde end han.
Det vidste Jesus, og derfor gav han os nadveren, som op gennem alle generationer kan give os den samme ånd, som Levi fik.
Derfor skal vi holde fast i nadveren som det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så vi hver dag kan høre åndens ”Følg mig!” – og gøre derefter.

Amen.