Udskriv denne side

Prædiken til 3. s. i fasten d. 3. marts 2013
I Herning Valgmenighedskirke
(DR radiotransmission).

I Herning Valgmenighedskirker, Lukas 11,14-28.

Salmer: 652 – 337 – 300 - 694 – Nadver: 473 v.4 -5. -6.

I mindst 200 år har forfattere, debattører, præster og flere andre i Danmark klaget over, at deres samtid var åndløs, og de har ofte i samme åndedrag bemærket, at det tidligere stod bedre til med ånden. Der var tider, hvor ånden fløj højt og satte verden i bevægelse. Nu, derimod, fløj ånden lavt, og der var tilsvarende ringe bevægelse og eftertænksomhed i samfundet, altså kun lidt liv i andedammen og en forpjusket vilje til at udrette noget, ikke noget stort og slet ikke det rigtige.

De samme 200 hundrede år har ikke desto mindre fostret ånder af betragtelig størrelse, som vi endnu kan inspireres af, og uden hvilke det danske sprog ville have været meget fattigere. Dansk er et fuldgyldigt sprog. Det betyder, at alt kan udtrykkes på dansk. Vi mangler hverken ord eller grammatik til at udtrykke, hvad vi har brug for. Vi mangler ikke præcision, og sproget er i stadig, dynamisk udvikling. Det kan vi blandt andet takke sprogets bedste udøvere for, digtere, fortællere, præster og lærere m. fl. Og det er jo ikke mindst ånd, som på denne måde har udtrykt sig.

Endelig har de samme 200 hundrede år været rige på begivenheder, som vi uden besvær betegner med den ånd, som gav begivenhederne liv. Vi taler f.eks. om ånden fra ’48 og betegner den stemning og idealisme, som beredte vejen for den første frie forfatning. Vi kan tale om ’industrialismens ånd’ og betegner den dengang nye vilje til fremdrift, virketrangen, som prægede samfundet fra ca. 1880’erne og frem til første verdenskrig. Den frigørelse, som herefter bredte sig fra høj til lav og i alle forhold begyndte som en ånd, der ville gøre sig gældende. Også højskolerne, hvis virksomhed er blevet en selvfølgelig del af samfundet, har været åndsbestemt ved at synge tusindvis af elever gennem dansk poesi. Alt sammen er det karakteriseret ved ånd.

De sidste 200 års historie kan vel ikke beskrives som både åndløs og ved den tidsånd, som beherskede forskellige perioder? Hvad er rigtigt? Åndens virke eller åndløshedens? Eller måske tidsåndens herredømme?

Spørgsmålet kan ikke besvares. Det kan være berettiget at tale om åndløshed samtidig med, at en bestemt tidsånd gør sig gældende. Og det kan være berettiget at skildre en epoke ved dens ånd og glemme alt om åndløshed eller ej. At vi alligevel stiller spørgsmålet har et formål: Det afslører det faktum, at der altid er ånd alle vegne, og at der altid er kamp mellem forskellige ånder. Kristendommen deltager i denne kamp, og har gjort det siden den kom til verden.

Intet menneske er uden ånd, så sandt som vi alle trækker vejret eller drager ånde, som poesien kalder det. I begyndelsen svævede Guds ånd over vandene som et udtryk for, at menneskets tilværelse, ja hele skaberværket, slet ikke kan forestilles uden ånd, samtidig med at det er vanskeligt at sige præcist, hvad ånd er. Det ville svare til at kunne definere, hvad liv er. Det er skaberånden, som får os til at trække vejret, ligesom ånden gør sproget levende. Når et menneske dør, er der en kolossal forskel fra det ene øjeblik til det næste, hvor ånden er væk. Ånd er et mysterium, som vi i vores brudte og på mange måder fordunklede tilværelse, aldrig kommer til at begribe, og mange kan endda slet ikke forlige sig med mysteriet.

Derfor gøres der tilsvarende mange forsøg på at styre og kontrollere vores omgang med det; nogle er nødvendige, men langt fra alle. Der er mange selvgjorte ånder, mange mysterieforvaltere, mange som gør krav på at være de sande repræsentanter for skaberånden; og der er kamp om indflydelsen over hjerterne. Så spørgsmålet er altid hvilken ånd, der bor i os. Det er til gengæld et altafgørende spørgsmål, for vi kan ikke være uden. En åndsfri tilværelse findes ikke. Åndelig neutralitet heller ikke. Det er, hvad Jesus siger: ”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af.”

Ånd er ikke det samme som psyke eller sjæl. Psyken er et menneskes indvendige arkitektur. Dispositioner, tilbøjeligheder, evner, svagheder, begrænsninger, skader, følsomhed og nervetilstand. Ånd derimod kan gå til og fra. En fremmed ånd kan gribe et menneskes, og man må reagere med den psyke, man har. En ånd kan forlade et menneske, så man aldrig bliver den samme igen, og det kan være både godt og skidt. Det vigtige er, at ånd grundlæggende set er udefrakommende, at den er dynamisk og suveræn i forhold til det enkelte individ. Og det vigtige er, at når man forlades af en ånd, er der altid en ny. Det kan lyde vidtløftigt, men er dog ikke anderledes, end at vi alle har gjort erfaringer med netop dette. Man kan træde ind i en sammenhæng, hvor man påvirkes af stedets ånd, en stemning, en idealisme, en frygt; den gør noget ved én, som man ikke er herre over, men kun kan reagere på. Man kan f.eks. gå sin vej - ind i sin egen ånd igen, eller man kan give efter og blive erobret.

Kristendommen har nu et særligt, radikalt forhold til ånd. Den er selv ånd, men hverken blot stemning eller tidsånd eller individuel ånd. Ånden har et særligt navn, Helligånden eller kærligheds og sandheds ånd, og et særligt indhold, Jesu historie. Det radikale er selvfølgelig, at Jesus sagde, at den ånd, han i enhver henseende var behersket af, er Guds ånd, altså den samme ånd, som svævede over vandene i begyndelsen, og som er livet i alt levende. Han var den ånd i kød og blod. Med hans liv kom et særligt udtryk og en særlig kraft til verden; en guddommelig evne til at erobre hjerter og kalde mennesker tilbage til kærlighed og sandhed (vi falder hele tiden ud af dem), for at disse to efterhånden skal erobre vores egen historie. Helligånden kan og vil forme hjertet, intet andet i grunden, så at vi derpå kan gå ud i verden igen, nu som nogle andre end vi ellers ville have været, lidt tættere på kærlighed og sandhed.

Jo mere denne ånd virkelig gør sin gerning i hjertet, jo tættere vil man komme på at være den, som Gud vil have, at man skal være. Det er et menneskes egentlige bestemmelse. Ligesom disciplene vedblev at være dem, de allerede var, kom de dog i kraft af kærlighedens og sandhedens ånd og den historie de dermed fik, tættere på at være, hvad de fra begyndelsen var bestemt til.

Dette stiller det enkelte menneske i en kampsituation, som fordrer den største opmærksomhed, og som har den største aktualitet. Hvilke ånder kæmper om mit hjerte? – må man spørge. ”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer tilbage finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, … ”

Hvordan kan man dog kende den ene fra den anden?

Der gives ikke entydige, færdige svar, deraf naturligvis kampen, og vi må hver især tage stilling, lade samvittigheden tale, afveje forholdet mellem kærlighed og sandhed, om man er for langt fra det ene eller det andet og ærligt granske sine motiver.

Kampen vender imidlertid ikke alene indad mod hjertet som selvransagelse. Den rækker ud i verden; i disse år som en kulturel kamp, der fordrer en høj bevidsthed om, at vi ikke lever på neutral grund religiøst set, at religionen er den primære åndelige prægning af et samfund, at et samfund uden religion endnu ikke har set dagens lys, og at også vores samfund derfor må have et åndeligt udgangspunkt. Den bevidsthed kniber det meget med i disse år. Mange tror, at vidt forskellige og endda modstridende ånder sammen kan være udgangspunktet for samfundets liv. ”…og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste skal blive værre for det menneske end det første.” Det er et rige i splid med sig selv, hvor hus falder over hus. Eller det er langstrakt, kulturelt selvmord.

Levende kristendom er da en evig udfordring, indadtil som en anfægtelse af et menneskes egen ånd med selvransagelse til følge; udadtil som en stadig spørgen efter sandhed og kærlighed (og i disse år er der mere brug for at spørge efter sandhed end kærlighed) med ransagelse af tidsånden til følge. Helligånden er aldrig helt identisk med hverken menneskets egen ånd eller med tidsånden. Den er et tredje, som tilmed gør det muligt at se på begge dele udefra i kærlighed og sandhed og på samme tid! At se bort fra dette nødsages man til at kalde faretruende åndløst.

Amen.

 

Nadveren kalder os til sig, for at give os den ånd, intet menneske kan give sig selv. Den indskriver os i kærlighed og sandhed som vores egentlige bestemmelse, vore længslers mål.

Det sker som det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed, så at vi hver dag kan leve af brød og ånd.
Amen.

 

Her kan du genhøre
 gudstjenesten,som blev
radiotransmitteret på DR.