Udskriv denne side

Prædiken til 19. s. e. trin. d. 11. oktober 2015
I Herning og Gjellerup Valgmenighedskirker
 

Markus 2,1-12.

Salmer: 732 - (42) - 300 - 493 – Nadver: 467 v.7-9 – 598.

Jesus er for en kort bemærkning vendt tilbage til sin hjemegn, Galilæa, til den vigtigste by Kapernaum, hvor der er mange mennesker. Det vækker opsigt, at han er kommet, for rygterne om hans virksomhed er tilsyneladende allerede løbet vidt omkring; folk stimler sammen for at se og høre, allerede inden Jesus har sagt eller gjort noget. Og de får syn for sagn. Jesus må siges at leve op til forventningerne. Han helbreder en lam mand, endda under så særlige omstændigheder, der kunne glæde enhver journalist; den lamme fires ned gennem taget til Jesus pga. de mange mennesker. Det er en god historie. De fire bærere af den lamme og måske den lamme selv udviser en fantasi og viljefasthed, som vist må være passende for et møde med en stor mand eller endda Guds søn.

Så vidt så godt. Men inde i huset, hvor mange ifølge sagens natur ikke kan være til stede, går det ikke helt som forventeligt. Det opsigtsvækkende ved begivenheden får en anden karakter; den forskydes fra at være en ydre, spektakulær handling, en slags cirkushelbredelse, til at være noget næsten intimt. Den bliver et anliggende for mennesker, som har noget på spil, nemlig den lamme og de mennesker, som er nærværende, som kan føle, se og høre tæt på. Da den lamme er blevet helbredt og forlader huset som en fri mand og ”for øjnene af dem alle sammen”, vækker han selvfølgelig opsigt igen. Det får folk til at lovprise Gud, for aldrig har de da set noget lignende. Det er en fuldt berettiget lovprisning, ja den helt rigtige reaktion på det, som de mange mennesker nu ser, for en mand er gået fra at være bundet og forkrøblet til at være fri og rørig. Men selve begivenheden er de mange nysgerrige på afstand af.

Vi skal imidlertid med ind i huset, helt tæt på, for bedre at kunne forstå, hvad der sker. Jesus knytter tilgivelse og helbredelse helt tæt sammen. Han gør det til det samme. Den kraft hvormed mennesker skal lære at tilgive sig selv og hinanden er den samme, som kan helbrede. Tilgivelse og helbredelse er ét, og er det samme som den kraft, der har skabt verden og opretholder alt levende. Den er hjertets første hektiske puls i fosteret, og den er barnets første åndedrag som nyfødt, et stort under kort sagt, som Jesus ophøjer til at være et altomfattende forhold i tilværelsen.

Det er ganske uventet og skaber, som vi kan høre, skepsis og forargelse blandt nogle skriftkloge. Det er bespottelse af Gud, at tilgivelsen ikke koster noget, siger de i virkeligheden, at Jesus uden videre deler ud af den, som var han Gud selv. Nu er Jesus Gud selv, så tydeligt som det er muligt at udtrykke det guddommelige på jorden og blandt mennesker, men det har hverken skepsis eller forargelse forstået. Jesus er virkelig udfordrende, men det er en pointe, som de skeptiske og forargede i huset skulle tage til sig, at han ikke blot siger, at tilgivelse og helbredelse er det sammen; han viser det med sin handling.

Tilgivelse er altså en kraft i menneskers tilværelse, som vi gør vel i at agte på. Gør vi ikke det, lukker vi os selv ude fra Gud, siger vi i kirken, hvor vi ubesværet tager sprogets største ord i anvendelse, men det er et faktum, som enhver kan erfare, ja vel næppe undgår at erfare. Har man været i en konflikt, stor eller lille, med et menneske, og er man voksen nok til at have accepteret, at man ikke kan lave hverken sig selv eller andre mennesker om, så er tilgivelse den eneste måde at nærme sig hinanden på. Man kan endda opleve, at man presses til at tilgive, ikke af andre, heller ikke af ønsket om at være et godt menneske, men fordi hjertet går sine egne veje. Hjertet har brug for at kunne give eller modtage tilgivelse, det har sin egen orden, og det kan mærkes.

Et humoristisk eksempel på dette fandt sted engang for mange år siden, da to mænd havde besluttet at lægge en tredje på is, fordi han havde kvajet sig og åbenbart på en skadevoldende måde. De to var vrede og stålsatte. Da de noget tid senere var sammen ved et selskab og den tredje mod forventning viste sig også at være dér, spurgte den første mand den anden: ”Sig mig, hvorfor er det nu, vi er så vrede på hr. Nielsen?” Da den anden heller ikke kunne huske det, brød de begge ud i latter. Tilgivelsen havde for længst gjort sin gerning bag om ryggen på dem. Hjertet havde fundet sin egen vej.

Et andet og noget tungere eksempel kunne være alkoholikeren, der igen og igen bliver tilgivet af sin kone. Han lover bod og bedring, og hun tror på ham hver gang, ikke fordi hun er hverken dum eller naiv, men fordi hun umuligt kan leve i afstand til ham. Tilgivelsen baner sig vej. Hun har selv brug for at tilgive ham og have det fællesskab, som det giver, for det er sandere, bedre, kærligere at leve i hjertets åbenhed end det modsatte. Den indrømmelse må vi alle gøre.

I behandlingen af alkoholikere opererer man med et begreb, som kaldes ’medafhængighed’. Det er betegnelsen, som gælder alkoholikerens nærmeste, som netop bærer over, tilgiver og hele tiden forsøger at samle stumperne af det fælles liv op. Medafhængighed er, som enhver kan høre, ikke nogen god ting og står i vejen for helbredelse. Derfor skal de medafhængige erkende deres medafhængighed, ligesom alkoholikeren skal erkende sin alkoholisme. Det er første og vigtigste skridt på helbredelsen vej. Det betyder, at den tilgivende hustru skal holde op med at tilgive, lære at være ligeglad og lade manden sejle sin egen, alkoholiserede sø, indtil han selv opdager, hvad han er i færd med at ødelægge, indtil han når sin bund, som det hedder.

At modsige hjertets trang til tilgivelse er imidlertid uhyre svært. Man skal sætte sig op til det, og de fleste kan ikke, før det kommer af sig selv, dvs. før forholdet er så slidt, at det reelt er uopretteligt ødelagt. Det er ensbetydende med, at der ikke er mere tilgivelse tilbage, og derfor går mange ægteskaber med alkoholproblemer i opløsning, men ofte først efter en lang, alt for lang og for venner og familie uforståelig periode af krise på krise.

Disse to eksempler fortæller ikke så lidt om, at tilgivelse er skabelsens egen kraft, reelt udenfor vort herredømme, og hvor svært vi har ved at omgås den rigtigt. Vi kan godt øve os i tilgivelse. Det vil sige, at vi kan beslutte os for mod vore egne følelser at tilgive et andet menneske, og vi har ritualer, der støtter en sådan ydre tilgivelse. Vi giver hånd og viser, at vi ikke længere ønsker at være vrede. Vi tager imod en undskyldning og opdrager vore børn til, at så er alt i orden. Vi angrer offentligt eller ansigt til ansigt, og igen lærer vi vore børn, hvor vigtigt det at kunne sige undskyld.

Disse ydre udtryk for tilgivelse er uhyre vigtige, netop fordi vi ikke kan bestemme, hvilke følelser hjertet er behersket af, og fordi vi tror på, at sådanne ydre tegn vil påvirke hjertet. I det øjeblik vi af formelle, ydre grunde siger, at vi tilgiver et andet menneske, er der håb om, at vore egne ord slår indad. I det øjeblik vi formelt og i det ydre tager imod et andet menneskes undskyldning, skønt hjertet stadig stritter lidt imod, udtrykker vi samtidig et formelt håb om, at undskyldningen vil kalde en indvendig tilgivelse frem.

Vi kan sige: ”Jeg tilgiver hende aldrig!” Men en dag måske mange år senere opdager man, at det er sket alligevel. Vi kan sige: ”Jeg vil så gerne tilgive!” uden nogensinde at nå dertil.

Med fortællingen om den indendørs helbredelse af en lam mand i Kapernaum giver Jesus tilgivelse eller ’syndernes forladelse’ den allerhøjeste status. Den er Guds kraft iblandt os, og han viser, at den samler sig et sted, hvor mennesker er tæt på hinanden og derfra bevæger sig ud i verden, svarende til bevægelsen, som den lamme gennemlever: udefra, ind i huset og ud igen.

Til sidst hører det med, at tilgivelse altid følges af syndsbevidsthed. Vi kan ikke undgå at lære vores egen synd at kende. Syndernes forladelse kaster selvfølgelig lys på synden. Synd er det kristne udtryk for, at verden og mennesket er behæftet med fejl og mangler, som vi lider under, at der findes ondskab og dæmoni, som vi selv har lod og del i, at vi forskanser os i frygt og holder på os selv, lider af angst, at vi har svært ved at ville det gode, at selv den bedste handling kaster en skygge, og at alt har en bagside. Synd er en samlebetegnelse for alt dette, og dermed ikke noget, vi kan vælge fra eller træne os ud af.

Men tilgivelsen er større end synden, det første og det vigtigste, for det er her den skabende kraft findes. Den kan vi bede om, og hvad vi beder vores himmelske Fader om, skal vi få, siger Jesus et andet sted. Med bøn og lovprisning kan vi anbringe os i den rette, modtagende position, når vi skal stå i underets tjeneste, skabelsens og tilgivelsens og helbredelsens under.

Amen.

Jesus lagde sin tilgivelse, syndernes forladelse, ind i nadveren, før disciplene vidste, de havde brug for den.

Det skete, for at de ikke fortvivlet skulle komme i tanke om at præstere den selv, men modtage den fra Gud og beskytte tilgivelsen i ritualer og ydre tegn.

Som ritual fik vi nadveren, det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så at vi hver dag kan møde tilgivelsens ånd, bede om at ’aflægge det gamle menneske og fornyes i sind og ånd’.

Amen.