Udskriv denne side

Prædiken til 1. s. i fasten d. 1. december 2013
I Herning og Gjellerup Valgmenighedskirker
 

Lukas 4,16-30.

Salmer: 74 - (85) - 78 - 76 - Nadver: 84 v. 6 og 7 - 80.

Det er et urgammel scenario, som lader høre fra sig i Nazaret. En forsamling af mennesker får en ubekvem sandhed at høre. De har ingen argumenter imod, hvad der bliver sagt, bliver vrede og griber til vold. De forgriber sig på budbringeren, fordi de ikke bryder sig om budskabet, sandt eller ej. Sandheden er ikke vigtig. Det er derimod fællesskabet og dets forståelse af sig selv. Beskyttelse af fællesskabet har derfor forrang for det enkelte individ.

Dette forhold mellem individ og fællesskab, at fællesskabet altid har forrang, og at sandheden ikke er nok i sig selv, men skal tjene fællesskabet, har vi i den vestlige verden brudt op og med stor succes. Hele vores historie kan anskues som et langt forsøg på at skille individ og fællesskab ad uden at prisgive nogen af parterne.

Et oplagt eksempel er Jesu forkyndelse af Guds rige. Med denne forkyndelse udfordrer han gang på det fællesskab, som han selv er en del af. Han siger, at Guds vilje ikke er sammenfaldende med fællesskabets interesser. Der vil altid være en rest, som fællesskabet ikke kan udtrykke, en sandhed om Guds rige, som et fællesskab ikke magter at udfolde. Han helbreder på en sabbat, fordi helbredelsen af et enkelt menneske er vigtigere end fællesskabets helligdag. Han frelser en kvinde, som skal stenes for utroskab, selvom der ikke er tvivl om hendes skyld. Men fællesskabets retfærdighed er selvretfærdighed og ubarmhjertig, og derfor frelser Jesus kvinden. Derpå sender han hende tilbage til fællesskabet, men nu med en helt ny bevidsthed. Hendes skyld, at hun havde været utro, skilte hende ud fra fællesskabet som et særligt individ. Jesus skaber igen plads til den skyldige i det fællesskab, som han sender hende tilbage til, idet han siger: ’Synd nu ikke mere!’ Hendes bevidstgjorte skyld og tilgivelsen af hende, gør kvinden til et nyt individ nu i sin egen ret og ikke blot som en del af fællesskabet.

Et andet eksempel er Augustins skelnen mellem Guds stad og Verdens stad ca. 400 år senere i historien. Med denne skelnen delte han det enkelte individ op i to. Den kristne lever altid i to verdener, der ikke kan forliges fuldstændigt og aldrig gå op i hinanden. Jesu ånd, som skal tage bolig i hvert eneste menneske, vil pga. synden komme i konflikt både med det menneske, den påvirker og dernæst med verden, en konflikt, som altså skærer ned midt igennem individet, for man skal jo fortsat leve i verden. Det skærper individets evne til at se på sig selv udefra, og det gør i særlig grad den enkeltes samvittighed til dommer i alle forhold. Det giver igen plads til kritik af det fællesskab, som individer nødvendigvis må have med hinanden, for at kunne overleve. Fællesskabets autoritet er blevet udfordret af samvittigheden.

På den baggrund skabte den kristne kirke en verden i verden. Kirken blev en art parallelverden med egne love og regler, med eget kirkeår, forskelligt fra kalenderåret. Der blev bygget klostre og andre kristne samfund på kanten af det almindelige samfund. Nogle kristne grupperinger trak sig endda helt tilbage fra det almindelige samfund, for at leve isoleret fra dets fristelser, dvs. fra sex og magt.

Efterhånden som kirken sejrede, kom den til mere og mere at ligne det samfund, som den ville være forskellig fra. Det førte til store konflikter, i middelalderen den såkaldte investiturstrid f.eks., altså spørgsmålet om paven eller kejseren var den øverste instans i de europæiske samfund, som nu kaldte sig kristne. Den tysk-romerske kejser Henrik 4. gik i januar 1077 bodsgang op til borgen Canossa midt i Italien, hvor paven var gæst, for at blive løst af den bandlysning, som paven året før havde udstedt over ham. Ifølge traditionen måtte han vente tre dage uden for borgen, før paven indlod ham og ophævede bandlysningen. Ordet ’Canossagang’ fandt derfra vej ind i sproget som navnet på den totale ydmygelse.

Paven vandt, men ingen sejr er gratis. Prisen blev blandt andet, at den katolske kirke herefter egenmægtigt definerede fællesskabet og dermed fjernede sig fra sin egen bestemmelse, nemlig at være den instans, som definerede individet i fællesskabet som et sted, hvor der skal være plads til fortabte, de utro, de anderledes og de fremmede. Kirken ville og måtte udøve magt, som det påkræves i ethvert fællesskab, men glemte at skelne ordentligt mellem Guds stad og Verdens stad.

Det førte til oprørske bevægelser af tiggermunke, franciskanerne, siden til reformation og modreformation, hvor fællesskabet slog tilbage, senere igen til en oplysningstid, hvor vi satte alt ind på at hævde individets ret mod fællesskabet. Siden har det bølget frem og tilbage. Dog mest frem, idet vi i dag lever i individualismens tidsalder og formentlig ikke ønsker det anderledes. Intet tyder på, at individets stilling svækkes, skønt der er stærke kræfter, der prøver på det. De meget store vanskeligheder med integration af indvandrere i de europæiske lande skyldes ikke mindst, at indvandrerne vil beholde deres fællesskaber og holde dem fri af kritik. De kæmper mod individualisering, dvs. de kæmper mod en hovedstrømning i europæisk kultur. Vi andre kæmper som så ofte før med at se sandheden i øjnene.

Digteren Yahya Hassans berømmelse afspejler konflikten glasklart. Også det forhold, at de fællesskaber, han kritiserer, ikke bryder sig om at høre på ham, men gribes af raseri, springer op og vil jage ham ud af byen. Han udsiger en individuel sandhed, som af hans eget fællesskab opleves som truende, fordi han har ret som individ. Det ved de godt, men fællesskabet har svært ved at rumme det. Det samme oplever den omvendte Ahmed Akkari. Fællesskaber bryder sig sjældent om kritik, sand eller ej. De vil frem for alt være stabile, ofte for en meget høj pris for det enkelte individ.

Her må vi tilbage til scenariet i Nazaret, hvor Jesus bryder fællesskabets tvang og slipper godt fra det. Det er først senere, han dør af det. Læg vel mærke til den sidste sætning: ”Men han banede sig vej imellem dem og gik.” Her bliver den sandhed, som folkene i Nazaret ikke vil høre på, til i sin egen ret. Den overlever, for at vandre ud i verden og vise, at den vil overleve hvad som helst, endda pinsler og død.

Jesus siger til folkene i Nazaret, at de ikke i særlig grad er udvalgte, og at deres fællesskab er begrænset og snæversynet. De kan f.eks. ikke rumme Jesus. Det er sandheden i den situation. Det betyder, at sandhed og individualisering hører nøje sammen. For at vi alle kan blive eller forblive individer, må der være mulighed for at sige sandheden uden at blive jaget ud af byen. Den må frem og til enhver tid, ikke stikkes under stolen, skønt ubelejlig, hvad vi alle oplever fra tid til anden. Et fællesskab vil og skal gå under, hvis det ikke kan tåle at høre sandheden om sig selv og dets egen begrænsning.

Kristendommen opfordrer os til at bane os vej midt imellem alle de andre og gå vores vej, hvis fællesskabet ikke bliver et fællesskab af netop individer. Samtidig skal det enkelte individ tage sandheden om sig selv til sig, ja jeg er den og den, og jeg gjorde sådan og sådan, jeg løj, jeg undlod at gøre det og det, jeg havde de og de motiver, og ja, jeg vil noget helt andet end i går. Dette behøver så vist ikke at foregå i al offentlighed og til glæde for gribbeagtige medier, men det må og skal finde sted i samvittigheden, hvor Gud tavst er til stede med sit blik på os. At være et individ er at kunne se på sig selv udefra, at dele sig selv i to, så at samvittigheden kan komme til orde samtidig med, at man kan se på sig selv med de andres blik.

Det er svært, og det lyder selvfølgelig paradoksalt, når vi tilføjer, at man klarer det ikke alene. At blive og være individ er ikke en privatsag. Det bliver man opdraget til, og det skal man livet igennem kaldes til at blive. Kristendommen er selvsagt et væsentligt led i denne opdragelse, men lige så væsentlig for den fortsatte kaldelse. Religion giver mennesker et fællesskab at være til i, men skal det være et fællesskab af individer, skal det være en selvkritisk religion.

Det er her kristendommen udmærker sig, idet Jesus altid siger sandheden til folk, men uden at unddrage sig fællesskabet. Det var fællesskabet, der ikke ville vide af ham. I dag forlader han ganske vist Nazaret, men det er for nå det større fællesskab, som defineres af Jerusalem. Og ikke nok med at han forbliver i fællesskabet som den, der altid siger sandheden. Han ofrer sig for den og viser, at sandheden herefter er til i sin egen ret og ikke på fællesskabets betingelser. Som sådan opstod den fra døde, hvilket har det ekstra raffinement, at vi til enhver tid kan høre sandheden også fra historien. Også fortiden er en kilde til morgendagens udfoldelse af sandhed.
Amen.

Nadveren er et fællesskab, men et fællesskab af syndere, dvs. af individer, for uden synd og skyld var der heller ingen individualitet.

Nadverens tilsigelse af syndernes forladelse skaber plads til ethvert individ ved nadverbordet. Alle individer har brug for tilgivelse, for at kunne være med i et eller flere fællesskaber ude i verden.

Tilgivelsen fås som det daglige livs måltid, brød og vin, bundet til det daglige livs kærlighed.