Udskriv denne side

Omrids til genopdagelse af dansk folkelighed

Højskolen Skærgården har i samarbejde med Herning og Gjellerup valgmenigheder indbudt til tre aftener om folkelighed (d. 29.2, d. 14.3, d. 5.4), mere præcist om der er ved at ske noget eller bør ske noget under inspiration fra begrebet folkelighed, forstået som den aldrig hvilende bestræbelse på at gøre almue til et myndigt folk.

Tre foredragsholdere, prof. emer. Jørn Henrik Pedersen, cand. scient. pol. Jonas Norgaard og sognepræst Torben Bramming var inviteret til at holde oplæg, hvorefter der var både debat i mindre grupper og med foredragsholderen.

Nedenstående er (sammen)skrevet ud fra foredragsholdernes oplæg, indledninger og indlæg i debatten samt et efterfølgende forsøg på i en mindre gruppe (møde d. 13.4) at uddrage pointer fra de tre aftener.

Velfærdstat og konkurrencestat

Begrebet folkelighed har siden dets adkomst til sproget som et positivt og definerende begreb været forstået forskelligt. Begrebet har kort sagt haft en historie. Den skal ikke fortælles her, men det er nødvendigt at nævne, at ’folkelighed’ fra senest engang i 1960’erne blev forbundet med opbygningen af velfærdstaten; denne blev forstået som et folkeligt projekt, hvor ’lighed’ i alle forhold og ’folkelig’ blev som to sider af samme mønt.

Velfærdstaten er i bedste fald under pres. Den har haft sin storhedstid og er nu under langsom afvikling, idet den uafvendeligt undergraver sine egne forudsætninger (som det ofte sker med en succes), og godt hjulpet på vej af den europæiske migrationskrise, der vil præge Danmark mange år frem i tiden.

Svaret på afviklingen af velfærdsstaten er imidlertid ikke konkurrencestaten (mere nedenfor), fordi denne er ude af stand til at understøtte et værdifællesskab, dvs. formulere de forestillinger og nære den offervilje, uden hvilke et folkeligt fællesskab ikke kan eksistere.

Et eksempel på en sådan værdiforestilling er begrebet frihed. Frihed er noget borgerne opnår, når de får medansvar for det styre, der præger et givet samfund, og man derfor indstiller sig på at tale med hinanden om det fælles vel. Det fungerer kun, hvis der er en klar følelse af samhørighed, og at der er knyttet et bånd mellem de forskellige grupper og formationer i samfundet. Der må findes en samfundsmæssig helhed, og der kræves et fælles sprog for at opretholde denne helhed.

Vores individuelle frihed afhænger af vores evne til at styre det politiske fællesskab. At være den gode medborger stiller krav, som med et gammelt udtryk kan formuleres som borgerdyder (Jørn Henrik Pedersen), der eksisterer på trods af politiske uenigheder og økonomisk ulighed. Borgerdyderne er et fælles anliggende, som naturligvis står til diskussion.

Vi har her at gøre med en form for national identitet, et grundlag for at kunne identificere os med en stat, et hjemland. Et folkeligt fællesskab er derfor både en politisk og kulturel forpligtelse, som skal være båret af følgende tre forhold (Jørn Henrik Pedersen):

  • Vi skal være præget af mådehold (det vil også gælde staten, dens størrelse og indgriben i borgernes liv)
  • Af generøsitet
  • Vilje til at engagere os i arbejde.

Både mådeholdet, generøsiteten og viljen til arbejde, som altså er forudsætninger for, at samfundet kan fungere som et fællesskab, må netop som en kulturel forpligtelse stikke dybere end det politiske niveau.

Konkurrencestaten, som af en økonomisk-administrativ-politisk elite er udset til at skulle afløse velfærdstaten, har allerede skabt og skaber vedvarende problemer både på det politiske og kulturelle niveau. Politisk ved i alle institutioner og forvaltninger at indføre umyndiggørende kontrolforanstaltninger. Kulturelt ved at nedskrive alle forestillinger om folkelig dannelse til næsten ingenting. I konkurrencestaten er såvel borgere som institutioner først og fremmest produktionsenheder, for den prioriterer det forhold, at en stat står i et økonomisk konkurrenceforhold til andre stater. Her gælder det om at være på vindernes side.

Relationisme

Er der en vis folkelig mistrøstighed i forhold til en afvikling af velfærdstaten, synes der at være en voksende modstand mod konkurrencestaten. Modstanden kommer ikke ud af det blå, men fra den folkelige kultur, der kommer før politik og forvaltning, og den kan beskrives med begrebet relationisme (Jonas Norgaard).

Relationisme er både et sociologisk og et filosofisk begreb og betyder i vores sammenhæng, at man samler sin interesse om de forhold i tilværelsen, hvor mennesker for det første er afhængige af hinanden, og for det andet hvad det kan betyde for både for individer og det overordnede fællesskab. Et eksempel (Jonas Norgaard): Når en opgaver stikkes ud, såsom ’læg arm med din nabo’, så træder man enten ind i en konkurrencesituation, hvor man vinder eller taber (konkurrencestaten) eller ind i en relation. Det sidste definerer forudsætninger for armlægningen:

  • Der er ikke primært en taber og en vinder, men man er hinandens forudsætninger.
  • Man bliver glad af armlægningen.
  • Man er dannet (kropslig skabt) til at lægge arm med hinanden.
  • Man lægger ikke arm med en arm, men med en person, som ikke er reduceret til en funktion eller en produktionsenhed.

Relationisme som et værdiladet begreb er interesseret i menneskelig forbundethed. ”Jeg håber på dig, for os”. Kan der være et strejf af naivitet i relationisme omsat til praksis, vil relationisten svare: Der kræves dannelse for at kunne skabe og opretholde samhørighed og velstand, der også kan formuleres som et højere fællesskab mellem individer. Der gives ingen genvej til hurtig velstand. De bærende relationer må hele tiden tages i ed og formuleres som et fælles anliggende. Det tjener dannelsen til.

Udover at stille et krav om dannelse er relationisme også en moralsk appel om at styrke de nære relationer (familie, venskab etc.), som derpå skal være en impuls ud i det større folkelige fællesskab. Således bliver relationisme også et opgør med den meget udbredte socialkonstruktivisme, at vi konstruerer alting selv incl. samfund og personlighed (køn og karakter). Socialkonstruktivismen har ikke sans for en given kulturel forudsætning, som vækker individuel genklang og danner udgangspunkt for det fælles. Hvis der som udgangspunkt for f.eks. statens styrelse ikke regnes konstruktivt med et forudgivet fællesskab, vil der mangle referencer og folkelige begrundelser for beslutninger. Det giver plads til et selvrefererende bureaukrati og andre lukkede systemer, som vi aktuelt er vidne til.

’Folkets hus’

Begrebet relationisme kan inspirere til en ombygning af ’ det fælles hus’, som også kaldes det folkelige. Nogle mener, at dette fælles hus allerede ligger et sted på en akse mellem en stærk nationalkultur (monokulturalisme) og multikulturalisme. Det gælder blot om at få øje på det og identificere, hvad der skal bygges om. Andre mener, at aksen er for stærk en forenkling, der ikke kan beskrive de aktuelle udfordringer. Begrebet pluralisme synes mere velegnet og en mere adækvat beskrivelse af det fælles hus; pluralisme forstået som en flerstemmig kultur med fælles grundlag, en ledende kultur (europæisk dannelsestradition), der giver plads til noget andet end sig selv. Det må forstås som noget andet end multikulturalisme (relativisme). I dette hus er der mange boliger på ét, fælles fundament.

Om man nu vil forsøge at finde det folkeliges vækstlag, placeringen af det fælles hus, på en akse mellem monokultur og multikultur, eller man vil beskrive opgaven som pluralistisk står det klart, at et sådant hus ikke kan bygges uden autoritet, en vertikal akse.

Religion

At vi mangler autoriteter tydeliggøres netop af aksen mellem nationalisme og multikulturalisme, som ikke skæres (og måske ikke vil lade sig skære) af en vertikal akse. Hvis der ikke er noget op og ned, så bliver der heller ikke et højre eller venstre (Torben Bramming). Eller alt bliver til politik uden vertikal akse, og den folkelige kultur, som politikken udspiller sig på baggrund af, får trangere kår.

Autoritetsproblemet kommer klart til udtryk, når vi i dag oplever en gruppe mennesker, muslimer, der proklamerer et op og ned: Allah er den største. Der er en guddommelig vilje, en tro nedfældet i Koranen, og der kommer flere og flere til landet med denne tro. Hvad skal vi sige til denne autoritet, der først og fremmest bæres frem af imamerne? Religion er kommet tilbage i Europa fra siden og med høj fart, og vi ved ikke helt, hvad vi skal sige og gøre.

Det har det folkelige Danmark svært ved at håndtere, fordi vi har levet i en verden af politik i mange år. Vi har derfor brug for at vende om og stadfæste en ny autoritet vertikalt. Og kun en religion er formodentlig i stand til det?

Begrebet ’det hellige’ kan bruges som et udtryk for en smal, fælles religiøsitet, dvs. som en mental åbning overfor det faktum, at der altid vil være religion i et samfund, og at religionen er en primær kulturel ytring. Det religiøse i bred forstand kan få selvfølgelig status som et fænomen, der eksisterer i egen ret, altså ikke blot som en understøttelse af psykologiske (trøst) eller sociologiske forhold (fællesskab).

’Det hellige’ er imidlertid også et utilstrækkeligt begreb, for i samme øjeblik det udfoldes vil de religiøse vande skilles.

Kristendommen er i forlængelse heraf et svar på autoritetsproblemet, og i vores sammenhæng et nærliggende svar, fordi kristendommen etablerer relationisme fremfor en hellig lov (islam) eller en produktionsenhed (konkurrencestaten).

For langt den største del af de nytilkomne er det godt med det åbne samfund med mange valgmuligheder, men de har også nogle forventninger til, at der bliver givet nogle reelle svar, at der defineres et rigtigt og forkert. En mand, der både går i moske og læser i Bibelen, kunne være et billede på en stor gruppe af mennesker, der er kommet hertil med ønsket om en bedre fremtid, og de er ganske åbne overfor, hvad der skal ske fra det folkelige Danmarks side. De forventer et udspil, der tydeliggør hvilken autoritet, vi er underlagt.

Religion hører kort sagt til de store, folkelige spørgsmål, og der finder i øjeblikket en kamp sted mellem de nytilkomne og det folkelige Danmark trods meget imødekommenhed og mange gode initiativer. De nytilkomne organiserer sig i centre, der er styret af fundamentalistiske muslimer. Det virker som magneter på det muslimske klientel, der mangler definition på rigtigt og forkert, når nu vores samfund ikke etablerer denne autoritet og i øvrigt har haft svært ved at tale om den.

Kristendommen trækker også mange ind i en omvendelsesbølge. Kristendom og islam kommer til at være de store autoriteter, og der en gruppe imellem, som mener, at det ene er ligeså godt som det andet.

Dette lægger op til en folkelig besindelse på vores eget udgangspunkt (Torben Bramming):

  1. at man følger sin samvittighed
  2. at man kan tale om og følge et forsyn, der kan lede én videre
  3. at man holder fast i ting, der er lige til alle tider: Kærligheden, familien eller andre former for konstanter. Dette kan man ikke gøre alene med den politiske konstruktion, hvor alt bare er højre eller venstre.

God autoritet leder på vej. For en kristen er det evangeliet, som er verdens bedste budskab (Torben Bramming). Hvis man har det bedste at give nogen, er det egoistisk ikke at overbringe det. Vi mangler modet til at gøre det. Hvis man mener, at det er det rigtige, er der kun ét at gøre. Hvis man har det rigtige budskab, skal det selvfølgelig frem. Det løser langt fra alle problemer, men herfra kan der arbejdes, og man får samtidig at vide, at man skal arbejde.

Konkretion

Ovenstående kan efter vores mening inspirere til genopdagelse af dansk folkelighed på mindst fire måder:

  • Autoritativt og imødekommende at gribe ind i migrantkrisen
  • Styrke nødvendigheden af frivilligt engagement
  • Give mod til fejlbarlighed
  • Danne evnen til at forholde sig til sig selv og til andre

Disse fire punkter kan udfoldes på mangfoldige måder, og det vil ikke være vanskeligt at generere idéer. Rundt omkring i Danmark er der allerede taget en mængde initiativer, som dækkes af et eller flere af punkterne. Selv har vi møder og andet undervejs, som vi agter at føre ud i livet foreløbig med et års horisont.

Vibeke Lundbo
Julie Nørgaard
Morten Kvist
m.fl