Udskriv denne side

Allehelgensdag d. 4. november 2012
 

I Hammerum og Herning Valgmenighedskirker, Matt.5,1-12.

Salmer: 402 – (549,357) – 571 - 38 – Nadver: 555,8-9 - 598

Allehelgensdag har fået stigende betydning igennem de seneste 20-25 år. Selvom den er kirkeårets sidste store festdag, har den netop som festdag været hyllet i det mørke, som november er fuld af. Efterhånden som det moderne liv satte sig igennem og forældede både omgangsformer, livsmønstre, overleverede erfaringer og de ting, vi omgiver os med, efterhånden som historien blev noget, vi skulle frigøre os fra i stedet for at føre videre, blev også Allehelgen mindre betydningsfuld. Altså lige indtil for ca. 20-25 år siden. Der begyndte at komme lys på gravene, flere lys ved gudstjenesterne og mere samling om de dødes betydning for de levende. Fortiden fik sin røst tilbage.

Det skyldes selvfølgelig, at nogle gamle menneskelige erfaringer har indhentet os. Et menneskes erindring betyder meget for dette menneskes nutid; tilsvarende betyder historien meget for en kulturs muligheder og begrænsninger. Fortiden bringer vi med os på godt og ondt. Det vigtige er at bringe sig i det rigtige forhold til den i stedet for at forsøge at undslippe. Hvilke spor var lagt ud, før jeg blev født? Hvor var jeg i stand til at vælge, og hvor blev jeg ført som af en usynlig hånd? Det hjælper de døde os med at finde ud af, idet vi tænker på, hvad vi fik af dem, som nu er gået bort. Vel rider de døde hurtigt og har ikke mere at skulle have sagt. Men helt tavse og stumme er de ikke. Hvad, de var, har sat mærker i os og skulle helst befordre vores egen taknemmelighed over at være til. Vores forsøg på at frigøre os fra al historie giver ikke mening, når vi kan føle taknemmelighed over, hvad de døde gav os, og når vi gerne vil give den samme taknemmelighed videre til dem, som skal begrave os.

Der er nok desværre endnu en grund til Allehelgens voksende betydning. Vi har brug for at modsige, at døden i stigende grad bliver en sag, der skal ekspederes og derfor har sin rationelle gang som enhver anden sag. Af økonomiske grunde indføres mere industriel kremering, mange ad gangen, kunne man forleden læse i avisen, og rustvogne indrettes tilsvarende til at køre med flere kister ad gangen. I Tyskland blev en sådan rustvogn med tolv kister med døde mennesker stjålet, og kisterne efterladt i en skov. Ligeledes i Tyskland giver flere og flere deres afsjælede legeme til videnskaben; ikke for videnskabens skyld, men fordi det er blevet dyrt at blive begravet. Flere og flere kister er samlet af primitive fyrreplanker, et storbyfænomen, hvor mange mennesker lever og dør anonymt, eller hvor der ikke er tid eller penge til at gøre ret meget ud af begravelsen. Og findes der sorg, skal den helst overstås hurtigst muligt.

Hvad der sker i storbyen breder sig til det ganske land, om det så er Tyskland eller Danmark. I hele Europa vokser den nye ateisme, der har som sit formål at gøre op med tilsyneladende indholdstomme ceremonier om et himmelsk lys og dødes opstandelse. Døden og de ritualer, den trods alt kræver, skal derimod svare til den virkelighed vi kender, nøgternt og usentimentalt skal det være, og med den indstilling er døden selvfølgelig noget, vi skal se at komme forbi så hurtigt som muligt. For døden svarer jo netop ikke til noget i livet. Den er ateistisk set en tom afslutning, og forfaldet op til byder heller ikke på noget særligt i livet, eksempelvis at der kunne være en særlig art kærlighed bundet til netop forfaldet. ’Det var så det’, kan man sige ved begravelsen og ret beset ikke mere.

Denne moderne indstilling til døden må man gyse ved, for vores måde at behandle de døde på, afspejler vores måde at behandle de levende på. Vores åndelige tilstand, hvad vi tror på og ikke tror på, hvad vi er bundet til og ikke bundet til, afslører sig uindskrænket ved et dødsfald. Man får virkelig sig selv at se. Indfører vi lynbegravelser, anonym, rationel kremering, fordi vi skal nå noget andet, har vi heller ikke øre for, at et dødsfald afsætter en egen rytme i de levende og har sin gang i hjerterne. Vi opdager ikke, at vi risikerer at afsjæle os selv før tiden.

Så vel må man gyse, men det er et gys, som er under pres for at forvandle sig selv til et skuldertræk, et pres, som vi alle er underlagt og sandsynligvis også kan spore hos os selv. For både økonomi, rationalisering, ateistisk tro og anonymisering er moderne magter, som vi enten er indforståede med eller i hvert fald tolererer. Vi kan meget nemt komme til at bidrage til en åndelig tilstand, vi i virkeligheden ikke bryder os om at være i.

Det er her Allehelgen igen får betydning. Både som en bevidst modsigelse af denne moderne indstilling til døden, og mere ubevidst som en søgen efter noget anderledes, man kan gribe ud efter. Deraf sandsynligvis de mange lys på gravene, og den ekstra opmærksomhed, menigheder og præster yder Allehelgen. Lysene på gravene har der ikke tidligere været tradition for i de protestantiske lande, så de skal nok ses som en trang til at gøre noget og udtrykke, hvad traditionen ikke længere kan udtrykke af sig selv. Traditionen siger, at man stille vender sig indad med sine minder og eventuelt sin sorg. Det ser ud til ikke længere at være tilstrækkeligt. Vi må have støtte i noget ydre, fordi stærke, ydre kræfter anfægter vores forhold til de døde.

Hvordan er Allehelgen da en modsigelse af den moderne indstilling til døden?

Vi mindes de døde, fordi de som helgener gav videre til os, hvad vi skal leve af. Således støtter de os i, at vi selv skal give videre, hvad vi har fået. At vore forfædre og nyligt afdøde slægtninge har været helgener betyder ikke, at de nødvendigvis har levet eksemplariske liv, at de har været særligt gode og derfor er værd at mindes. Det betyder, at de har følt sig forpligtet til at give evangeliet videre, så godt de kunne; at de har ladet sig påvirke af det samme evangelium, og at de har haft brug for at blive påvirkede af det. De har været klar over, at de havde brug for kærlighed og glæde og tilgivelse, og at de skulle have dem et sted fra.

En helgen er et fromt og ydmygt menneske, der virkelig ikke gør sig til af sin fromhed og ydmyghed, ja vel næppe skænker det mange tanker, om han nu er from og ydmyg nok, men kender sit hjertes afhængighed af Gud. En helgen er et menneske, som er fattigt i ånden, det vil sige at være vidende om, at ånd og sandhed er gaver fra Gud, som man har brug for at få, ligeledes barmhjertighed, for overhovedet at kunne give noget videre til andre.

Sådanne mennesker, helgener, findes alle vegne, og man kan endda måske selv være et af disse mennesker ved givne lejligheder. Vi møder dem, men opdager det ikke altid, for de virker i det skjulte. Ikke for at skjule sig, men fordi de ikke har brug for at fremhæve sig selv eller pukke på deres ret. Vi har brug for, at sådanne mennesker findes, og vi har brug for den mulighed, at vi måske selv kan blive et sådant menneske en gang imellem.

Evangeliet skaber helgener, fromhed i hjertet, fred i sindet; det giver os et lys at se verden og dens skabninger i, og evangeliet skaber mulighed for, at dets egen ånd kan vokse i os. Vi skal da huske, at evangeliet altid bevæger sig fra menneske til menneske, i vores kød og blod og i vores historie med hinanden. Vi skal have det fra andre mennesker, fra deres gerninger, fra en levende stemme eller fra den barmhjertighed, der trøster med kærtegn eller skulderklap.

Det oplevede vi første gang med dem, der nu er døde. De gav os kærtegn og talte med levende stemmer til os. Derfor skal vi ære dem og erindre dem i kærlighed. Vi savner dem, og kan sorgen være længe om at lette, så er den dog et udsagn om, at glæden er først, sorgen sekundær. Vi havde fællesskab med den. Derfor savner vi deres nærvær, men selv savnet af nærvær og fællesskab går forud for fravær og ensomhed.

Når vi således mindes vore døde, er det ikke alene en respektfuld gestus overfor fortiden, hvilket parentetisk bemærket hører med til en stærk og selvbevidst kultur; det er en gestus vendt mod vores egen og vore børns fremtid. Vi skal have noget at give, for at de kan leve i glæde og taknemmelighed. Vi skal være båret af Guds ånd og tro det, for at de kommende slægter skal kunne leve i en tro, der kan bære et menneske igennem tab og sorg. Ligesom dem, der gik forud for os.
Amen.