Udskriv denne side

Det helliges genkomst

Af valgmenighedspræst Morten Kvist.

Det helliges genkomst har været bragt som kronik i Berlingske Tidende under overskriften Den fortsatte åbenbaring.


Religionens plads i det offentlige rum er til debat. Med ateisterne i spidsen vil mange have banket religion ind i privaten, ind i skabe og pulterkamre, hvor den kan henligge som familieklenodie og samle støv. På festlige eller bedrøvelige dage kan den så hentes frem, men åbenbart kun i familiens kreds. Religion bør kun være en privat sag, lyder det. Den kommer ikke samfundet ved.

At religionen har brug for at blive irettesat som en flabet skoledreng, der skal holdes nede, er tankevækkende. Religion er igen blevet farlig. Det skyldes naturligvis militant islam. Men også en deprimerende tendens til at slå alle religioner i hartkorn, hvad den nyopdukkede ateisme gør, når den trækker på gammel kritik. Den hævder, at de religiøse tror på overnaturlige magter og undsiger den videnskabelige fornuft. Det er, hvad religionshistorikere gør, når de sammenligner forskellige religioners strukturer og misbruget: Både islam og kristendom har vold og blod i bagagen, altså ligner de hinanden.

Dette er ikke godt nok. I stedet for må de enkelte religioners indhold må frem i lyset. Begrebet ’det hellige’ er velegnet til det formål. Her bliver ligheder såvel som forskelle tydelige. ’Det hellige’ har fået en grundig behandling i bogen af samme navn, skrevet af den tyske religionshistoriker Rudolf Otto(1869-1937). Heri hævder han bl.a., at mødet med det hellige gør mennesket til menneske. Dette møde rejser os på to ben, siger han. Det har en civiliserende kraft, hvad Moses er et eksempel på. Er historien om Moses’ møde med den brændende tornebusk nok så meget myte, så var der tale om en oplevelse, der ikke kunne ignoreres; en erfaring af at være et menneske stillet overfor Gud. Og netop dette møde tydeliggjorde det menneskelige: Moses fik den opgave at føre folket ud i frihed.

Det helt afgørende bliver herefter, hvordan en sådan erfaring videre forvaltes. Det er på dette punkt, religionerne begynder at skille sig ud fra hinanden. I alle religioner findes der profeter, som får åbenbaringer, dvs. uafviselige erfaringer med omfattende konsekvenser. Men konsekvenserne bliver meget forskellige. Det bliver til kult, til moralske fordringer og love. Det bliver til templer, moskeer og kirker, i hvilke det hellige antager meget forskellig skikkelse. At lovprise Gud i hhv. en moske og kirke er to helt forskellige ting. Lad os se nærmere på det.

Fra moskeerne er der en bevægelse mod at udbrede det hellige til alle livets områder. Det begyndte med Muhammeds åbenbaringer, som bliver til Koranen. Derefter fulgte så tolkningen af Koranen i Hadith og endelig kommer dertil de såkaldte fatwaer, som kan udstedes af religiøse autoriteter. En fatwa låner i sidste ende religiøs autoritet fra Koranen, og er en art forlængelse af Koranen under forhold, som Muhammed ikke kunne forudse. Derfor ser vi, at der til stadighed udstedes fatwaer, når der opstår et nyt problem for muslimer. Hvordan skal de forholde sig til TV og mobiltelefoner, lange bukser og korte bukser etc. Der bliver så truffet en afgørelse, nej kvinder må ikke gå i korte bukser f.eks., formuleret i en fatwa, som altså er en konkret afgørelse, baseret på tidligere afgørelser, på Hadith og på Koranen.

Denne ekspansive bestræbelse drejer sig ikke alene om at stille alle mennesker under Koranens autoritet, men i lige så høj grad om at gøre alle forhold muslimsk korrekte. Det er derfor, vi oplever diskussioner om først svinekød og badeforhæng i skolerne, siden tørklæder og hvor meget det religiøse må fylde i det offentlige rum. For en ortodoks muslim vil alle tilværelsens forhold være reguleret af det hellige. Og er der først udstedt en fatwa om et eller andet, så låner afgørelsen glans fra Koranens hellighed. Derfor er det så uhyre vanskeligt at få dem ændret. I praksis kan man ende med ikke at tage hensyn til en fatwa, hvad vi så med Salman Rushdies dødsdom. Den blev sat på stand by, men den er aldrig blevet trukket tilbage. Det ville nemlig være en undergravelse af det hellige centrum: Koranen.

Bestræbelsen er at gøre det tvetydige entydigt. Det er meningen med en fatwa. I dette perspektiv sker der i grunden intet nyt i islam, for det hele er sagt med Koranen. Tvetydighed er på denne måde et problem, som skal overvindes. Det sker ved hjælp af love og regler, ritualer og befalede handlinger. Det onde forsøger man f.eks. at binde ved at kaste sten på Satan – en del af det hellige ritual under pilgrimsvandringen til Mekka. Det onde er entydigt placeret udenfor ummaen (det muslimske fællesskab) eller islams hus. I islam er det således umma’ens opretholdelse, som betyder alt. Det er en hellig bestræbelse.

Helt anderledes forholder det sig i kristendommen. Her er bestræbelsen den modsatte. Det hellige skal ikke vokse, så at mere og mere af verden og flere og flere områder underlægges kristen jurisdiktion. De hellige handlinger er dåb og nadver. Kristendommen er ånden herfra, som skal forvaltes på eget ansvar i fællesskab med andre. Det er i realiteten ensbetydende med at gøre friheden så stor som mulig, selvom det langt fra altid er blevet forstået sådan. Råderummet for den enkeltes afgørelse skal blive større, nøje fulgt af samvittigheden og med henblik på næstens ve og vel.

”Mit rige er ikke af denne verden”, siger Jesus som bekendt, og det betyder i vores sammenhæng, at det hellige altid vil beholde en stor rest af fremmedhed, som ikke kan forliges med verden. Forholdet mellem det hellige og verden kan aldrig gå op.

Også i kristendommen er der en lov, det dobbelte kærlighedsbud. Der findes gode råd til, hvordan man skal undgå at komme i modstrid med dette bud. Den gyldne regel, de ti bud, at man skal give den tørstende et bæger vand, den sultne noget at drikke og den hjemløse tag over hovedet. Men denne lov er ikke reguleret i detaljer, og forvaltningen af den er slet ikke guddommelig. Et begreb svarende til en fatwa findes ikke i kristendommen, selvom mange i tidens løb har været fristet til at opfinde det. Således må pavens mulighed for at være ufejlbarlig, når han taler ’ex catedra’, siges at være et fald for en fristelse. Klogeligt nok benytter han aldrig denne mulighed.

Det hellige i kristendommen har selvfølgelig sin autoritet fra Jesus Kristus, og fra troen på, at skabermagt og mening er udtrykt her. Dette helt ufravigelige dogme i kristendommen, inkarnationen, får den meget vigtige konsekvens, at kristendommen er en historisk religion, hvilket vil sige, at den tillader sig selv at forandre sig. Den kan komme til orde under meget forskellige forhold, på alle sprog, intet har forrang. Den udfolder sig forskelligt til forskellige tider, alt efter hvad der måtte være brug for, og hvad der kan høres, og som sådan er den sand. Der er tale om en fortsat åbenbaring af, hvad Jesus Kristus betyder for enhver nutid.

At udbrede kristendommen er at hævde en hellig og åndelig autoritet over menneskers liv. Men denne autoritet sigter altså på at opretholde det enkelte menneskes frihed og selvforvaltning, bundet til en fuldstændig umisforståelig opgave: Næstens ve og vel. Det er det samme som at hævde mennesket som individ. Både min næste og mig selv.

Forskellen på det hellige i islam og kristendommen er, at islams hellighed vil erobre verden bid for bid. Det hellige er i kristendommen en puls, som hele tiden sendes ud i verden, en puls i enkeltindivider, som kan høres og mærkes, og som da også ses som kristendommens spor i kulturen, ja dens opbygning af kultur.Derfor er det at stikke hovedet i busken at skære alle religioner over én kam. Behændigt fritager man sig selv for at tage stilling til en religioners substans. Forskel i opfattelsen af hvad det hellige er fører vidt forskellige steder hen og til forskellig prægning af individerne og dermed af kulturen.