Udskriv denne side

Nedenfor finder du 2 prædikener fra pinsen.

 

Prædiken Pinsedag d. 9-6-19
i Herning og Hammerum Valgmenighedskirker

Johs. 14,22-31.

Salmer: 290 – (299) – 282 – 291 – Nadver: 304 – 725.

Hvad er Helligånd?

Lad os begynde med at svare på, hvad ånd er? Ordet ånd er beslægtet med ’at ånde’ og alene ud fra dette slægtskab kan vi sige, at ånd er det, som skaber liv i os og iblandt os. Uden ånde intet liv. Ånden er livgivende. Ånd er dog også en magt, der behersker sindet, og som vi ikke uden videre og måske kun med en kraftanstrengelse kan sætte os ud over. Vi kan oversætte ordet ’ånd’ til stemning eller atmosfære, og derved komme en forståelse lidt nærmere.

Vi ved, at sindet altid er stemt. Vi er altid i et humør af en eller anden slags. Det kan være et så almindeligt humør, at vi knapt bemærker det, men det er der jo alligevel. Atmosfæren ved et selskab kan være let, en stemning tung. Vi kan mærke anspændelsen hos andre, hvis den er der, og vi kan registrere, at vores egen stemning påvirker andre. Et menneske kan sprede glæde med sit gode humør og det modsatte med et dårligt humør.

Der kan være gode forklaringer på de mange stemninger, et menneske kan være i: Sorg, tab, modgang, succes, fremgang, sans for de små glæder, men hvad stemning eller ånd i sit inderste væsen er, kan vi ikke forklare. Vi kan føle og registrere åndens virkelighed, ja den kan endda være så stærk, at vi ligesom disciplene taler om visioner eller åbenbaringer, men vi kan ikke komme bagom disse erfaringer. De sætter sig igennem i egen ret og findes uafviseligt, uden at vores fornuft kan komme med en forklaring. Vi må som førhen ty til billedsprog, for at kunne sige noget om ånden. De gamle talte om Guds ånd, som svævede over verdensdybet, altså billedsprog.

Vi har troet på, at naturvidenskaben ville afskaffe billedsproget. Det tror vi ikke længere på, og vi er måske ved at forstå, at de gamle har mere ret end de selv kunne ane, når de talte om Guds ånd, der svævede over vandene. Måske er vi ved at erobre dette billede tilbage igen, men på nye betingelser, dvs. netop ved at gå ad naturvidenskabens omvej. Skabelsesberetningen i GT er ikke bogstaveligt sand, men billedet af Guds ånd, som svævede over verdensdybet, kan godt flugte med moderne naturvidenskabelig erkendelse.

Lad os høre seneste nyt fra naturvidenskaben:
Vi ved, at der i universet må findes såkaldt ’mørkt stof’. Dette stof udgør et stort mysterium, for man kan ikke sanse det. Det må være der ifølge alle beregninger, men det er usynligt og lyset passerer lige igennem det og uden at oplyse det. Derfor kaldes mørkt stof. Dette usynlige stof er endda betingelsen for alt andet i universet. Det holder sammen på alt det bestående, lige fra støv til menneskets åndedrag. Var dette stof ikke i universet, fandtes universet ikke. Alt det synlige fødes af dette usynlige stof.

Endnu mere forunderligt og gådefuldt bliver det, hvis man forsøger at efterligne denne fødsel fra usynligt til synligt stof på en computer, kodet med alt, hvad vi ved. Så viser det sig, at det usynlige stof, som føder alt det synlige, har samme struktur og ligner de neuronbaner, sammenhængende hjerneceller, som vi bruger til at erkende universet med. (DKT, maj 2019).

Lad os kalde dette usynlige stof for ånd! Da kan vi se to ting for os.

For det første at naturvidenskab, fornuftens tale, og religionen, åndens tale, vil mødes en dag i fremtiden.

For det andet at ånd og bevidsthed hænger nøje sammen, dog således, at ånden altid er meget større end bevidstheden. Bevidstheden er et aftryk af ånden i mindre målestok. Der er mere ånd i og omkring et menneske, end der er bevidsthed. Det kan vi se af den simple kendsgerning, at vi f.eks. kan være urolige, men vi ved ikke for hvad. Pludselig eller langsomt kan denne følelse af uro komme til klarhed om sig selv; den bliver bevidst for os, og vi kan sige, hvad vi er urolige for. Det kan endda hjælpe på uroen, at man kommer til bevidsthed om den. Det er i hvert fald forudsætningen for at kunne gøre noget ved den.

Nu kan vi billedligt sige, at et menneske består af både legeme, sjæl (psyke) og altså ånd. Legemet volder os ingen vanskeligheder lige i dagens sammenhæng. Psyken kan vi beskrive som et menneskes indvendige arkitektur. Vores psyke har en bestemt opbygning, som vi delvist er født med. Vi kan forestille os det indvendige af en stor bygning, fuld af søjler, stræbepiller, søjler, trapper vinduer, og hvordan man i øvrigt kan se det indre af et hus eller et slot for sig. Noget af huset kan være bygget forkert, perfekt er det aldrig, noget er skævt, og det kan f.eks. ytre sig som sygdom eller en brist. Noget har taget skade undervejs, visse steder er loftet måske faldet ned. Alt sammen er det psyken eller sjælen, vores indre hus, som tillige er fyldt med dunkle rum, kældre og ukendte loftskamre.

Igennem dette indre hus strømmer så en luftning, en vind, som på forunderlig vis skaber liv og stemning huset, og denne luftning er ånden, skaberånden, som blæser hvorhen den vil og kommer et ukendt sted fra. Men den er lige så virkelig som både legeme og sjæl, og den kan endda skubbe til og eventuelt reparere den indvendige arkitektur, psyken.

Det betyder, at det ikke er hjernen eller psyken, som skaber ånden, og hjernen skaber ikke ånd og bevidsthed i kraft af sig selv. Hjernen er snarere et organ, modtager af bevidsthed, hvad hjernen så kan være mere eller mindre god til og mere eller mindre trænet i. Legeme og sjæl kan således fyldes af ånd, mangle eller længes efter ånd; et menneske kan blive erobret eller endda besat af både god og dårlig ånd. Vi er altid underlagt en eller anden ånds virkelighed, og ånden skubber hele tiden på for at gøre os til dem, vi skal blive. Uden ånd ingen individualitet. Ånd er en slags overmagt, og det gælder selvfølgelig om, at denne overmagt ikke er Satan selv, altså en ond ånd.

Det er her Helligånden kommer ind i billedet – eller måske skulle vi nu sige: ind i huset. Helligånden er selvfølgelig Guds gode, skabende ånd, men den er ikke bare en ’feel good’ ånd. Den er, hvad vi kunne kalde en krævende nådegave. Bliver man opløftet eller blot en smule præget af Helligånden, da får man, overordnet sagt, mere mod på at være den, man er og kan blive til; man bliver også gladere for det, og man får et skærpet blik og et bedre hjertelag for sin næste ve og vel. Men Helligånden er også sandhedens ånd. Det vil sige, at man samtidig kommer til at stifte bekendtskab med sine mørke sider, synden kalder vi det, og ikke alene det, men f.eks. også at man med sit ønske om at være god, kan gøre meget skade. Hos Paulus hedder det et berømt sted, at man gør det onde, man ikke vil, men det gode, man vil, gør man ikke. Den slags erkendelser hører med til at blive et individ, og der er virkelig mange af den slags erkendelser. Man udsættes for det ene dilemma efter det andet, for man opdager alt det hos sig selv, som gør verden tvetydig, og man skal leve og foretage sine valg i denne tvetydighed.

Når Helligånden suser gennem løvet, ind i sjælens hus, slår vinduerne op og blæser støvet ud, kan det derfor føles som en fremmed ånd, der indtager huset. Der er den ejendommelighed ved Helligånden, at selvom den er Guds skabende ånd, der svævede over verdensdybet fra begyndelsen, det usynlige stof, hvoraf alt er skabt, og selvom vi har talrige vidnesbyrd om, at den er kærlig, ja kærligheden selv, så passer den ikke fuldstændig til verden. Den kan endda være aldeles hjemløs i verden og blandt mennesker, selvom de altså trækker vejret og er skabte væsener. Det har vi f.eks. set, når en større gruppe eller et helt samfund gribes af en ond ånd, senest Islamisk Stat, der myrdede løs efter forgodtbefindende. Vi kan altså fjerne os fra Helligånden.

På grund af denne manglende konformitet med verden, kan Helligånden derfor føles som om den er fremmed og farlig, en trussel mod det velkendte, og mødet med Helligånden kan være rystende. Det var f.eks., hvad de dæmonbesatte råbte op om, når Jesus nærmede sig. At opdage Helligånden, som altid allerede er til stede, kan altså være krævende. Disciplene sagde til alle, der gad høre på dem efter at de havde opdaget Helligånden, at det gjaldt om at opsøge dette nåderige og krævende møde.

Hvad skal vi da gøre?

Vi skal opsøge dette møde, bede om at få Helligånden i hjertet, og bagefter skal vi bede om at kunne holde ud. Vi skal lovprise Gud og bede om at kende hans skabende ånd på rette vis, stole på at vi selv bliver påvirkede af at bede til Gud om at få Hans ånd i hjertet. Vi skal have vort sind rettet mod det levende, beskytte det og forstå vores slægtskab med dyr og planter og samtidig vokse i ånd og kærlighed.

Det er alt sammen meget store ord, vi ved det godt, men netop med Helligånden kan vi komme i kontakt med det største, som et menneske kan få adgang til: Gud eller Jesus Kristus i os, Helligåndens gerning.

Amen.

Da Jesus pegede på sig selv som Guds søn sagde han: I mig er Guds skabende ånd til stede, så intenst, så ufravigeligt, så tydeligt, at jeg må vise det frem og give det videre. Derfor er jeg Kristus, Guds søn.

En af måderne at give sig selv videre på var at lægge ånden ned i nadveren. Når vi modtager nadveren, liver ånden op, for at kunne erobre vore hjerter. Den vil bringe os ud af os selv, for at vi kan komme nærmere os selv. Den lærer os at se på os selv udefra, så vi med nye øjne kan se indefra, hver dag hvad enten vi er unge eller gamle.

Netop derfor er nadveren det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed.

Amen

 

Prædiken 2. pinsedag d. 10-6-19
i Herning Valgmenighedskirke

Johs. 3, 16-21.

Salmer: 723 – 294 – 309 – 307 – Nadver: 304 – 303, 311.

Det er velkendt, at pinsen er den mest ’ukendte’ af vore tre store højtider, og mange tøver, hvis de bliver spurgt om, hvorfor vi holder pinse. At pinsen er Helligåndens fest, er uklart for mange, måske fordi disse mange føler sig usikre på fænomenet Helligånd, måske fordi pinsen er kort og lokker med sommerlighed, måske fordi man er lukket inde i en materialistisk anskuelse af tilværelsen. Dog er pinsen ikke mindre vigtig end jul og påske. Den er intet mindre end forudsætningen for, at kristendommen ikke forblev en lukket jødiske sekt, og at Jesu Kristi historie blev begyndelsen på en helt ny epoke i menneskets historie, en epoke, hvor udviklingen af det enkelte menneske blev central i kraft af netop fænomenet ånd. I tiden omkring den første pinse havde man længe vidst, at mennesket er et åndeligt væsen; men det var nyt, at denne ånd skulle udvikle sig og forandre menneskenes forhold til hinanden. Ikke alene skulle menneskene udvikle sig, også menneskenes historie skulle udvikle sig i kraft af ånd, og åndens indhold skulle blive frihed, sandhed og kærlighed. Disse tre skulle menneskene lære at se som de vigtigste kræfter i deres fælles tilværelse.

Det begyndte med det meget bemærkelsesværdige pinseunder, hvor folk af meget forskellig slags og på forskellige sprog kunne tale sammen og forstå hinanden, og som derfor også har fået sin egen beretning, ophøjet til en mytologisk begivenhed, fortalt i mytologisk sprog.

Af pinseunderet fremgår det, at Helligånden ikke er begrænset af menneskenes sprog, af vores oprindelse, af vore evner og heller ikke af de mange fordomme, som de folkelige og individuelle forskelle på mennesker altid giver anledning til. Disse jordgroede, folkelige forskelle i form af især sprog, sædvane og jura kan vi ikke uden videre se bort fra. Det er forsøgt mange gange i vores historie og endda under inspiration fra kristendommen, men det går galt hver gang. Det fører til undertrykkelse, stridigheder og krig. Men ovenover de folkelige eller kulturelle forskelle, og nedenunder for så vidt som Helligånden er den samme som skaberånden, er der altså adgang til en fælles menneskelig ånd, som er i stand til, at skabe et nyt og større fællesskab for alle, der vil være med uanset, hvem de er og hvor de kommer fra. Helligånden vil skabe en fælles menneskelighed, der ikke udsletter de folkelige forskelle, men vil dreje dem hen mod frihed, sandhed og kærlighed på både russisk, arabisk, finsk og dansk. Og heri består fællesskabet, at mennesker på hhv. russisk, arabisk, finsk og dansk, altså på deres egne betingelser bliver i stand til at se sig selv og hinanden i lyset af frihed, sandhed og kærlighed. I bedste fald må enhver da sige: Ingen undertrykkelse af noget eller nogen, lad mennesker vokse i frihed. Ingen løgne i magtens tjeneste, intet bedrag for egen fordels skyld, lad mennesker vokse i sandhed og endelig: Hav alle sanser rettet mod kærligheden. Glem den aldrig i kampen for frihed og sandhed.

I tiden efter pinseunderet, som vi liturgisk set betræder med 2. pinsedag og dermed allerede er i fuld gang med, fik det en meget tydelig og håndfast konsekvens, som vi også kan spore i evangelierne om Jesu historie: Helligånden overskrider så at sige sig selv og stadfæster det forhold, at såvel det enkelte individ som vores fælles historie skal udvikle sig. Som vi hørte, spørger apostlen Peter retorisk, hvorfor ’disse mennesker’, altså ikke jøder, ikke skulle kunne blive døbt, når nu de har fået Helligånden? Hvorefter han døber dem i Jesu navn.

Forinden har Peter haft en vision, hvor en dug dalede ned til ham fra Himlen med alverdens lækkerier, som han ikke måtte spise pga. de jødiske spiseregler om ren og uren mad. Peter afslår at spise, idet han henviser til, at han sandelig ikke vil overtræde nogen regler, men en stemme fra Himlen befaler ham tre gange at spise. Da opdager Peter – og med Jesu ord i erindring, gætter jeg på – at det ikke er, hvad der går ind i et mennesker, der er urent, men hvad der går ud af et menneske. Der findes ikke uren mad i religiøs forstand, og der findes ingen urene mennesker i religiøs forstand. Peter kan ligesom Jesus sidde til bords med alle.

På en konkret og tydelig måde er to vigtige forudsætninger for menneskehedens fællesskab hermed kommet til udtryk.

Først at alle kan modtage Helligånden, dvs. alle kan blive døbt, hvis de selv vil, og hvis de er indforstået med at udsætte sig for Helligåndens virkning og dermed undergive sig en individuel udvikling i netop åndens navn: Ikke hvad de selv i livet, men hvad Helligånden vil have dem til at gøre i livet.

Dernæst at der ingen mennesker er, som man ikke kan dele måltid med! Mener vi virkelig det? Ingen? – og en række af historiens sataniske personligheder træder frem for vort indre blik og måske en enkelt eller to fra privatlivet, som har gjort os så ondt, at et måltid og et gensyn kun vil føre til had og forbitrelse.

Svaret er radikalt: Der findes ingen mennesker, som vi ikke kan dele måltid med!

Til daglig og i praksis kan vi ikke leve op til denne fordring. Vi bliver nødt til og af mange hensyn, både nødvendige, moralske, smålige, politiske og omdømmemæssige hensyn at undlade at dele måltid med nogle. Det er i virkeligheden ret få mennesker, vi på denne måde lægger afstand til, men vi kan altså blive nødt til at sige: ”Ved dette bord, sammen med dette menneske løfter jeg ikke kniv og gaffel eller hæver mit glas!”.

Dog, har vi hørt om Helligånden, pinseunderet og Peters vision og efterfølgende tale og dåben af de mange hedninger, og er man selv døbt, så siger vi sætningen som en udfordring af samvittigheden. Så føler vi godt, at vi – måske – er på vej ind i en konflikt med Helligånden. Forbeholdet, det lille ’måske’, skyldes, at det jo kan være den anden, vedkommende man ikke vil dele måltid med, som virkelig har noget at lære. Det behøver ikke altid at være én selv, skønt Helligånden altid minder os om Jesu ord fra Bjergprædikenen, hvorfor man ser bjælken i sin broders øje og ikke splinten i sit eget.

Denne samvittighedskonflikt, hvem vi evt. ikke vil spise sammen med, er Helligåndens værk. En sådan konflikt er med til at gøre os til individer. Vi ved, at konflikter udvikler et menneske, at anfægtelser modner, for derved bliver et menneske i bedste fald og i højere grad sig selv. Moralen rykker ind i et menneske, og sker det for tilstrækkelig mange, bevæger kulturen sig fra en såkaldt regeletik til en såkaldt sindelagsetik. Her er det ikke tilstrækkeligt at overholde ydre regler, for at kunne være tilfreds med sig og måske endda pudse sin glorie; man må have samvittigheden med og en god samvittighed er simpelthen den pudsede glorie, om så andre kan se den eller ej!

På baggrund af nogle konkrete begivenheder, fortalt i skriftet Apostlenes Gerninger, pinseunderet, at der kan findes en fælles menneskelig forståelse midt i alle de folkelige forskelle samt Peters vision om maden, hans tale og dåbspraksis, bliver det lettere at forstå, hvad evangelisten Johannes mener med følgende, abstrakte ord fra sit evangelium, som er blevet meget berømte: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Således som vi lige har hørt om pinseunderet og apostlen Peter, elskede Gud verden. At vi ikke skal fortabes betyder, at Helligånden vil udvikle os, hvis vi ellers vil lade os udvikle og ikke stritter imod med, hvad vi nu har at stritte imod med. At vi skal have evigt liv betyder, at denne udvikling ikke standses af døden. Den fortsætter, selvom døden er individets grænse. Hvad Helligånden er hinsides døden, kan vi ikke vide, men vær nu blot åben for noget, så må Helligånden tage ansvaret for resten.

At stille sig under Helligåndens varetægt er både let og svært. Det er let, og det skal være let, at slå ud med armene, således åbne sig og sige: ”Før mig!” Det er let at sige: ”Jeg er rede til at lytte”, og denne lethed skal man benytte sig af. Intet skal være sværere, end det naturligt er. Men det kan være svært at acceptere, hvad man hører om sig selv og andre, når man erklærer sig rede til at lytte. Det kan være svært at lade sig føre ad mørke og ukendte veje og i tillid til, at det er rigtigt, dvs. i tro på Gud. Men det er nu engang individets vej, - en vej gennem det folkelige fællesskab mod endnu et fællesskab, der forener alle folkeslag i Jesu Kristi navn, dvs. defineret af sandhed, frihed og kærlighed.

Amen.

Nadveren indstifter det fællesskab mellem mennesker, som ligger udover det folkelige fællesskab eller andre menneskeskabte fællesskaber.

Vi kalder også nadveren for syndernes fællesskab. Vi er her sammen med alle de andre mangelfulde, begrænsede, søgende, tvivlrådige og bekymrede mennesker, om vi kender dem eller ej, forstår dem eller ej.

Begynder vi med synden, kan vi alle se begyndelsen på det fællesskab, som er større end alle andre, dvs. et fællesskab af individer.

Dette fællesskab kalder nadveren os ind til i kraft af det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så vi hver dag kan være sammen om at være individer.

Amen.