Udskriv denne side

Prædiken til 13. s. e. trin. d. 6. september 2009
Forsættelse til "Om kirkerydningen på Nørrebro"

 

I Hammerum og Herning Valgmenighedskirker, Lukas 10,23-37

Salmer: 739 – (391) – 52 – 27 – (164,4-5) – 598

 

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er om noget blevet sindbilledet på opfattelsen af den kristne næstekærlighed. ”Gå du hen og gør ligeså!”, siger Jesus og det lyder som en ret simpel opfordring. Når den så sammenholdes med andre opfordringer til at hjælpe tørstige og sultne, har man tilsyneladende opskriften på den kristne næstekærlighed. Sådan bliver den ofte forstået, og det forekommer da også nærliggende, ikke mindst fordi næstekærligheden faktisk kan ytre sig på den måde, som den barmhjertige samaritaner viser. Han opfylder buddet om næstekærlighed.

Ikke desto mindre går det galt, hvis vi eller andre vil legitimere vore handlinger med næstekærligheden og dermed med samaritaneren. Selvom den barmhjertige samaritaner handler næstekærligt, er det ikke så ligetil at lægge sig efter hans handling. Skal en handling fortjene navnet ’næstekærlig’, skal der mere til end blot ydre foretagsomhed eller gode hensigter, og vil vi ikke vide af dette ’mere end’, kommer vi hurtigt i ret store vanskeligheder.

Interessemodsætninger og blindhed
Vil man eksempelvis føre politik direkte på buddet om næstekærlighed, vil man hurtigt blive fanget i interessemodsætninger. Man kommer til at prioritere mellem den, der skal hjælpes; man må vælge og docere sin næstekærlighed i form af forskellige bevillinger. Man bliver nødt til at lave beregninger, og der vil selvfølgelig komme overvejelser, om det nu også er klogt, hvad man næstekærligt har i sinde, om det er muligt at formulere en lov, der ikke undergaver andre forhold osv. Så er man allerede ret langt fra samaritanerens konkrete indsats, at han uden mange overvejelser og bagtanker gjorde det fornødne i situationen. Den barmhjertige samaritaner fungerer ikke så godt som forbillede, hvis man står og skal hjælpe mange, eller endnu værre: Hvis man bliver nødt til at hjælpe nogle på andres bekostning, hvilket ikke er særlig ualmindeligt.

At føre politik direkte på buddet om næstekærlighed kan desuden medføre, at man bliver blind overfor, at der i politik altid er interessemodsætninger. Optændt af samaritaneren som ideal, vil man gerne gøre godt, og man ser målet uden at ænse vejen, man må gå. I så fald er man måske et sympatisk menneske, men en naiv politiker.

Hinandens næste
At lignelsen har haft en stor betydning for vores kristne samvittighed, at den har inspireret til både konkret lovgivning og politisk engagement er en kendsgerning, der har bragt meget godt med sig. Det er imidlertid ikke det samme som at have lignelsen som ophøjet norm for næstekærligheden.

For at anerkende det, må vi forstå dette ’mere end’, vi omtalte før. Vi må have endnu en side af næstekærligheden med. Den findes i lignelsen, endda på et centralt sted, men overhøres ofte. Jesus spørger den lovkyndige, som har fået ham til at fortælle lignelsen, hvem ”den mands næste var, der faldt iblandt røvere?” – ifølge den gamle oversættelse. Det er her samaritaneren, der får en næste og ham, der får en lejlighed til at gøre godt, og ikke bare den forslåede i vejgrøften, som bliver hjulpet. Den gamle oversættelse er bedst, fordi den giver plads til, at den forslåede og samaritaneren kan blive hinandens næste i én og samme bevægelse. Den nye oversættelse fokuserer på dette sted entydigt på manden i grøften.

Hvorfor nu dette lille stykke filologi? Fordi det med den gamle oversættelse kommer frem, at næstekærligheden har karakter af en gave. Kærligheden er ikke blot noget, der kommer den trængende til gavn, men er også god for den, som udfører den næstekærlige handling. Ikke fordi han dermed får ros og måske endda en præmie for selvopofrelse, men fordi han er opfyldt af Guds vilje og derfor gør den gode gerning. Næstekærlighed som gave er noget, der hænder for et menneske, en vilje, som tager bolig i hjertet, og som kommer fra Gud. Og bor denne vilje i et menneske, kan man slet ikke undgå at gøre gode gerninger. Martin Luther siger: ”Påkald Gud, sig Ham tak, forkynd, lovpris og bekend Gud. Gør vel imod din næste og tjen ham. Pas dit arbejde. Dette er virkelig gode gerninger, der strømmer frem af troen og stammer fra glæden i hjertet over, at vi har syndernes forladelse uforskyldt gennem Kristus.”
(Gal.kom.1,190).

Næstekærlighedens kilde
Herfra udspringer også samaritanerens gode gerning, også selvom han måske slet ikke var en religiøs mand, der lovpriste Gud, men blot en forbipasserende, som passede sit arbejde. Han gjorde vel imod sin næste fordi, han i et eller andet omfang havde tro og glæde i hjertet, hvad han måske slet ikke havde tænkt nærmere over. Han kunne ikke lade være med at hjælpe i situationen og måtte derfor gøre noget. Havde der ligget ti i vejgrøften, havde han ikke kunnet klare det selv. Han havde selvfølgelig måttet reagere på sit hjertes tilskyndelse, men det havde været noget ganske andet og langt vanskeligere fordi, han havde været nødt til at overtale andre til at hjælpe; og så er der allerede andre motiver og et mudret billede i forhold til den kilde, som næstekærligheden skal springe af, for fuldt at fortjene sit navn.


Vi skal endvidere have med, at det er en lovkyndig, som giver Jesus anledning til at fortælle lignelsen. Den lovkyndige spørger, hvordan han kan få evigt liv. Jesus svarer med et modspørgsmål: ”Hvad står der i loven?” Den lovkyndige svarer naturligvis rigtigt, og Jesus siger, at han da skal elske Gud og sin næste som loven foreskriver. Den lovkyndige ville imidlertid retfærdiggøre sig, dvs. han ville have mulighed for at kunne opfylde loven og dermed gøre sig færdig med den. Han ville have en slags opskrift på det evige liv, så han var sikret, uden at besvære med flere tanker om den sag.

Da er det, Jesus svarer ved at fortælle Lignelsen om den barmhjertige Samaritaner. Og vi ved nu fra lignelsen, at en sådan opskrift på det evige liv ikke findes. Jesus henviser til Gud, som skaber barmhjertighed i samaritanerens bryst, den magt, der får dette til at ske, og som ikke er disponibel for vore hensigter. Gerningerne begynder med troen, hvis de er næstekærlige. Troen er en mægtig kraft i mennesket, Guds tilstedeværelse, og altså ikke det samme som en formodning om Guds eksistens eller et overbevisende billede af hans væsen. Troen er en kraft, endnu en gave, der tager bolig i mennesket. Men hvordan troen er til stede og hvilke handlinger, den vil føre til, kan ikke lægges fast. Ja der kan i virkeligheden ikke siges forfærdelig meget entydigt om det. Samaritanerens barmhjertighed i situationen er ét eksempel fremført over for en mand, der for det første prøvede at sikre sig mod Guds retfærdighed ved at gøre den lille, og som for det andet ikke kunne drømme om, at netop en samaritaner skulle være den, der gjorde det rigtige.

Alt dette spiller med i lignelsen, altså en eksempelfortælling i en ganske bestemt situation, hvor den lovkyndige skal have at vide, at den form for sikkerhed, han efterspørger, ikke kan gives. Han må endda høre på, at de to, der gik forud for samaritaneren, præsten og levitten, gode jøder i deres gode ret til at gøre som de gjorde, for loven gjaldt kun blandt jøderne, ikke gjorde det rigtige. De havde ikke tro nok, eller de troede forkert, idet de mente at have deres på det tørre. De havde ikke øre for, at der blev kaldt på dem. Dermed stillede de sig også udenfor troens kraft, og at det er troen, der fører et menneske og ikke et menneske, der fører sig frem med sin tro. Samaritaneren derimod gjorde Guds gerning, fordi den blev gjort i tro, og så vil der altid komme noget godt ud af det.

Indbegrebet af sand kristendom?
Vores problem med Lignelsen om den barmhjertige Samaritaner er den status, den har fået. Den fremstår i dag som indbegrebet af sand kristendom. Lignelsen om den barmhjertige Samaritaner er simpelthen kristendommen, synes mange, den brede offentlighed, at mene. Lige så lidt som den kan trækkes ud af kristendommen, lige så lidt kan den bære at være det hele. En af dens modpoler er Bjergprædikenen, hvor Jesus radikaliserer loven og gør det umuligt for et menneske at opfylde den. Hvis man begærer en andens hustru det mindste f.eks., så har man allerede bedrevet hor. En anden modpol er lignelsen om den rige yngling, som skulle sælge alt, give det til de fattige, følge Jesus, for at få del i Guds rige.

Jesus problematiserer altså, at vi tankeløst går ud i verden og gør gode gerninger, dvs. uden at tænke på, at næstekærligheden skabes af Gud i et menneske, og at denne betingelse er den første for, at der overhovedet kan være tale om næstekærlighed. Det skal naturligvis ikke få os til at undlade at tænke barmhjertigheden med i alle forhold, at vi skal kunne lade nåde gå for ret, at vi skal opdrage samvittighederne til at kende til barmhjertighed. Det betyder, at barmhjertigheden til dagen og vejen skal være en del af vores kristne, sunde fornuft.

Hvad dét er, diskuterer vi i øjeblikket lidenskabeligt. Og ja, jeg tænker igen på irakernes sag, som nu har taget en ganske anden drejning. Nu er spørgsmålet ikke om misbrug af kirkerummet og en kristelig helt uholdbar påstand om kirkerummets hellighed. Nu er spørgsmålet, om irakerne har fået en rimelig behandling (ikke nødvendigvis næstekærlig), om det er klogt at skjule dem under stor mediebevågenhed, og om samvittigheden i forhold til loven. Her må hver enkelt netop handle, som situationen byder. Her må man opveje lov og samvittighed mod hinanden, hvis de skulle være i modstrid. Her bliver ansvaret konkret og personligt.

Amen

 

Læs tidligere prædikener
her i arkivet.